Vi bliver ofte punket i medierne fordi vi ikke bruger penge nok: Det er vores skyld, at “vi” endnu er i økonomisk krise. Vi skal købe flere ting, så der kan komme gang i væksten. Hvis vi køber flere bukser, vil tøjindustrien få flere penge, som de kan investere, og vipti, så er der skabt flere arbejdspladser og alle er glade og lykkelige.
Bullshit!
Økonomisk vækst sker ikke ved, at vi bruger flere penge på ting, vi ikke har brug for. Hvis vi som samfund bliver rigere af at bruge penge, hvorfor sætter vi da ikke ild til hele landet og bruger tonsvis af penge på genopbygning?
Fordi det ville være spild af ressourcer.
Af samme årsag er det spild af ressourcer at bruge penge for pengeforbrugets skyld. Som Bastiat så smukt formulerede det for over 150 år siden:
Har du nogensinde oplevet den gode butiksindehaver James Goodfellows vrede, da hans skødesløse søn kom til at baldre hans glasrude? Hvis du har været til stede på sådan en scene, vil du utvivlsomt bevidne det faktum, at hver og én af de tilskuere, selv hvis der var tredive af dem, efter fælles konsensus tilsyneladende tilbød den uheldige butiksejer denne uforanderlige trøst: “Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Alle skal leve, og hvad ville der blive af glarmesteren, hvis glasruder aldrig blev slået itu?”
Denne form for trøst indeholder en hel teori, som vil dukke op i dette simple eksempel, da det netop er den samme [teori], som beklageligvis regulerer størstedelen af vores økonomiske institutioner.
Antag at det koster seks francs at reparere skaderne, og vi siger, at ulykken giver glarmesteren seks francs i handel [..] Det medgiver jeg; jeg har ikke et ord at sige imod det; dit ræsonnement er korrekt. Glarmesteren kommer, udfører sin opgave, modtager sine seks francs, gnider sine hænder, og i sit hjerte velsigner det skødesløse barn. Alt dette er, hvad der kan ses.
Men hvis du på den anden side kommer til den konklusion, som det alt for ofte er tilfældet, at det er en god ting at baldre ruder, at det får penge til at cirkulere og fremme industrien i almindelighed. Da vil du tvinge mig til at råbe “Stop! Din teori er begrænset til det, der kan ses! Du tager ikke hensyn til det, der ikke ses”
Det som ikke ses er, at vores butiksindehaver har brugt seks francs på en ting, som han ikke kan bruge på noget andet. Det som ikke ses er, at hvis han ikke havde haft et vindue at erstatte, da ville han måske have erstattet sine gamle sko eller tilføjet en bog til sit bibliotek. Kort sagt ville han have brugt sine seks francs på en måde, som blev forhindret af denne ulykke.
Bastiats pointe er, at unødigt forbrug ikke er til fordel for samfundsøkonomien. Det får ganske vist penge til at skifte hænder (også kendt som øget bruttonationalprodukt), og det gør nogle rigere og andre fattigere, men det skaber ingen nettostigning i samfundsøkonomien.
Næh, de herrer forbrugsagiterende medieøkonomer, opsparing er hvad der skaber vækst. Hvis jeg køber et nyt TV har jeg forbrugt ressourcer på en vare, som ikke skaber flere værdier, men derimod med tiden mister sin værdi og bliver smidt ud. Når jeg i stedet lægger pengene til side, bliver de investeret. Enten fordi jeg selv har investeret pengene, eller fordi banken investerer mit indskud. Investeringer bliver brugt til at indkøbe aktiver. Maskiner, køretøjer, bygninger osv. Alt sammen noget som har en produktivitetsfremmende funktion, og som langsomt men sikkert skaber mere og mere rigdom for alle.
For 100 år siden var ca. 50 % af befolkningen beskæftiget i landbruget. Landbrugssektoren var dengang så ineffektiv, at halvdelen af befolkningen skulle bruge deres energi på at producere fødevarer. Så var der kun den anden halvdel tilbage til at være læger, ingeniører, fragtmænd osv. Det var nødvendigt, fordi vi skulle spise, men det var ikke en ressourceoptimal situation. Men nogle mennesker sparede sammen og investerede i nye maskiner og uddannelse af nye landbrugstekniker, og derfor er der i dag er kun 2,5 % af arbejdsstyrken beskæftiget i landbruget, og vi har adgang til flere og mere varierede fødevarer end nogensinde før i historien.
Tænk hvis medierne den gang havde overbevist disse investorer om, at de skulle bruge deres penge på sjov og ballade. Tænk hvis de havde købt dyre nye sko og arabiske rideheste, i stedet for at investere i den industrielle revolution. Så havde der aldrig været en industriel revolution, internettet var aldrig opstået og de fleste af os var døde af sult eller sygdom.
Kort sat: Rigdom opstår ikke af forbrug, det opstår når mennesker arbejder, bruger hovedet og forbruger mindre end de producerer.
One thought on “Skal vi forbruge mere… for samfundets skyld?”