8 måder at investere i guld og andre råstoffer

2
1017
Investere i guld, guldgraver

Jeg har ikke været ret aktiv mht. investering i guld og andre råstoffer. Og det er vel lidt ironisk, i betragtning af at jeg er vild med guld. Ikke kun på grund af dets flotte farve, solide tyngde og høje markedsværdi. Men også guldets historie som betalingsmiddel gennem årtusinder, dets evne til at drive folk til vanvid og hvordan det har afgjort utallige konflikter og magtkampe gennem tiden.

What’s not to like?

For nylig fik jeg muligheden for at undervise i alternative investeringer, hvilket gav anledning til at samle nogle af mine tanker om blandt andet guldet. Og hvorfor ikke samtidig skrive det ned i en opsummerende artikel, om hvordan man kan få fingrende i det eftertragtede metal?

De 8 måder at investere i guld er:

  • Fysisk guld
  • Digitale guldmarkeder
  • Spot FX
  • CFD’er
  • Optioner
  • Futures
  • ETF’er og ETC’er
  • Guldmineaktier

Mange af disse metoder gælder i øvrigt også for sølv, platin, olie og andre råstoffer. Og råvarer for den sags skyld. Fx Kaffe, sukker og hvede. Så hvis man er landmand og ved tilstrækkeligt om prisen på hvede, kan man eventuelt investere i endnu mere hvede end blot egen produktion.

Hvorfor investere i guld?

Guld har en reel nytteværdi ud over blot at fungere som smykker og investeringsobjekter.

Det bliver især brugt i elektronikindustrien, fordi guld er en effektiv elektrisk leder. Særligt svagstrømelektronik som mobiltelefoner, GPS-enheder og computerkomponenter, har brug for ledere af høj kvalitet, som ikke ruster. Derfor indeholder næsten al moderne elektronik en meget lille mængde af guld.

Samtidig kan guld belægges i en tykkelse helt ned til 5 mikrometer, eller 0,005 millimeter. Så selvom kiloprisen er høj, kan det således alligevel benyttes i almindelig forbrugerelektronik uden at øge prisen på produktet nævneværdigt.

Ligeledes er det muligt at udvinde guld af gammel elektronik, forudsat at man har den rette viden, tid og giftige kemikalier. Udvinding af guld fra elektronik er dog sjældent indsatsen værd for glade amatører.

Annonce

For investorer er der primært tre grunde til at investere i guld:

  • Inflation: Fastholdelse af købekraften.
  • Spekulation: Forventning om fremtidig stigning i guldpriserne.
  • Diversificering: Guld bidrager til at udjævne aktieporteføljes volatilitet

Denne artikel handler om, hvordan man kan investere i guld, men jeg har en artikel på bedding, der uddyber årsagerne til at gøre det. Så tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis det har interesse.

Investere i fysisk guld

Handel med fysisk guld er den sjoveste af alle otte metoder. Der er noget særligt ved at holde en ægte guldmønt eller -barre i hånden.

Men investering i fysisk guld er også dyrt, usikkert og upraktisk.

Dels er der en vis usikkerhed forbundet med fysisk køb af guld. Kan man være sikker på, at der ikke er snydt med ægtheden og dokumentationen? Særligt hvis sælger ikke er en anerkendt virksomhed.

Samtidig skal guldet opbevares. Hvis man har det liggende i et pengeskab derhjemme, indebærer det nogle nødvendige overvejelser mht. forsikring. Og hvis man ikke i forvejen har et solidt penge- eller våbenskab, så koster de ofte flere tusinde kroner i indkøb, afhængig af skabets størrelse. Potentielt kan det bedre betale sig at leje en bankboks hos fx Danske Bank., hvor priserne svinger mellem 215 kr. og 4.400 kr. årligt.

Fysisk guld er også upraktisk. Det skal transporteres sikkert mellem sælgere og købere, hvilket koster tid og/eller penge og gør det sværere at handle ofte.

Der er tilmed yderligere transaktionsomkostninger relateret til investering i fysisk guld: Det guld, man køber hos forhandlere, er prissat betydeligt over markedskursen. Samtidig betaler de godt stykke under markedsprisen, når man ønsker at sælge det igen. Guldprisen skal således være steget ganske meget, før man ser et reelt afkast.

Som udgangspunkt giver køb af fysisk guld kun mening hvis man a) Primært gør det for sjov eller b) Forventer en zombieapokalypse og får brug for ædelmetaller til at købe gær og ammunition.

I øvrigt kan man i mange lande stadig grave efter guld på gammeldags manér. Nogle få gør det til en reel levevej, men for mange er det en hobby i stil med at fiske eller gå på jagt.

Digitale guldmarkeder

Den eneste digitale adgang til direkte guldejerskab er de digitale markeder.

Her købes guldet til markedspris, risikoen for svindel er lavere og andre tager sig af opbevaring, forsikring mm. Den eneste ulempe ved de digitale platforme er, at man ikke har guldet derhjemme, når zombierne angriber (køb bly i stedet).

BullionVault

BullionVault er verdens største guldmarked. Her handles guld (samt sølv og platin) til markedspriser i alle de store valutaer. Og til en ganske handelsomkostning på 0,5% uden minimumsgebyr.

Metallerne opbevares i store bokse i Schweiz, USA, Canada, Storbritannien og Singapore. Og man vælger selv, hvilke bokse man ønsker at handle fra.

Nye investorer modtager i øvrigt 5 gram sølv, 1USD, 1EUR og 1GBP blot ved at tilmelde sig. Ikke nogen formue, men det var sjovt at kunne lege lidt med handelssystemet, imens jeg ventede på, at mine egne penge blev overført.

Revolut

Udover aktiehandel og billig valutaveksling tilbyder Revolut også mulighed for at købe guld.

For at kunne købe guld opretter man blot en guldkonto på samme måde, som når man at opretter valutakonti. Selve guldet køber Revolut hos andre finansielle institutioner. Det står dog ikke klart, hvilke institutioner, der er tale om:

Revolut guld.

Handel med guld hos Revolut koster som udgangspunkt et gebyr på 1,5% af handelsprisen.

Investere i guld gennem komplekse finansielle instrumenter

Komplekse instrumenter forudsætter, at man ved præcis, hvad man foretager sig. Hvor potentialet for tab og gevinst ved direkte handel med guld er relativt ligetil, så er nedenstående instrumenter betydeligt mere risikobetonede. Ofte er der mulighed for uventede udgifter eller tab, der overstiger det investerede beløb.

Blandt andet er disse former for investeringer ofte gearet, hvilket vil sige, at investor investerer større beløb, end de har indskudt, og at selv mindre udsving derfor hurtigt kan medføre betydelige tab.

Vær derfor varsom, inden du kaster dig ud i disse fire muligheder. Når det er sagt, så findes der potentielle fordele ved at investere i disse instrumenter, så længe man forstår dem til fulde.

Beskrivelserne herunder er ikke dækkende. Det er blot inspiration til at lære mere, hvis du finder mulighederne interessante.

Spot Gold FX

FX står for Forex eller Foreign Exchange Market. Forex er mest kendt for handel med valutaer, men inkluderer også guld, sølv og platin.

FX handels i såkaldte “pairs”. Fx DKKUSD, som er prisforskellen mellem danske kroner (DKK) og amerikanske dollars (USD).

Det mest populære FX guld er XAUUSD, altså guldprisen i forhold til amerikanske dollars. Når man handler FX guld, køber man guld med lånte dollars. Det kan ikke ombyttes til rigtigt guld, og du ejer ikke det underliggende aktiv (guld). I stedet spekulerer man i, om guldprisen stiger eller falder.

Handel med guld via Forex giver mulighed for at investere langsigtet, men normalt er Forex-handel dog kortsigtet. Her skal man være opmærksom på “rollover swap”, som er rentedifferencen mellem de to “valutaer”. Da man således betaler rente for at låne USD, kan XAUUSD godt blive relativt dyrt bare at have liggende. Ikke mindst fordi at FX handel er gearet, og at renten således også er det.

CFD’er

CFD står for Contract For Differences.

For den almindelige investor er CFD det samme som FX i ovenstående afsnit. Der er nogle tekniske forskelle samt forskel i, hvilke markeder, man har adgang til. Bl.a. kan CFD også handles med aktier som underliggende aktiver.

Optioner

En option er en kontrakt, der giver optionshaveren Retten til at købe (eller sælge) et aktiv til en fastsat pris inden for en fastsat periode.

En guldoption giver eksempelvis investor mulighed for at købe en option, der giver dem ret til at købe 1oz guld for 1.500 USD inden for de næste 2 uger. Hvis guldprisen stiger til 1.600 USD, kan investor indløse optionen og således tjene 100 USD minus optionens pris.

Fordelen ved at købe en option i stedet for bare at købe guldet med det samme, er, at man kender det potentielle tab. Hvis guldprisen falder, kan man lade være med at indløse optionen og således kun tabe det beløb, optionen har kostet.

Futures

Ligesom optioner er futures handelskontrakter. Men i stedet for at erhverve sig retten til en fremtidig handel, så køber man pligten til senere at overtage aktivet for en fastsat pris. Det er en glimrende mulighed, hvis man fx køber guld til brug i elektronikindustrien, og ønsker at sikre sig en stabil guldpris et stykke ud i fremtiden.

I forbindelse med, at olieprisen for en stund faldt til under 0, gik der historier om investorer, der ikke kunne sælge deres futures videre. De var således kontraktuelt forpligtet til at købe og overtage mange tusinde liter fysisk olie og blev sagsøgt for kontraktbrud. Dette er dog ikke normen. Ofte indeholder kontrakten en betingelse om, at handlen skal opgøres monetært og indebærer således ikke det fysiske produkt.

Futures er også gearet. Da varen først købes i fremtiden, betaler man normalt kun en margin – altså en procentdel af hele handlens værdi, når man køber en future. Det vil sige, at man kan købe en future, der forpligter investor til at køb guld for 1 mio. men kun forudbetale omkring 50.000 kr.

Hvis guldet i mellemtiden falder 5%, har investor således tabt hele beløbet. Og hvis det falder 20% skal han have 150.000 kr. ekstra op af lommen! Netop derfor er futures et yderst risikabelt instrument, hvis man ikke ved præcis, hvad man foretager sig. Et forkert klik med musen kan blive en meget dyr fornøjelse.

Investere i guld via ETF’er og ETC’er

ETF’er er det tætteste, man kommer på direkte køb af guld via en børsmægler.

En ETF (Exchange Traded Fund) er en fond, der køber aktiver. Oftest er det aktier eller obligationer, men nogle få ETF’er køber også fysiske råstoffer – herunder guld. På grund af EU’s UCITS-regulering er adgangen til disse fonde desværre yderst begrænset for danske investorer. I stedet må vi tage os til takke med ETC’er.

ETC står for Exchange Traded Commodities. Det er grundlæggende en form for ETF, som, i stedet for at købe aktier eller obligationer, investerer i guld, sølv, kaffe eller andre råvarer. Teknisk set sker dette via et gældsdokument med sikkerhed i det underliggende råstof, men i praksis er det uden større betydning for den enkelte investor.

iShares Physical Gold ETC (SGLN) er et eksempel på en ETC med guld som underliggende aktiv, og hvor målsætningen er, at kursen følger guldprisen. Som vist i grafen herunder er der kun minimal forskel. Den lille negative afvigelse skyldes fondes omkostninger.

Guld ETC/ETF i forhold til guldprisen

Guldmineaktier

Akkurat som at investere i olie via olieselskaber, kan guldminer handles på aktiemarkedet på lige fod med alle andre aktier.

Mineselskaber kan give større afkast end guld, fordi de løbende udvinder mere af råstoffet. De kan også udvide virksomheden, finde nye guldårer og effektivisere produktionen til fordel for investorerne.

Det betyder dog også, at man ved at investere i guldminer ikke blot er eksponeret mod guldets værdi, men også hvordan selskabet klarer sig. Er de fx fortsat i stand til at hive guld op af jorden? Kan de drive en profitabel virksomhed, osv. Og hvor guld som metal ikke kan gå konkurs (surprise!), så er det altid en reel risiko for ethvert mineselskab.

Hvis man ønsker at investere i guldminer men foretrækker at sprede sine investeringer lidt bredere, findes der også ETF’er, som er eksponeret mod denne sektor. Et eksempel på en guldaktie er iShares Gold Producers UCITS ETF (SPGD). De veldrevne mineselskabers aktiekurser følger generelt guldpriserne relativt tæt, omend der er større udsving, og dermed potentiale for større afkast og større tab.

Annonce

2 COMMENTS

  1. Tak for gennemgangen af mulighederne.

    En tilføjelse: Man kan let investere i de amerikanske guld-ETF’er GDX og GDXJ som helt almindelig investor ved at oprette sig som bruger på eToro. Det giver samtidig adgang til enkelte andre ETF’ere som vi danskere generelt ellers ikke har adgang til. Man behøver ikke bruge alle deres mere avancerede muligheder men kan nøjes med købe selve ETF’erne uden gearing.

  2. Det eneste jeg hele tiden ikke kan finde så meget om.

    Hvordan anskaffer jeg som privatperson og for færre penge (eks. 500 kr-5.000 kr) kan købe guld til en pris som er konkurrencedygtig.

    Jeg vil gerne eje guld, men det ligner at man skal betale et premium (højere pris pr. gram) hvis man vil have det i eks. mønter og igen fordi man “kun” køber lidt guld og ikke en hel stor guldbar koster det også premium og derved ryger de første 10 års investeringstid faktisk for at indhente det ekstra man har betalt for sin guld… (i fald at guld stiger løbende over de 10 år).

    Derfor tænker jeg – HVIS man skal købe, hvor henne i Danmark kan man købe det bedst og billigt og kan det betale sig at gå til en mønthandler og sige man vil købe en guldmønt og i så fald, hvordan sikrer man sig at den er ægte og hvad skal man gå efter, så man får mest muligt ud af det man betaler for den.

    Bare et par tanker jeg vil dele.
    Tak :)

SKRIV ET SVAR

Indtast din kommentar!
Skriv dit navn her