Spar penge på dagligvareindkøb

Vi lever i en fantastisk tid. I årtusinder har fødevaremangel være en reel trussel og mange levede konstant på randen af sultedøden. Men med markedsfrigørelsen og den medfølgende industrialisering blev fødevarer og andre dagligvarer billigere og lettere tilgængelige. Vi kan gå ned om hjørnet og købe næsten alt hvad vi har lyst til for ganske få penge, historisk set. Ikke bare lokale varer, men produkter som er fragtet fra den anden side af jordkloden, kun for vores fornøjelses skyld. Det er en fantastisk, næsten utopisk situation, som ikke før har set sin lige i historien. I den forstand er vi utroligt privilegerede, men der er ingen grund til at bruge vores velstillede situation til at smide penge ud af vinduerne.

For mange familier udgør dagligvarer en uforholdsmæssig stor del af budgettet. Det er ikke overraskende da Danmark har de højeste forbrugspriser i EU. Især fødevarer er betydeligt dyrere end de europæiske gennemsnitspriser. Derfor er den billigste løsning åbenlyst at købe ind i Sverige eller (endnu billigere) Tyskland. Der er nemlig meget store beløb at spare, hvis man tager turen over grænsen for at købe ind. Desværre er vi mange som skal betale færgebilletter og/eller køre langt for at nyde nabolandenes lave priser.

Men fortvivl ej. Der er også store beløb at spare inden for landets grænser, såfremt man bruger hovedet når man køber ind. Derfor er første regel aldrig at gå i butikker når man er sulten. Når blodsukkeret er lavt er det maven som bestemmer, og maven tænker kun på at blive fyldt hurtigst muligt, uden hensyn til økonomi og fornuft.

Regel nummer to er at holde sig til indkøbslisten men være opmærksom på gode tilbud. Det betyder ikke, at man skal købe hvad som helst, bare fordi det er nedsat. Man skal bruge sin sunde fornuft, og så skal man følge nedenstående tommelfingerregler:

Hvis en vare ikke er på tilbud: Den skal først og fremmest være på indkøbslisten. En ikke-nedsat vare skal være planlagt og opfylde et bevidst behov. Dernæst, led efter den billigste udgave. De billige mærker er ofte (dog ikke altid) lige så gode som mærkevarerne. Overvej om du virkelig vil betale 20 kr. for en pose pasta, når du kan købe samme mængde Budget pasta til 5 kr. Hvis pastaen alligevel skal i en skål med pastasalat, er der ingen grund til at betale 300%(!) ekstra fordi du ikke gad at bukke dig ned til nederste hylde, eller var tilbageholdende med at købe den mindre fancy indpakning.

Måske er du pastaconnoisseur og måske synes du at der er kæmpe smagsforskel. Måske er den dyre vare pengene værd for dig. Men husk stadig på, at du betaler en meget højere pris, og at den ekstra udgift i sidste ende skal modregnes i opsparing eller andet forbrug.

Tilbudsvarer til lidt bedre pris og varer, som bliver dårlige: Køb hvad du skal bruge. Måske kan varen substituere en anden vare, og du kan købe mere. Fx. hvis Kylling er på tilbud til en fantastisk lav pris. Kylling holder ikke evigt, så det er begrænset hvor meget man kan købe. Men måske kan du spise lidt mere kylling i den kommende tid, og spare på svinekødet. Måske kan du lave kyllingeburgers i stedet for at bruge oksekød.

Hvis man kigger sig lidt for kan man ofte finde produkter som er kraftigt nedsat fordi lagret skal tømmes, eller fordi holdbarhedsdatoen er ved at blive overskredet. Man skal naturligvis ikke spise dårlig mad, men de fleste varer kan sagtens holde sig ud over påførte holdbarhedsdato.

Tilbudsvarer til særlig spotpris, som ikke bliver dårlige: Køb, køb, køb! Toiletpapir til 5 kr for 36 ruller? Køb så meget du har plads til. Ikke alene sparer du penge, du slipper også for at skulle huske på at købe toiletpapir lang tid ud i fremtiden. Bilka havde for nylig min kones favoritmüsli på tilbud til 10 kr. posen (normalpris er vanvittige knap 30 kr.) Jeg købte 20 poser. I bagklogskabens lys burde jeg have købt 200. Min kone spiser müsli hver morgen, og så forsvinder sådan en pose hurtigt.

Kig også på udløbsdatoen for nedsatte varer. Nogle gange holder det betydeligt længere end man umiddelbart regner med, og man kan købe mere. Andre gange er udløbsdatoen noget kortere end forventet.

Der er dog to forudsætninger, som skal være overholdt, inden du køber ekstra: a) Du skal bruge varen, men b) den skal ikke medføre et højere forbrug. Uanset hvor meget prisen er nedsat, skal man ikke købe noget, man ikke har i sinde at forbruge. Og man skal ikke købe 100 poser Matadormix, uanset om den er nedsat til 1 kr., med mindre man er fuldt overbevist om at det ikke vil medføre et større forbrug af slik. I familien Pengepuger kæmper vi fx med (b) når Bilka sælger juice til ekstra nedsat pris. På den ene side giver det god mening at have et lager af billig juice, men vi skal samtidig passe gevaldigt på ikke at drikke for meget af det.

Nogle gange har forretningen fastsat en øvre grænse for køb af tilbudsvarer, men så kan du da bare gå ind to gange eller lade kone/mor/søn/whomever tage turen efter dig. I selvbetjeningskasserne kan man også betale over flere omgange, det er dog ikke altid at personalet tillader dette.

Da jeg startede den bevidste jagt på økonomisk uafhængighed var jeg lidt flov, når jeg flåede store mængder af tilbudsvarer ned i vognen. Men der er intet flovt i at få mest muligt for de penge, man arbejder hårdt for at tjene. Det er sådan alle agerer, men få sætter det i system i privatøkonomien, og det er det, som adskiller en fri m/k fra en gældsplaget ditto.

Artikelbillede: Wikipedia

Pengepugeren

Hej, jeg er Pengepugeren. Mit borgerlige navn er Rasmus Firla-Holme, og jeg bor på en lille ø sammen med Fru Pengepugeren og vores to drenge. Jeg har mange interesser, hvoraf penge og privatøkonomi er blandt de største. Jeg elsker tal og at lægge budget, men mest af alt elsker jeg den frihed, som en velfungerende privatøkonomi har givet vores familie. Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du hurtigt bliver rig. Men jeg kan give gode råd funderet i egen erfaring, sund fornuft og lidt simpel matematik, som hjælper dig til på få år at opnå tilstrækkelig økonomisk frihed til at træffe dine egne valg i stedet for at være bundet til et job.

2 kommentarer til “Spar penge på dagligvareindkøb

  1. Super fint indlæg. Jeg har skrevet en artikel på http://www.online-supermarkeder.dk/supermarked-pa-nettet

    Der beskrives lidt nærmere omkring fordelene ved at købe ind via supermarkeder på nettet.

  2. Det er SÅ RIGTIGT!! Her i familien er det heller ikke unormalt at vi køber 50 kg øko havregryn af gangen, når de en meget sjælden gang er nede og koste mellem 5-7 kr pr kg.. De ting vi forbruger hver dag, og der er store besparelser på, køber vi gerne til 3-6 måneder. Vi kan ikke forrente pengene bedre, end hvor mange penge vi sparer..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Seneste artikler

Copyright © 2024 Pengepugeren. Alle rettigheder forbeholdes.
HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com