//
Du læser...

Spar penge

Sådan brygger du din egen vin

Bryg din egen vin

En Pengepuger er altid på jagt efter nye måder at spare penge på. Men vi vil jo også gerne leve et godt liv, for hvad er fornøjelsen ved at have penge, hvis man lever i en papkasse under en bro på en fast diæt af gammelt brød? Derfor er det optimale naturligvis at finde måder, som sparer dig penge, men som samtidig opretholder, eller ligefrem øger, din levestandard.

Det er her gør-det-selv kommer ind i billedet.

Jeg er stor fan af gør-selv. Meget af det vi betaler for, kan man gøre selv med hjælp fra de enorme mænger af læringsmateriale, der findes på Internettet. Der er nogle ting, vi ikke selv kan gøre. Fx overlader jeg det helst til tandlægen at trække visdomstænder ud. Men der er også rigtig, rigtig meget, vi kan gøre lige så godt, og nogle gange bedre, end hvis vi betalte os fra det.

Vinbrygning er en af de ting, man kan gøre både godt og billigt. Rigtig billigt, endda. Det vil koste dig lidt lærepenge i starten, men med en god indsats, er det ikke svært at lave god vin til en brøkdel af salgspriserne.

Jeg er selv relativt ny i “faget” og har meget at lære endnu. Men når jeg finder interesse for noget, så bliver der både læst og øvet grundigt, og jeg har efterhånden brygget tilstrækkeligt mage liter vin *hik* og oparbejdet tilstrækkelig viden til at kunne dele lidt ud af den, og måske inspirere andre vordende vinbryggere.

Hvorfor vin frem for øl?

Det ene udelukker ikke det andet, og jeg er da også så småt begyndt at brygge lidt øl. Men med mindre du har en hvedemark og en humlebusk i baghaven, så skal du indkøbe alle råvarerne. Det er der såmænd ikke noget galt med, men jeg vil gerne kunne forsyne mig selv, og dertil er vinbrygning perfekt. Du kan nemlig brygge vin af alle bær og frugter. Og da vi dyrker mange kilo bær og frugter i haven, så er det oplagt at brygge vin på noget at det.

Tip: Ribs og jordbær er en super lækker sommervin. Det er solbær ikke! Click To Tweet

Man må i øvrigt ikke sælge vin uden en masse tilladelser, men en flaske god hjemmelavet vin kan gives som værtindegave, når man er på besøg hos venner og familie. De fleste kan godt lide vin og synes det er sjovt med hjemmebryg. Du kan endda lave dine egen etiketter, for at give flasken et sjovt udtryk.

Hvad kan man spare ved at brygge sin egen vin?

Pris for ca. for 10 liter:
Vingær: 8 kr.
Sukker: 36 kr.
Vand: 0,5 kr.

I alt 44,5 kr / 4,45 kr. pr liter

Hvis vi ikke medregner engangsudgifterne, koster det mig således ca. 4,5 kr. kroner pr liter, fordi vi selv dyrker frugter og bær i haven.

Måske har du ikke en have med frugter og bær, men så kender du sikkert nogen, som har det. Mange mennesker har et stort æbletræ, en bærbusk eller en masse jordbærplanter, som producerer meget mere, end de selv kan spise. Eller måske har din onkel en vinranke med syrlige druer, der ikke rigtig egner sig til at blive spist, men vil som være glimrende til vinbrygning. Måske kan du få lov at høste druerne og så dele vinen med ham.

Kan man ikke blive bind af hjemmebryg?

Nej.

Vin og øl indeholder to typer alkohol: ethanol og methanol.

Ethanol er meget giftigt i større mængder. Man kan blive beruset af det og i værste tilfælde dø af alkoholforgiftning. Det er desuden svært vanedannende. Mange af de, som prøver at indtage ethanol får misbrugsproblemer.

Methanol er også farligt af de samme årsager som ethanol, men dertil kan man blive blind af det. Metanol er det, vi kalder for træsprit, og som din mor advarede dig imod.

Både methanol og ethanol er det naturlige resultat at gæringsprocessen, og derfor også en naturlig bestanddel af den vin, du brygger, såvel som den vin, du køber i butikkerne. Men andelen af metanol er så lille, at det ikke har nogen betydning for dit helbred. Du vil i al fald dø af alkoholforgiftning længe inden du bliver blind af methanol.

Det er kun, hvis du destillerer spiritus, at du skal være opmærksom på at skaffe dig af med methanol, fordi det er mere koncentreret, og du derved risikerer at indtage store mængder.

For at undgå helbredsmæssige udfodringer, skal du derfor “bare” fokusere på at drikke med måde. Og der er faktisk en reel misbrugsrisiko ved at have litervis af hjemmebryg på lager, fordi man (som så meget andet hjemmelavet) let fristes til for ofte at nyde resultatet af sit arbejde.

Hvad med madforgiftning?

Man kan i teorien godt blive syg af madforgiftning fra vin brygget på dårlig hygiejne, hvor andre end de ønskede gærbakterier har overtaget. Men fordi bakterierne kæmper om pladsen, er det ofte ret tydeligt at se, hvis din gær har fået bank af skadelige bakterier. Det lugter grimt, og du kan måske endda se mug i overfladen. Hvis det bare smager grimt, er det sandsynligvis ikke pga. dårlig hygiejne men i stedet en fejl i brygprocessen, eller fordi det slet og ret ikke er ældet tilstrækkeligt længe.

Hvad skal man bruge for at brygge vin?

Man kan godt lave meget billigt vin med et meget begrænset budget. Måske skriver jeg om det en anden gang, men denne vejledning koster mere lidt i etableringsomkostninger (ca. 500 – 1.000 kr.), men dels smager det bedre end den billige løsning, og dels kan du eksperimentere mere, og lave forskellige former for vin og smagsvarianter.

Desuden er det bedre at gøre det ordentligt fra starten, fordi du skal vente 1 – 6 måneder på det endelige resultat, og hvor ærgerligt er det ikke at vente længe på et produkt, som ender med at smage grimt?

Det skal du bruge:

  • Frugter eller bær
  • Vingær
  • Gærnæring
  • Sukker. Masser af sukker. Så meget sukker, at de kigger underligt på dig nede i Netto.
  • 2 brygspande
  • Et gærrør
  • Evt. hydrometer/oechslevægt
  • Middel til desinfektion
  • Hævert
  • Noget at hælde vinen på. Fx vinposer eller flasker.
  • Andre ting, som ikke er bydende nødvendige men gode at have:
    • Sulfit
    • Propper og propapparat

Frugt eller bær
Frugterne og/eller bærrene er den vigtigste bestanddel. Jeg har brygget vin af blommer, jordbær, ribs og solbær. Du kan sågar lave vin af mælkebøtter. Prøv bare med hvad du end dyrker i haven, lav en byttehandel med din haveglade nabo, find en gård med selvpluk eller køb frosne bær på tilbud.

Vingær
Vingær er en videnskab for sig. Nogle typer af vingær holder fx bedre på frugtens smag, andre giver en mere tør eller en mere syrlig smag.

Fælles for alle vingære er, at de kan overleve ved relativt høje alkoholprocenter. Man kan godt bruge almindelig brødgær til at brygge vin, men det giver ikke en særlig god vinsmag. Desuden er brødgær ikke så alkoholresistent, så man risikerer, at gærbakterierne dør allerede ved 6 – 8 % alkohol.

Vingær når derimod at omdanne alt sukkeret til alkohol, inden det simpelthen dør af sult (eller alkoholprocenten bliver alt for høj). Det er dog også noget dyrere og kan ikke købes i almindelige dagligvarebutikker.

Gærnæring

Sukker indeholder ikke alle de næringsstoffer, som gærbakterierne skal bruge. Uden dette er der risiko for, at bakterierne dør af sult inden de har dannet tilstrækkeligt meget alkohol. Så står du tilbage med en meget sød drik med meget lav alkoholprocent.

Sukker
Sukker er en nødvendig ingrediens fordi det, som nævnt ovenfor, er sukkeret som gærbakterierne omdanner til alkohol. Hvis du har regnet rigtigt, vil der ikke være noget sukker tilbage, når vinen er færdig med at brygge.

2 brygspande

Du skal have noget at brygge i, og det er en stor plasticspand lavet til fødevarer godt til. Du skal bruge to, fordi det er nødvendigt at hælde fra én spand til en anden.

Nogle bruger også en gærballoner/demijohn (de runde glasflasker, som man typisk forbinder med vinbrygning). De har visse fordele, men er også betydeligt dyrere end brygspande, de er tungere at flytte rundt på og så er det sværere at gemme dem af vejen, når de ikke benyttes. Jeg har ingen erfaring med brug af gærballoner.

Gærrør

Ud over alkohol, danner gærbakterierne også kuldixoid. Et gærrør forhindrer overtryk i flasken og hindrer samtidig luftbårne bakterier i et komme ind i flasken.

Evt. hydrometer/oechslevægt

Et hydrometer måler andelen af sukker i din væske og viser den potentielle alkoholprocent, som sukkeret kan omdannes til. Du behøver ikke et hydrometer, fordi man delvist kan regne dig frem til samme resultat, men det er lettere og mere præcist. Et hydrometer kan også bruges senere i brygprocessen. Hvis du fx starter med en potentiel alkoholprocent på 13, og en uge senere måler det til 6, så ved du, at din vin pt. er på 7 %.

Desinfektionsmiddel

En af de vigtigste (og kedeligste) opgaver ved vinbrygning er at holde alt sterilt. Både bøtter og instrumenter skal være fri for fremmede bakterier.

Gør alt grundig rent for synligt snavs med almindeligt vaskemiddel, og benyt så et middel til desinfektion. Men selvom det er vigtigt at holde rent, så mener jeg, at man også kan blive for hysterisk. Nogle gør gentagende gange rent med flere midler, og det mener jeg er unødvendigt. Gærbakterierne tilsættes i ret store mængder af gangen. De vil derfor være ganske gode til at udkonkurrere fremmede bakteriearter.

Men måske skifter jeg holdning, hvis jeg en dag oplever, at der går mug i vinen.

Et super godt desinfektionsmiddel, som jeg vil anbefale er Star San. Det desinficerer først og fordamper herefter. Man skal derfor ikke skylle efter med vand.

Hævert

En hævert bruges til at suge vinen fra én bøtte til en anden, og senere til at hælde på flasker/vinpose. Med en billig hævert, skal man suge med munden, for at sætte gang i overløbet.

En billig hævert fungerer fint, og giver også en smagsprøve af produktet. Men det kan være svært at styre. Derfor anbefaler jeg an automathævert, hvor du kan starte overløbet med en pumpeanordning. Det er især en fordel, fordi du lettere undgår at undgå at hvirvle bundfald op, når du overfører fra én brygspand til en anden.

Noget at hælde vinen på. Fx vinposer eller flasker

Du kan godt lade vinen stå i brygspanden til den skal bruges, men hvis gæringen er gået i stå og du åbner for spanden, så slipper der ilt ind, og din vin bliver hurtigt oxideret – som når du har en åben flaske rødvin stående for længe.

Når gæringsprocessen er stoppet, er det derfor en god idé hælde det på forseglede beholdere. Fx en pose til at lave “bag in box” eller flasker.

Flasker er faktisk ikke så dyre, og fordi der ikke er pant på vinflasker, kan du sikkert få tomme flasker fra venner og familie. Desværre er det meget sværere effektivt at fjerne etiketter fra vinflasker end fra ølflasker.

Hvis du vælger at hælde på flasker, skal du dertil bruge propper og et propapparat. BIlige propper kan købes for ca. 50 øre stykket, og propapparater koster fra ca. 150 kr.

Eventuelt sulfit

Sulfit et et desinfektionsmiddel, som slår bakterier ihjel. Fordi det også slår gærbakterier ihjel, kan det bruges til at stoppe gæringsprocessen før tid.

Hvor køber man udstyr?

Ud over Amazon handler jeg udelukkende udstyr hos brygforretningen.dk. Udvalget er imponerende og priserne er rimelige, men forsendelsesomkostningerne er lidt høje, så man skal helst købe det meste samlet på én gang. Jeg modtager i øvrigt intet fra Brygforretningen for at henvise til dem – jeg er blot en tilfreds kunde.

Sådan brygger man 10 liter vin

(Bemærk, at alle mål og antal dage er ca. tal)

Du skal bruge:

  • 3 kg. bær eller frugter
  • 7,5 l vand
  • ca. 5 g vingær
  • En teskefuld gærnæring
  • 3,6 kg sukker

Forhold: 1kg frugt til 2,5 liter vand og 1,2kg sukker.

Dag 1

  • Kog frugterne ved middel varme, og mas dem grundigt med fx en kartoffelstøder til kartoffelmos.
  • Hæld frugtmosen over på en brygspand
  • Kog vandet og hæld det i brygspanden med frugtmos
  • Sæt låget på spanden og sæt gærrør i spanden
  • Hvirvl spanden med vand og frugt rundt, så det bliver godt blandet
  • Hæld lidt vand i gærrøret. Brug eventuelt vodka i stedet, så undgår du, at der samler sig bakterier i røreret.
  • Lad spanden stå et døgns tid

Dag 2

  • Hæld sukkeret i spanden og rør rundt. Hvis frugtens sukkerindhold er højt, bør mængden af tilsat sukker reduceres. Når sukkeret er opløst, brug da eventuelt hydrometeret til at måle den potentielle alkoholprocent.
  • Tilføj gærnæring og rør eller hvirvl spanden rundt
  • Hæld vingæren i spanden uden at sprede det for meget, og lad stå i en time eller to uden at røre i væsken
  • Rør eller hvirvl spanden rundt og lad stå
  • Lad brygspanden stå ved stuetemperatur. Hold lidt øje med vandet/vodkaen i gærrøret og fyld lidt mere på, hvis det fordamper. Giv også spanden en daglig hvirvel for at rode op i væsken.
  • Allerede efter nogle få timer bør du se bobler i gærrøret. Det er tegn på, at gæren er godt i gang med at omdanne sukker til CO2 (og alkohol).

Dag 8

  • Hæld vinen over på den anden brygspand mens du bruger en si til at frasortere det meste af frugten. Husk at desinficere og holde klinisk rent.

Dag 15

  • Brug en hævert til at omstikke vinen til en anden brygspand. Forsøg så vidt muligt at lade være med at omryste spanden og undgå at få bundfaldet med. Hellere smide en liter ud end at få frugtkød og døde gærceller med.

Dag 22

  • Omstik vinen igen. Prøv igen så vidt muligt at undgå at få bundfaldet med.

Ca. dag 30

  • Når røret er stoppet med at boble, kan du bruge din hævet til at hælde på flasker eller vinposer. Forsøg igen at undgå at få bundfaldet med. Hvis du er i tvivl, om hvorvidt fermenteringen er stoppet helt, kan du vente lidt længere eller eventuelt tilføje lidt sulfit for at slå de sidste gærceller ihjel. Gæringen skal være stoppet, så dine flasker ikke sprænger.
  • Nyd din hjemmebryggede vin :-) Smagen bliver bestemt bedre og bedre, indtil vinen er ca. 6 måneder gammel. Husk, at som med hvidvin og rødvin, er der nogle vintyper som smager bedst, når de er hhv. kolde eller ved stuetemperatur.

Husk at undgå at få for mange af de døde gærceller (bundfaldet) med. Det er svært helt at undgå, men for mange giver i bedste fald en grim bismag. I værste fald får det vinen til decideret at smage af opkast! Én af grundene til, at vinflasker har en konkav bule i bunden er, at bundfaldet ikke så let kommer med ud i glasset, når man hælder fra flasken.

Tip: Ovenstående er en basal opskrift. Der er mange måder at ændre smagen på din vin. Du kan fx ændre forholdet mellem vand og frugt, eller du kan søde den færdigbryggede vin ved at tilføje mere sukker. Men du kan også tilføje kemi, som fx ændrer i graden af syre.

Skål!

Hvad koster det at have hus?
Anmeldelse af det nye kreditkort fra Bank Norwegian

Discussion

8 Responses to “Sådan brygger du din egen vin”

  1. Hej Pengepuger. Som et lille tip, kan du bruge bentonit til klar ingen af din vin. Ganske harmløst mineral som binder alle urenheder. Bruger det selv til min mindre mjød-produktion inden påfyldning på flasker.

    Kan i øvrigt også anbefale dig at give dig i kast med mjædbrygning. Samme princip, bare 10kg honning (32 kr./kg i 2015 priser) til 25 liter vand. Herefter kan krydres efter behov, og lagres næsten uendeligt!

    Posted by Sune | 14/07/2016, 21:10
    • Hej Sune, tak for tippet, det vil jeg prøve.

      Jeg elsker mjød og har overvejet at brygge det, men droppede tanken pga. priserne på honning. Jeg kan godt se, at det måske var lidt forhastet, og man jo faktisk kan få ganske billig honning. Det er jo ikke nødvendigt at bruge vores gode men dyre lokale honningproducent til mjødbrygning.

      Posted by Pengepugeren | 16/07/2016, 23:57
      • Det tager du fejl.. billig import honning giver en flad og og kedelig mjød..

        Posted by peter | 19/07/2016, 17:06
        • Hvis man skal bruge dyr honning, så er det en lidt anden sag. God honning koster let 35 kr. for 250g, hvilket svarer til 56 kr. pr liter mjød.

          Det er billigere end hos vinhandleren, men også ganske mange penge. I så fald må det vente, til vi får opsat bistader.

          Mon ikke man kan lave en omend ikke perfekt så alligevel OK mjød af af billig honning?

          Posted by Pengepugeren | 19/07/2016, 21:22
          • Hej pengepuger. Du kan købe god dansk kvalitets honning i spande, hos biavlere til en kilopris på 32 kroner, i sidste års priser. Mener dansk biavlerforening sætter priserne hvert år, så du kan jo spørge dem. Vær opmærksom på at billig honning kan være fyldt med pesticider fra tredje verdens lande med knap så striks lovgivning, som den danske. Jeg vil tro jeg får 15 liter ren og omstukket mjød, ud af 10kg honning, og så bliver liter prisen jo ganske fornuftig.

            Posted by Sune | 19/07/2016, 21:47
          • Det lyder utroligt billigt. Mange tak for tippet!

            Posted by Pengepugeren | 20/07/2016, 14:57

Trackbacks/Pingbacks

  1. […] anden sag. Omvendt kan man dyrke bær, frugter og grøntsager, og dermed spare lidt på indkøbene (du kan fx brygge din egen vin). For de fleste med en lille køkkenhave vil besparelsen dog være ganske […]

  2. […] jeg at have publiceret artiklen om fordelene ved at brygge sin egen vin, fik jeg lyst til også at brygge øl. Første forsøg var et simpelt brygkit, hvor man bare skal […]

Post Comment

 

Nyhedsbrev

Gå aldrig glip af en artikel fra Pengepugeren.
Følg Pengepugeren
TwitterPinterest Facebook Google PLusRSS
TOP 50 Bloggere – Spar i hverdagen

Pengepugerens Tweets

HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com