Ny blog måned 8: 30 nye artikler og stærk fremgang!

Gå til oversigt over alle statusopdateringer

Indholdsfortegnelse

I sidste opdatering udloddede jeg 1.000 kr. til en tilfældig læser, såfremt jeg ikke fik udgivet 30 artikler. Det gjorde jeg heldigvis! 26 artikler på blog #1 og 4 på #2:

Artiklerne er generelt af ganske god kvalitet (efter egen vurdering), og bestemt ikke hastet igennem. De skal jo gerne kunne generere indtjening mange år fremover.

Dermed sparer jeg de 1.000 kr. til en anden god gang. Men som lovet udloddes en trøstepræmie i form af et eksemplar af Tim Ferris’ The 4-Hour Workweek til vinderen, som blev Jacob G.

Vinderen er trukket tilfældigt, men Jacob gav tilmed et glimrende råd i sin mail:

Jeg har ingen erfaring med at skrive artikler, men hvis jeg skulle, tænker jeg følgende:

Hvis jeg skulle skrive 5 gode artikler på én dag, så skulle jeg på forhånd kende emner på de 5 artikler, samt have lavet research til dem. Selve skrivearbejdet kunne jeg godt lave på én dag, for 5 artikler, og sikre at teksten sidder lige i skabet.

Min umiddelbare tanke er at det er umuligt at lave 5 artikler inkl. research på én dag, medmindre man tænker en dag varer 24 timer. :-)

Mange tak til alle deltagerne, som sendte mig gode råd til effektiv artikelskrivning og motiverede en halvhektisk måned.

Hvad har jeg lært den seneste måned?

At skrive 30 artikler på engelsk er et relativt stort arbejde. Nogle få af dem var udliciteret, men de fleste har jeg selv skrevet. Og selv de udliciterede skulle tilrettes. For et par måneder siden føltes “blot” 15 – 20 engelsksprogede artikler på en måned som meget, nu virker det som en yderst overkommelig opgave.

Det gode ved at tage sådan en udfordring er, at man lærer en masse om sig selv. Det vil jeg gerne gennemgå herunder.

Den uperfekte perfektionisme

Jeg er generelt stor tilhænger af paretoprincippet, men når det kommer til netop artikelskrivning er jeg perfektionist. Jeg bruger alt for meget tid på at få tingene helt korrekt. Og når alt endelig ser ud til at være på plads, så opstår der et eller flere nye spørgsmål, som også skal besvares, eller der er information, som lige skal dobbelttjekkes. Også efter en artikel er udgivet, vender jeg nogle gange tilbage for at rette det.

Problemet er måske ikke så meget perfektionismen i sig selv, men at perfektionismen ikke altid er SEO-fokuseret. Rettelserne og detaljerne vil ofte ikke have nogen videre effekt på søgeresultater og dermed indtjeningspotentialet, men skyldes alene et intern drive mod at give 100% korrekte oplysninger, også når “fejlen” eller usikkerheden ikke er ret stor eller gør noget videre forskel. Dertil kan det som dansker godt tage lidt tid at vurdere, om en ellers grammatisk korrekt engelsk sætning også lyder rigtigt.

I løbet af den seneste måned er jeg blevet bedre til at trykke publish på en ikke helt perfekt artikel, når blot den er god nok. I praksis betyder det ofte at skære noget fra, som jeg ellers mener, kunne være relevant at have med. Kill your darlings, som man sagde, da jeg læste på universitetet.

…det kan godt gøre lidt ondt inden i. Men nogle gange gemmer jeg fraklippene i en kladde, så det måske kan bruges i en fremtidig artikel.

Udlicitering eller ej

Jeg har også lært, at det muligvis ikke kan betale sig at udlicitere artikelskrivningen, hvis ikke man vil acceptere en ringere kvalitet. Det tager mig mellem 15 minutter og 1 time (oftest i den høje ende) at gennemgå og tilrette en artikel på omkring 1.200 ord, men det tager ca. 2½ time selv at skrive den selv fra bunden og med større tilfredsstillelse. Jeg betaler således ofte for at spare 1½ times arbejde og for et resultat, som jeg alligevel ikke er helt tilfreds med.

Desuden resulterer egen indsats i artikler med mere original research som ikke blot er en sammenskrivning af information fundet på forskellige andre hjemmesider. Dels har jeg det bedre med originalt materiale, og dels vil det nok også stå sig bedre hos søgemaskinerne i fremtiden.

Jeg kunne selvfølgelig også bruge mere tid på at finde og træne nogle dygtige skribenter til en overkommelig pris via fx Upwork. Udfordringen er, at det vil kræve meget tid, som kunne bruges på at skrive. Desuden ville det føles som et chefjob, og jeg gider ikke at være nogens chef eller arbejdsgiver.

Et andet alternativ er at være være knap så nærig og i stedet betale mere for BuySellTexts dyreste skribenter, men for nuværende virker det ikke som en holdbar business case. Måske i fremtiden. BuySellText er fortsat den absolut bedste content mill, jeg har prøvet, og jeg vil fortsætte med at bruge deres service i et eller andet omfang.

Men jeg vil ikke gå på kompromis med kvaliteten. Dels tror jeg, at kvalitet giver en fordel frem for at pumpe low-effort artikler ud. Dels føles det bare bedre, og kan man sætte en pris på integritet?

What to do, what to do…

Jeg tror jeg forsøger selv at skrive så mange artikler som muligt i den kommende måned, med mindre der er en god grund til at udlicitere nogle få. Hvis det går godt, vil jeg belønne mig selv med en Pinephone eller en telefon der understøtter LineageOS i stedet for den nuværende med ødelagt skærm. Materielle incitamenter virker tilsyneladende :-)

…I øvrigt har jeg opdaget, at Lo-Fi i høretelefonerne er fantastisk til at skabe arbejdsflow.

Forarbejde virker

Jeg har også lært, at det er en god idé på forhånd at have en liste over emner, der skal skrives om. Det er helt OK at afvige fra listen, når fx et emne viser sig at være for uinteressant eller på anden vis irriterende. Men det er godt at have en tydelig liste at forholde sig til og vende tilbage til.

Sportsmanship blandt bloggere

Det er interessant hvor ofte jeg støder på blogs, der tydeligvis er skrevet af Project 24 medlemmer. Fx denne fantastiske blog, som er i en helt anden niche, men har lært mig en masse om Raspberry Pi og Linux generelt.

Normalt undgår jeg at skrive skrive artikler, der vil være i direkte konkurrence med materiale, som et andet medlem allerede har udgivet. En enkelt gang faldt jeg dog over et oplagt emne, som en anden tilsyneladende også havde skrevet om. Bloggen havde dog ikke så meget materiale og så ud til at være mere eller mindre forladt. Samtidig var den pågældende artikel ikke så velskrevet, så jeg udgav en artikel om samme emne.

YouTube vs. LBRY?

Project 24 anbefaler, at man opretter en YouTube kanal for at have en anden platform at promovere sin blog via.

Det har jeg ikke fokuseret ret meget på, fordi det er enormt tidskrævende at lave videoer. Desuden er der meget ved YouTube, jeg ikke bryder mig om. Bl.a. at der efterhånden alt for meget meget censur, favorisering og en arbitrær håndtering af, hvilke videoer der kan monetariseres.

Ikke dermed sagt, at YouTube ikke fortsat giver meget store muligheder.

Men jeg er faldet over LBRY/Odysee (de er begge grundlæggende samme platform, og man logger ind begge steder med samme bruger) og har fået lyst til at udgive der i stedet. Dels fordi der er meget mere frihed, men også fordi jeg ser et potentiale i platformen.

De seneste måneder er det væltet ind med nye brugere på LBRY. Platformen har stadig sine børnesygdomme (Bl.a. langsom videoloading), men flere og flere meget store Youtubere med over en million subscribers er begyndt at udgive på platformen, og det har tiltrukket endnu flere brugere. Samtidig er der et enormt potentiale for nytilkommende. Se fx denne interessante video fra en mindre ‘LBRYian’, der startede fra nul og udelukkende fokuserer på LBRY/Odysee.

I følge Youtuber og LBRYian, Rob Braxman, tjener han selv langt mere pr visning hos LBRY, samtidig med at man ikke irriterer folk med reklamer.

Dertil hænger kursen på det tilknyttede kryptovaluta (LBC) sammen med platformens succes, og det vil sige, at der potentielt er et ganske højt langsigtet afkast ved at være med fra starten, hvor kursen er lav og mange smider om sig med dem.

Du kan i øvrigt høre mere om LBRY i dette afsnit af Kronede Dage om blockchain.

YouTube har et langt større “reach”, men også langt mere konkurrence om seerne. Samtidig så består en betydelig del af LBRY af politiske emner, som man ikke kan tale om på YouTube. Jeg vil gerne undgå, at LBRY bliver som BitChute, hvor næsten alt materiale er politisk, og som derfor nok aldrig opnår et alsidigt publikum. Ved selv at udgive ikke-politisk materiale, kan jeg måske bidrage lidt til at, LBRY får bredere appel.

Anyway, der bliver ingen videoer i nærmeste fremtid, for det er der slet ikke tid til, men jeg leger lidt med tanken.

Hvordan går det egentlig med indtjeningen?

Ofte giver en graf et bedre overblik end ord, tal og tabeller. Herunder er en opsummering af indtægter siden starten.

Månedlig blogindtægt
Månedlig blogindtægt i US dollars

Vi ser en tydelig eksponentielt udvikling, og det er virkelig motiverende. I den seneste måned tjente jeg 31 dollars (193 kr.). Det er faktisk slet ikke så skidt.

Herfra skal naturligvis fratrækkes udgifterne til outsourcing af artikelskrivning, og det tør jeg slet ikke gøre endnu 😄 Men det illustrerer dog, at Project 24-metoden ser ud til at virke.

Blog #1: Bolig

Det går rigtig godt! Besøgstallet er steget med 130% den seneste måned.

De 26 nye artikler har naturligvis ikke haft en effekt endnu, så stigningen skyldes næsten udelukkende de lidt ældre artikler, som er ved at “modne”.

Der er derimod ingen aktivitet på Pinterest:

0,009% besøg fra sociale medier.

Jeg overvejer at droppe at promovere denne blog på Pinterest, for det tager lidt tid til at finde billeder, lave grafik osv.

Opdaget af en podcaster

En podcaster anbefalede en af mine artikler i følgeteksten. Faktisk en af mine favoritartikler.

Nogen delte min artikel!

Det er en lidt obskur politisk podcast, vistnok af den systemkritisk-venstreorienterede slags, der hverken kan lide Trump eller Biden. Indholdet var ikke decideret skidt, men heller ikke interessant nok til at lytte de to timer igennem.

Hvad viser Search Console?

Har du nogensinde set et smukkere syn end nedenstående?

Statusoverblik

Jeg betale BuySellText 189 USD og tjente 20,45 USD i annonceindtægter. Det er en indtægtsstigning på 105%.

ArtiklerSidevisningerUdgifterIndtægterAkk. indtjening
Måned 1002.7000-2.700
Måned 272500-2.700
Måned 33211300-2.700
Måned 4326000,44-2699,56
Måned 542162296,252,90-2992,91
Måned 650268135,194,41-3123,69
Måned 754519135,509,98-3249,21
Måned 8801190189,0020,45-3417,76
Alle valutatal er i USD.

I øvrigt har jeg tjent 0,29 BAT (svarende til 0,65 DKK) på bloggen. Det er dog endnu så lidt, at jeg ikke medregner det i tabellen.

Hvad skal der ske i næste måned?

Nogle gange er søgetermsanalyse lidt som at grave i en mine: Men ved aldrig, hvad der dukker op bag den næste sten.

Jeg fandt i januar en underniche, som ikke har fået ret meget opmærksomhed fra andre end nogle få der sælger produkter til branchen. Her er potentiale for en hel del gode artikler.

Derfor vil jeg den kommende måned grave så mange gode titler frem som muligt og udgive en håndful artikler. Jeg har travlt med andre ting den kommende tid, men satser på at udgive 10 artikler i den kommende måned.

Blog #2: Dyr

Antallet af sidevisninger er steget med 67%. Det er ikke lige så højt som for blog #1, men stadig ganske pænt.

Modsat blog #1 er her også mærkbar fremgang på Pinterest. Flere og flere er begyndt at tilføje mine pins til deres boards. Omtrent hver dag får jeg besked om, at en eller anden har tilføjet et pin til et board. Den stigende aktivitet på Pinterest kan også ses på besøgstallet, hvor ca. 10% stammer fra sociale medier.

Hvad viser Search Console?

Den positive udvikling er mere lineær men alligevel ganske tydelig. Det har muligvis også noget at gøre med, nichen er relativt sæsonpræget og relateret til udeaktiviteter, og at flere så småt er begyndt at planlægge deres sommer.

Statusoverblik

Jeg sendte 90 USD efter BuySellText og tjente 10,68. Det er interessant at jeg har to blogs med næsten samme antal sidevisninger men 50% forskel i reklameindtægter. Alligevel ser der ud til at være mere konkurrence i dette emne. Muligvis fordi der er langt flere med en passion for emnet som skriver for fornøjelsens skyld. YouTube er ligeledes proppert med entusiaster.

Jeg har selv skrevet et par artikler i januar. Blandt andet en, som jeg er ret stolt af, og som blev til i samarbejde med min far, der har stor erfaring med emnet.

ArtiklerSidevisningerUdgifterIndtægterAkk. indtjening
Måned 151211650-165
Måned 21026103,270-268,27
Måned 314139202,440,16-439,84
Måned 4194971283,10-564,74
Måned 5347122104,17-770,57
Måned 6467071626,41-926,16
Måned 7537241707,65-1.088,51
Måned 85712119010,68-1.167,83
Alle valutatal er i USD.

Hvad skal der ske i næste måned?

Jeg forventer at udgive omkring 10 artikler på denne blog. Det kan godt være, det bliver lidt færre.

Gå til oversigt over alle statusopdateringer

HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com