I marts så jeg en noget iøjnefaldende statusopdatering på Facebook. Det var Anders “Gladilåget” Witzel, som med overskriften “NU siger jeg farvel til hamsterhjulet” kunne fortælle, at han havde udlejet huset, flyttet ud i sin sejlbåd og sagt farvel til hverdagens stress og jag.
Jeg har altid syntes, at der er interessant, når folk vælger måder en måde at leve på, som afviger fra normen. Særligt når det, som i Anders’ tilfælde, er knyttet til en livsstil, der giver meget mere frihed til at leve efter egne præferencer. Og det er uden tvivl også noget, som interesserer mange af jer læsere, der ligeledes drømmer om en mere simpel tilværelse med bedre tid til at nyde livet.
Derfor kontaktede jeg Anders, som var så flink at sige ja til at interview. Og det blev til 36 inspirerende minutter om penge, sejlads og jagten på det gode liv.
Du kan læse et en opsummeret version herunder, men du kan også høre hele interviewet på Kronede Dage. Så tænd eventuelt for højttalerne eller tag hørebøfferne på og lyt til en god samtale.
Sådan genfandt Anders sin frihed
Hvor længe har du villet forlade hamsterhjulet? Hvad var inspirationen (eller oplevelsen), som fik dig til at beslutte ikke at arbejde fra kl. 8 til 17 hver dag?
Det er noget, der er kommet snigende over mange år. Jeg har altid godt kunnet lide det simple liv. Jeg har ønsket mig en svensk ødegård, siden jeg oplevede det i gymnasiet. Så det købte jeg for 4 år siden.
Men derudover har jeg altid været fascineret af de amerikanere, som solgte alt hvad de ejede og byggede sådan et lille “tiny home“. Som de sætter bag en bil, kører op i bjergene og bor der.
Men det må man jo ikke i Danmark. Så skal man køre ind på en campingplads, og så er det mere eller mindre ligegyldigt. Man må ikke campere rundt omkring. I Sverige må man mere, men så skulle jeg bo alene derover uden et netværk.
Men så gik det op for mig, at det tætteste på et tiny home i Danmark, det må være at bo på en båd. Det er lidt samme rammer, man er mobil og kan lægge sig, hvor man har lyst. Her er mange havne, bugter og fjorde, hvor man kan være.
Og så begyndte det at tage fart i sommers [2017]. Men selve optakten har varet i mange år, hvor det har fyldt mere og mere. Det var ikke en enkeltstående begivenhed.
Det var ikke fordi, du var træt at af arbejde?
Nej, jeg synes aldrig, jeg har været træt af at arbejde. Jeg har drevet min egen virksomhed i et par år nu.
Så du har allerede fået lidt frihed i den forbindelse.
Ja, der er helt sikkert kommet rigtig meget frihed i den forbindelse. Og måske har det været med til at skubbe på det – at jeg har fået smag for friheden.
Jeg har ikke decideret været træt af at arbejde, men jeg har altid godt kunnet lide ikke at arbejde og at have friheden til at lave det, jeg vil.
Har du sejlet i mange år?
Jeg har aldrig sejlet. Jeg har været ude med nogle venner nogle få gange, men ellers ikke.
Jeg kiggede på forskellige både, og opdagede, at jeg kunne få mest båd for mine 100.000 kr. hvis jeg købte en sejlbåd. Så var der også lidt kroner til bådplads og renovering.
Så kunne jeg rykke med det samme, i stedet for at skulle spare op i et år eller mere.
Og så er 30 fod jo ikke så lidt, når du er alene på båden
Ja, jeg har masser af plads. Mens jeg boede i mit hus, sorterede jeg meget ud i mine ting. Solgte meget, gav væk og så videre.
Og du har udlejet huset?
Ja, jeg har lejet det ud, fordi jeg ville tabe for meget ved at sælge det. Men det trækker lidt i mig for at komme af med det. Det ville være fedt at slippe det fuldstændig.
Har det bekymret dig at skulle udleje huset mht. Huslejenævnet?
Lejen er meget rimelig, så det er jeg ikke bekymret for. Men det er mere hvordan en lejer behandler huset, for det er i ret god stand, og man ved jo aldrig, hvem man får indenfor.
Men alternativet var at sælge med stort tab. Og så får det lange udsigter at komme videre med projektet.
Så i sommeren 2017 besluttede du, at nu skulle det være. Og så havde du 100.000 kr. i kontanter at bruge på det?
Jeg havde faktisk ikke pengene på daværende tidspunkt. Så de skulle tjenes. Men det var i sommer, at jeg begyndte at undersøge, hvad der skal til; kan jeg sælge huset og alle de andre praktiske og økonomiske ting, der skulle til. Og så begyndte jeg at spare op.
Så båden, det var et alternativ til tiny home, som ikke lader sig gøre i Danmark?
Ja, det handlede sådan set ikke om at komme ud at sejle.
Men da det gik på for mig, at det var realistisk at være på en sejlbåd, hvor man bare kan sejle afsted. Så blev jeg grebet et eventyrlysten.
Så det drejer sig om eventyret og om friheden?
Ja, det er helt klart et frihedsprojekt. Frihed i alle mulige aspekter. Økonomisk frihed, oplevelsesmæssig frihed, tidsmæssig frihed. Frihed til at lave ingenting, eller frihed til at stå op om morgenen og lave dagens plan om, fordi solen skinner og det blæser, og det er en federe dag at tage ud at sejle i. Og så have friheden til bare at kunne det.
Det hører også med til historien, at jeg blev single i foråret sidste år. At der ikke var nogle, jeg skulle tage hensyn til dér. Det gik måske op for mig, at jeg nu kunne gøre, hvad det passer mig.
Nogle vil nok mene, at du må have vundet eller arvet en masse penge. Men du kom jo i gang med kun 100.000 kr.
Ja, men man kan også komme i gang for meget mindre. Det kommer an på hvilke krav, man har. Hvor stor skal båden være, hvor god skal den være at sejle i og så videre.
Inden vi talte sammen, tænkte jeg, at du sikkert havde sparet mange penge sammen over flere år.
Da jeg traf beslutningen i sommers, stod der nul kroner på kontoen.
Og så havde jeg et godt efterår, hvor jeg holdt udgifterne nede og tjente nogle gode penge i perioden. Så stod der pludselig 100.000 kr. på kontoen, så tænkte jeg “Hov, nu er der noget at rykke med”.
Du har sænket dine faste udgifter til 5 – 6.000 kr. om måneden, for at kunne finansiere den nyvundne frihed. Hvad skal man opgive her i livet for at leve så billigt?
Jeg har opgivet mit hus. I og med, at jeg har lejet det ud, så har jeg næsten dækket udgifterne til det.
Det vil sige, at du har opgivet pladsen og de moderne fornødenheder?
Ja, jeg har opgivet komforten. Og jeg er nød til at gå op i klubhuset for at gå på toilettet – også om vinteren. Så tilpasser man sig og får en ny rytme.
På mange måder er det som at bo på en campingvogn. Det er mere primitivt, der er ikke ret meget plads og det er lidt mere besværligt.
Men 5 – 6.000 kr. om måneden er jo nærmest ingen penge. Dækker det alt?
Det var et ret hurtigt anslag. Jeg lever nok for lidt mere pt.
Ville man kunne leve som dig for 10.000 kr. om måneden?
Ja, det tror jeg godt, man kunne. Mit problem er, at jeg har en stor, dyr bil, som det ikke kan betale sig at sælge. Uden den eller med en lille bil, der var betalt ud, så ville jeg ligge dernede omkring 5 – 7.000 kr. om måneden.
Tror du, du kommer til at savne noget, når du kommer ud på de danske farvande?
Nej! Overhoved ikke.
Hvis jeg ikke boede på den til daglig, ville der måske være noget. Men eftersom jeg bor her til daglig, vil det ikke føles som en forringelse af mit liv. Tværtimod er der bare fede oplevelser.
Du arbejder fortsat, men kun når du har lyst?
Ja, jeg har mulighed for at vælge til eller fra. Det kan jeg selv bestemme. Jeg regner med at få flettet noget arbejde ind, når jeg sejler. Der er dog typisk mindre at lave i sommerperioden, når man arbejder med business to business. Så må jeg måske sejle derhen, hvor der er noget at lave.
Har du nogle råd til andre, som gerne vil have samme fleksible arbejdstid?
Mit første råd er at blive selvstændig. Det er relativt få “almindelige” ansættelser, som gør det muligt at have så fleksible arbejdsvilkår.
Et andet godt sted at starte er at gøre op med sig selv, om man er villig til at gå ned i indtægt og gå på kompromis med komforten. Det er komforten, der koster penge – og at købe nye ting. Er man villig til at holde op med at købe nye ting og bruge de ting, man har. Og når det gamle går i stykker, så finde noget der er brugt i stedet. Det kan man spare utroligt mange penge på.
Så er det vel også mere realistisk at blive selvstændig, fordi man ikke skal bruge så mange penge.
Ja, præcis. Det var noget af det, jeg havde regnet ud. Hvis jeg skulle få det til at løbe rundt, som det hidtil gjorde, så skulle jeg hente opgaver for 40 – 50.000 kr. hver måned. Minimum.
Jeg tænkte “Shit, sikken et pres at lægge på mig selv”. Særligt fordi der i min branche er lange perioder, hvor man ikke tjener nogle penge. Og at lægge pres på mig selv, var i virkeligheden det modsatte af det, jeg ville.
Og hvis man ikke kan ændre på indtægterne, så må man ændre på udgifterne i stedet.
Dækker du nogle af leveomkostningerne med passive indtægter?
Nej. Jeg har overvejet at lave for eksempel onlinekurser eller e-bøger inden for mit fag, men jeg har prioriteret at leve simpelt og enkelt.
Jeg ved hvor stor en arbejdsopgave det er, og jeg har set kollegaer knokle helt sindssyg i månedvis. Og så er der sågar nogle, hvor der ikke kommer noget ud af det, fordi der ikke var efterspørgslen, eller det ikke blev markedsført godt nok. Og så bliver det et flop.
Hvad med almindelige investeringer, såsom aktier eller crowdlending?
Det ved jeg intet om. Det kræver også, at man har nogle penge at investere.
Var det en svær beslutning, da målet for alvor nærmede sig?
Det føltes fuldstændig, som det skulle. Jeg tog det lidt i etaper.
Mit hus har et anneks. Så da jeg lejede huset ud, flyttede jeg selv over i annekset. Her skilte mig af med mange af mine ting og lærte at leve på meget lille plads.
Her boede jeg meget billigere end i huset, for så kunne jeg spare pengene op i efteråret. Da jeg så havde pengene, rykkede jeg så videre. Så jeg tog det i to etaper, kan man sige.
Er der noget, du, set i bakspejlet, ville have gjort anderledes?
Jeg synes egentlig, jeg har haft et godt forløb, hvor jeg tillod migselv at have den ro, der skulle til for at kunne gøre det på den rigtige måde. I stedet for, for eksempel, at skulle låne pengene og så sidde i gæld med renter og så videre.
Hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, så skulle det være at have gjort det noget før.
Hvor længe vil du sejle land og rige tyndt? Og hvad skal der ske efterfølgende?
Det ved jeg ikke. Jeg har ikke nogle planer, men bliver bestemt boende på båden. Måske ændrer jeg planer en dag, men foreløbig er det permanent.
Nu skal jeg lære at sejle, og så kan det godt være, jeg sejler længere væk, hvis det lader sig gøre økonomisk. Men så skal båden enten opgraderes eller byttes med en anden, og det kræver så nogle penge. Men ellers er projektet at skrabe penge sammen til at komme afsted.
Hvis du kan give andre med drømme om at forlade hamsterhjulet ét råd, hvad vil det være?
Jeg ville spørge dem, hvad det egentlig er, der er vigtigt for dem i deres liv. Hvad de virkelig føler sig godt tilpas med, hvor de mærker, at det er fedt at være i live.
Og så ville jeg prøve at indrette mit liv, så jeg får en lille snas af det hele tiden hver dag. Altså tage nogle mikroskridt i retning af at få mere af dét i mit liv, som jeg har det bedst med at gøre.
Det er slet ikke sikkert, at de skal på en båd, men måske noget helt andet. Men at identificere, hvad det er, der betyder noget for dem – som virkelig giver mening i deres liv. Og så gå i gang med at få mere af det. Og hele tiden arbejde hver dag på at få lidt mere af det i deres liv.
Fordi så begynder sådan nogle drømme, som i mit tilfælde var at flytte på en båd, de begynder at forme sig. Og fordi man tager små skridt, så er det ikke så farligt. Så tør man, og pludselig en dag, så opdager man, hvor meget man har flyttet sig. Og så er man i mål.
Hvad tænker du, man bør overveje rent økonomisk?
Man bør overveje de ting, jeg talte om før med at afklare sine prioriteter. Så kan man bagefter overveje, hvad der kan fjernes af ting, der koster penge. Som er noget, man bare gør, eller fordi andre gør det. Eller det jeg gør for at holde ud, at jeg hele tiden skal gå på arbejde.
Hvis jeg nu fjernede bilen, det store hus og de dyre rejser, og ikke skulle tjene de penge. Hvor få penge skulle jeg så tjene, for at kunne leve resten af mit liv?
De fleste vil opdage, at de kan leve for utroligt meget mindre end de tror, hvis de skærer de unødvendige ting væk.
Kan vi følge din rejse et sted? Har du en blog, en podcast eller lignende?
Det har jeg ikke, og jeg overvejer faktisk at lade være med at få det. En del af rejsen for mig er en rejse ind i det simple liv. At skære det unødvendige fra.
Jeg kunne gå på de sociale medier, men det ville fjerne fokus fra oplevelsen. Det ville være som at deltage i en social begivenhed, og hele tiden tænke på at tage billeder i stedet for faktisk at være der.
Det er for mig mere en rejse ind i mig selv. Det er stilheden og ensomheden.
Derudover driver anders Mandementor, hvor han gennem mentoring, terapi og coaching hjælper tidens lidt for bløde mand til at (gen)finde sin maskulinitet.
Tak for en spændende podcast og opsummeret version :-) De følgende bemærkninger/refleksioner må ikke forstås som “rakke ned”, for jeg vil sandelig gerne høre/læse lignende i fremtiden :-)
Men jeg synes dog, at du og/eller Anders overstater ved at bruge ordene “farvel til hamsterhjulet” og “han havde udlejet huset, flyttet ud i sin sejlbåd og sagt farvel til hverdagens stress og jag”, for Anders har jo reduceret, men ikke elimineret sit behov for at skabe indkomst gennem arbejde. Det er spændende og inspirerende, men fortjener i mine øjne ikke etiketten “farvel”.
Et rigtigt farvel er lig med økonomisk uafhængighed (FIRE) og kræver, at Anders har passiv indkomst svarende til mad og brændstof til opvarmning i vinterhalvåret (og til bilen hvis han ikke skiller sig af med den), eller at han er blevet selvforsynende (måske muligt i forhold til mad, men i forhold til opvarmning skal der hugges RIGTIG meget brænde… fra egen skov… jeg tillader mig pga. det danske klima at konkludere, at her til lands er passiv indkomst the way to go snarere end selvforsynende)
Hej Thomas :)
Jeg kan sagtens se pointen i din anke. Jeg ser dog økonomisk uafhængighed som et spektrum. Man kan være 0 % eller 100 % økonomisk uafhængig. Men man kan også være fx 80 % økonomisk uafhængig ved enten at have en høj passiv indkomst eller meget lave udgifter – eller en kombination af begge.
Økonomisk uafhængighed drejer sig også for mange om at have friheden til at vælge arbejde fra eller til efter eget ønske. Og selvom Anders stadig skal tjene til dagen og vejen, er indtjeningsbehovet så lavt, at kan i høj grad kan nøjes med at sige ja til de spændende opgaver.
Er Anders 100 % økonomisk uafhængig? Bestemt ikke. Men han er efter min mening meget tættere end de fleste.
P.S. Dine altid velreflekterede kommentarer bliver aldrig tolket som nedrakning :-)
Ok, så overtolkede jeg “jublen” i overskriften til at betyde helt farvel (=jeg behøver ikke arbejde).
Jeg er helt enig i, at kombinationen af passiv indkomst og selvforsyning er the way to go (det fik jeg ikke rigtig med i mine ord i går) gennem simple living og insourcing. Altså begrænset forbrug af ting og tjenester.
For resten var det interessant at læse wikipediaartiklen om tiny house movement, som da heldigvis lægger ud med en tommelfingerregel om, at boligen skal være under 46 m2 for at fortjene navnet. Senere i artiklen er der nemlig alle mulige eksempler både fra USA og andetsteds på boliger, hvor en del af dem rent faktisk er større end den, min familie og jeg bor i. Og vi synes da bestemt ikke, at vi bor i tiny :-) men det kan være en amerikaner ville synes det, alt afhænger som bekendt af øjnene der ser :-)
Er der mulighed for at kunne downloade interviewet, så det kan tage med på “farten”.. Har prioriteret en oldschool Nokia, så kan ikke gå på nettet :-)
Ja da. Højreklik på dette link og tryk ‘gem’ :)
https://pengepugeren.dk/wp-content/uploads/2018/04/AndersInterview.mp3
Tak!!