Du kan dyrke din egen stevia!

Måske har du bemærket, at der de senere år er dukket en del slik og fødevarer op, som reklamerer med at være sundere, fordi de holdeholder stevia. Denne udvikling er sket efter, at EU i 2011 endelig fik snøvlet sig sammen til at tillade brug af stevia som tilsætning i fødevarer. Og særligt efter lanceringen af Coca-Cola Life, har planten fået yderligere opmærksomhed her i Europa.

Indholdsfortegnelse

Hvad er stevia?

Stevia er udtræk af… steviaplanten, som er en relativt lille grøn plante, der laver små hvide uanseelige blomster. Plantens særlige egenskab er, at bladene er meget søde. Faktisk er de ca. 150 gange sødere end sukker. De har en svag bismag af lakrids, som jeg personligt godt kan lide, men som ikke falder i alles smag. I de fleste madvarer kan lakridssmagen dog let overdøves af andre ingredienser.

Steviaplanten stammer fra Sydamarika, hvor det i over 1.500 år har været brugt af lokalbefolkningen til at søde the, medicin og slet og ret som slik. Først i 1970’erne blev det dog udbredt uden for Sydamerika, da Japan tog den søde plante til sig.

Derfor er stevia fantastisk

Det giver ikke huller i tænderne og det det er ikke fedende. Stevias sødme skyldes ikke et højt sikkerindhold men sødemidlet “Steviol”. Det indeholder heller ikke flere kalorier end et typisk salatblad. Man kan derfor med fordel benytte det i kager, smoothies og lignende, hvor man normalt ville bruge sukker.

I familien Pengepuger bruger vi altid stevia i stedet for sukker, undtagen når sukkerets krystaliserende og konserverende effekt er nødvendig. Og selv da, kan man ofte bruge betydeligt mindre sukker og supplere op med stevia. Fx laver bruger jeg ca. 50/50 forhold af sukker og stevia til syltetøj, og en dag vil jeg undersøge, om vi kan sænke sukkerindholdet yderligere.

Stevia er dyrt… i butikkerne

En bøtte med 75 gram steviapulver svarende til ca. et kilo sukker koster let 45 – 50 kroner i dagligvarebutikkerne. Til sammenligning koster sukker omkring 10 kr. kiloet.

Hvis du, som os, bruger stevia som alternativ til sukker, kan du derfor spare rigtig mange penge ved at dyrke dine egne steviaplanter. Én plante koster ca. 20 kr. og kan blive til lige så mange nye planter, du har lyst til. På bare få måneder, kan du blive selvforsynende med dit eget hjemmedyrkede sødemiddel.

Sådan dyrker og høster du stevia

Stevia er utroligt let at dyrke selv. De kan stå i en potte i vindueskarmen, kræver normalt kun lidt vanding og måske en smule gødning fra tid til anden.

Ud over at være en taknemmelig plante at dyrke, er det også let at at tage stilklinger, og de ser ud til at være meget sygdomsreistente. Jeg har endnu ikke oplevet sygdom i vores steviaplanter, og de kommer sig hurtigt, hvis man i en periode skulle glemme at vande.

Stevia foretrækker indirekte sol, og plantens størrelse afhænger i høj grad af pottens størrelse. Du kan nøjes med kun lidt plads til rødderne, men de kan blive rigtig store, hvis du giver dem plads til det.

Planten vokser oprejst med få sideskud, men hvis du klipper stænglen over efter fx 3. bladsæt, vil den give flere sideskud. Klipper du også halvdelen af disse sideskud af, får du endnu flere sideskud og så videre, indtil du har en flot, busket plante.

Siden vi købte hus, har jeg hvert år udsat en masse stiklinger i haven (de elsker især drivhuset), når nattefrosten er overstået. Så høster jeg løbende nye skud indtil efteråret, hvor jeg høster selve planterne. På den måde har jeg dyrket nok til vinteren, og kan nøjes med nogle få planter til overvintring i vindueskarmen.

Vi skyller de afklippede sideskud og hele planter, og tørrer dem i dehydratoren. Man kan også hænge dem til tørre, men jeg foretrækker et bruge vores dehydrator, da den kan tørre planten på ganske få timer.

Når planterne er tørre, fjerner vi bladene og blender dem til et fint pulver, som vi hælder på glas. Så let er det simpelthen.

God fornøjelse :-)

Pengepugeren

Hej, jeg er Pengepugeren. Mit borgerlige navn er Rasmus Firla-Holme, og jeg bor på en lille ø sammen med Fru Pengepugeren og vores to drenge. Jeg har mange interesser, hvoraf penge og privatøkonomi er blandt de største. Jeg elsker tal og at lægge budget, men mest af alt elsker jeg den frihed, som en velfungerende privatøkonomi har givet vores familie. Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du hurtigt bliver rig. Men jeg kan give gode råd funderet i egen erfaring, sund fornuft og lidt simpel matematik, som hjælper dig til på få år at opnå tilstrækkelig økonomisk frihed til at træffe dine egne valg i stedet for at være bundet til et job.

One thought on “Du kan dyrke din egen stevia!

  1. Pingback: Selvforsyning: Så meget jord skal man bruge - Pengepugeren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Seneste artikler

Copyright © 2024 Pengepugeren. Alle rettigheder forbeholdes.
HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com