Let, lækker og billig hjemmelavet smoothie

Dette er anden post i Pengepugerens serie om lette og billige opskrifter, som smager godt og som enhver kan lave. Du kan læse første post her.

Smoothie er i bund og grund bare juice med blendet frugt. For nogen er det en måde at øge sin sundhed på, for mig er det bare en lækker, forfriskende drik uden sukker (for det meste).

I familien Pengepuger serverer vi sjældent sodavand. I stedet serverer vi alverdens former for smoothie med både havens og butikkernes udvalg af frugter og bær.

Hvis du køber en smoothie ude i byen, kommer du let til at betale det hvide ud af øjnene. 40 – 50 kroner er ikke usædvanligt for lille glas frugtmos! Det er helt ude i skoven, når du meget let kan gøre det selv for en brøkdel af prisen. Og det giver endda friheden til helt selv at eksperimentere med smagstyper og sammensætte din yndlingssmoothie. En del af det sjove ved at lave smoothie er nemlig at eksperimentere med ingredienserne og konsistensen (den anden sjove del er at drikke det).

Nedenstående opskrift er en basal smoothie, som du kan variere efter smag og humør.

Indholdsfortegnelse

Du skal bruge:

– Æblejuice
– Frosne bær/frugter
– En blender

Du kan (bør) tilføje:

– En knivspids salt
– Stevia eller sukker

Hvorfor æblejuice?

Hvis du gerne vil lave en frugtsmoothie, er æblejuice det bedste valg. Det skyldes, at æblejuice ikke smager så kraftigt som fx appelsinjuice, og derfor ikke overdøver smagen af den/de frugt(er), du benytter. Det er også derfor, at når du køber fx jordbær-, multi- og mange andre juices, så består de primært af æblejuice.

Annonce

Bær og frugter

Ofte er der tilbud i forretningerne på frosne bær i poser. Hold øje med tilbuddene. Hvis du betaler mere end 8 kroner pr pose, betaler du for meget. Når du ser et godt tilbud, så køb stort ind og fyld fryseren. Det har to fordele: Dels har du altid billige frosne frugter til rådighed, og dels bruger en fuld fryser mindre strøm end en tom ditto, og du sparer derfor på elregningen.

Hvis du har en have, kan du også bruge de frugter, du har samlet sammen og frosset ned. Vi har fx et blommetræ, som giver mere end vi når at spise. Blommesmoothie smager fantastisk, så vi vasker de overskydende blommer, fjerner stenene og fryser dem ned til vinteren.
Ud over diverse bær fra haven, har vi også lavet vindruesmoothie, fra min mors have. Vindurer er perfekt til smoothie, men de skal blendes grundigt, så stenene bliver knust.

Du kan naturligvis også bruge friske bær og frugter, men det at jo ikke altid at man ligger inde med nyplukket frugt. Desuden foretrækker jeg dem frosne, fordi min smoothie skal være kold.

Sådan lever du din smoothie

  • Put en god portion frossen frugt/bær i blenderen. Ca. 1/4 af blenderens kapacitet.
  • Hæld æblejuice i blenderen. Pas på ikke at fylde blenderen så meget, at det løber over, når blenderen kører. Hvis du kun har en halvtom juicekarton, så suppler op med vand, det smager næsten lige så godt. Hjemmepresset juice er dog det allerbedste.
  • Tilføj evt. sukker eller stevia. Jeg vil i høj grad anbefale stevia, fordi det er sundt og ikke skader tænderne. Stevia er desværre ikke helt billigt at købe, men man kan selv dyrke det i haven eller på terrassen. Stevia er en meget taknemmelig plante, som kan tørres eller bruges frisk… Måske burde jeg skrive en artikel om at dyrke og tørre stevia.
  • Tilføj en lille smule salt. Salt fremhæver smagen.
  • Tilføj eventuelt også noget mørk chokolade. Det giver en fantastisk bismag.
  • Tænd for blenderen
  • Sluk for blenderen
  • Hæld i et glas
  • Drik, slap af og vær glad! Her kommer en lille video til at hjælpe dig på vej:

Artikelbillede: Mitch Altman

Pengepugeren

Hej, jeg er Pengepugeren. Mit borgerlige navn er Rasmus Firla-Holme, og jeg bor på en lille ø sammen med Fru Pengepugeren og vores to drenge. Jeg har mange interesser, hvoraf penge og privatøkonomi er blandt de største. Jeg elsker tal og at lægge budget, men mest af alt elsker jeg den frihed, som en velfungerende privatøkonomi har givet vores familie. Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du hurtigt bliver rig. Men jeg kan give gode råd funderet i egen erfaring, sund fornuft og lidt simpel matematik, som hjælper dig til på få år at opnå tilstrækkelig økonomisk frihed til at træffe dine egne valg i stedet for at være bundet til et job.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Seneste artikler

Copyright © 2024 Pengepugeren. Alle rettigheder forbeholdes.
HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com