Hvad koster det at have børn? (1. år)

børn, sut

Tænk, i dag fyldte Baby Pengepugeren 1 år. Det er utroligt, så hurtigt tiden den går. Det føles som om det var i sidste uge, at Fru Pengepugeren sendte ham ud i verden for at smelte vores hjerter. Allerede fra starten udviste han stor viljestyrke, men han kunne ikke så meget andet end at drikke, sove, skrige og skide. I dag fiser han rundt på sine små tykke ben og pludrer konstant. Det har været et meeeget hårdt år, men også helt fantastisk.

Ud over alle de andre bekymringer man som forældre skal forholde sig til, regnede jeg en del på privatøkonomien inden vi iværksatte projekt far og mor. Folk siger at børn er dyre i drift, og Politiken bragte for nylig en artikel om, at det koster 961.825 kr. at have et barn. Det er jo afsindigt mange penge, også selvom det naturligvis kan gøres billigere med lidt effektiv budgettering.

Denne artikel om hvad det koster at have børn er første afsnit i Pengepugerens serie om de monetære udgifter ved at være forældre. Du kan læse alle afsnit herunder. Hvis du tilmelder dig nyhedsbrevet, modtager du også besked om fremtidige opgørelser.

Indtil for nylig oplevede jeg egentlig ikke, at Baby Pengepugeren kostede alverden. Han skal have lidt mad og bleer. I de første måneder levede han udelukkende af mælk fra Fru Pengepugerens eget mejeri, og hun spiste naturligvis lidt mere for at kunne holde produktionen i gang, men ikke noget der overskred madbudgettet.

Han skulle naturligvis også have skiftet ble i ny og næ, men det synes jeg faktisk ikke er så dyrt. Hvor ofte har man ikke hørt forældre klage over, at det er dyrt at købe bleer? Jeg forstår det ikke. Vi har primært købt Libero og Pampers på udsalg, og der har har vi vel i gennemsnit brugt 200 – 300 kr. om måneden. Intet beløb er for lille til at ignorere, men hvis vi en dag ender på fattiggården, så er det ikke bleernes skyld.

Så er der alle de andre ting, man skal købe til babyen. Barnevogn, stofbleer, puslepude, tøj etc. Men familie og venner stod på ingen måde tilbage for at at hjælpe med nye og brugte ting, og meget andet kan købes brugt eller billigt. Bevares, vi har da postet en god håndfuld tusindelapper i babyposten, men han har hidtil være billigere i drift end selv den billigste af vores to biler. Og meget bedre selskab!

Det dyreste ved at have børn er pasning

Men den billige periode sluttede i august, da fru Pengepugeren begyndte på arbejde igen og vi betalte det første girokort for dagpleje: 3.131 kroner! Da gik det for alvor op for mig, hvor dyrt det er, at have børn. Og selvom vi gerne betaler, hvad der i bund og grund er billigt for vores fantastiske dagplejemor, så er det sgu ikke småpenge at betale 11 gange om året. Dertil var det nødvendigt at købe endnu en bil. I alt ca. 5.500 kr. om måneden alene for de to ting.

Jeg har kigget lidt i budgettet for at regne på, hvad det har kostet os i direkte udgifter (ikke medregnet ekstra mad, ekstra bil mv.) at være forældre til en baby. Det viser sig at vi faktisk kun har brugt 20.911 kr. hvoraf 9.393 kr. gik til dagplejen. Næste år vil det naturligvis være noget højre, når alene pasning kommer til at koste os 34.441 kr. Jeg vil naturligvis fortsat følge udgifterne og lave en årlig status på, hvor meget det koster at være forældre til en dreng årgang 2013. Fremover vil jeg også være mere specifik i kategoriseringen af udgifterne, så det bliver muligt at skelne mellem udgifter til fx bleer og tøj.

Forstå mig ret, jeg ville aldrig bytte vores lille Baby Pengepuger for en million kroner (eller en milliard), men jeg mener, det er vigtigt, at tænke over om man har råd (og tid og lyst og evne osv.), inden man kaster sig ud i en så stor livsomvæltning. Vi havde regnet grundigt og taget højde for en betydelig margin.

Ja, jeg ved det godt. Pengepugeren er for romantik hvad Rappin’ for Jesus er for gangster-rap genren, og budgetlægning er umiddelbart ikke så romantisk som at kaste sig hovedkulds ud i en børneflok og først bagefter forsøge at finde pengene. Men i betragtning af, at pengeproblemer er en hyppig årsag til skilsmisse, er det måske alligevel på sigt den mest romantiske tilgang.

Pengepugeren

Hej, jeg er Pengepugeren. Mit borgerlige navn er Rasmus Firla-Holme, og jeg bor på en lille ø sammen med Fru Pengepugeren og vores to drenge. Jeg har mange interesser, hvoraf penge og privatøkonomi er blandt de største. Jeg elsker tal og at lægge budget, men mest af alt elsker jeg den frihed, som en velfungerende privatøkonomi har givet vores familie. Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du hurtigt bliver rig. Men jeg kan give gode råd funderet i egen erfaring, sund fornuft og lidt simpel matematik, som hjælper dig til på få år at opnå tilstrækkelig økonomisk frihed til at træffe dine egne valg i stedet for at være bundet til et job.

10 kommentarer til “Hvad koster det at have børn? (1. år)

  1. Er det muligt at få næste kapitel om baby-budgettet?
    Jeg går ud fra at det nu må være muligt at opstille for baby 2. leveår.
    God blog.

      1. Lidt forsinket :) https://pengepugeren.dk/2016/03/hvad-koster-det-at-have-boern-2-aar/

  2. Pingback: Hvad koster det at have børn? (4. + 1. år) - Pengepugeren
  3. Pingback: Hvad koster det at have børn? (3. år) - Pengepugeren
  4. Pingback: Hvad koster det at have børn? (5. og 2. år) - Pengepugeren
  5. Pingback: Hvad koster det at have børn? (6/7. og 3/4. år) - Pengepugeren
  6. Jeg har faktisk et excelark med min søns (født 2019) udgifter. De første 3 år har kostet 35.000 kr, så det passer meget fint med det tal du er kommet frem til i dit indlæg. Jeg vil gerne se dit regneark – så må du se mit!

    1. Hej :-)
      Der er ikke meget andet i regnearket, end du ser i tabellerne for hver opdatering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Seneste artikler

Copyright © 2024 Pengepugeren. Alle rettigheder forbeholdes.
HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com