Drop TV pakken og spar mange penge

Familien Pengepuger ser ikke fjernsyn, derfor var jeg ikke klar over, hvor utroligt mange penge folk smider efter deres TV. Men på det sidste har jeg vendt emnet med ganske mange mennesker, og det er gået op for mig, at det slet ikke er usædvanligt at betale 600 kr. om måneden for en pakke med internet og TV.

Seks hundrede kroner.

Hver evig eneste måned.

For at se TV!

Det er afsindigt mange penge for at se TV, især når det kan gøres så meget billigere.

Pengepugerens indledende tirade: Først og fremmest mener jeg, at man ikke bør lade sig underholde mere end nødvendigt. Vi lever kun ét liv, så det gælder om konstant at udvikle sig, så man ikke stagnerer og sakker agterud. I stedet for at se TV kan man finde på noget, som er konstruktivt og som ikke bare går ud på at nyde andre kreative menneskers værker. Find på noget sjovt, som også udvikler dig som menneske. Lær at programmere, læs en bog, undersøg hvordan du kan fremme karrieren, leg med dine børn, løb en maraton, dyrk tomater, lær at spille sækkepipe, læs en daglig Wikipedia artikel. Gør et eller andet produktivt.

Naturligvis skal der også være plads til at smække benene op på sofaboret og lade sig underholde, bare det gøres med måde. Men hvorfor betale det hvide ud af øjnene for det, når det ikke er nødvendigt?

Internettet indeholder et uudtømmeligt bibliotek af både underholdning og nyheder, og det meste er enten gratis eller meget, meget billigere end en TV pakke. Her er blot tre måder at lade sig underholde via TV’et uden at det koster adskillige tusindlapper om året, og der er sikkert mange andre alternativer, jeg ikke kender til.

Annonce

Chromecast: Google Chromecast er en lille dims, man sætter i TV’ets HDMI-port og forbinder til hjemmets WiFi. Den kan afspille musik og film fra din computer og smartphone/tablet (både iPhone og Android). Den kan sågar vise din browser på skærmen, og understøtter både YouTube, Netflix og meget andet.

Chromecast koster kun ca. 300 kr. og er super nem at benytte. Vi købte en Chromecast for er par måneder siden, og opsætningen tog ca. 5 minutter. Lettere bliver det næppe at se internettets enorme udbud af underholdning direkte på TV’et.

 

Raspberry Pi: Denne løsning er for den lidt mere nørdede underholdningsjunkie. Raspberry Pi er en ganske lille PC med en HDMI port. Da det er en PC, kan er der mange muligheder for, at tilpasse den til egne behov. Man kan fx forbinde et bluetooth keyboard, og styre underholdningen fra sofaen. RP er et glimrende valg, for os nørder, men det kræver, at man gider at rode med Linux.

 

HDMI kabel: Hvis du har en PC/tablet/smartphone med HDMI port, så køb et kabel (eller find et i din kasse med gamle ledninger) og slut det til dit TV. Måske har du en gammel PC, du ikke bruger, så kan den vel passende benyttes som entertainment center i stuen.

 

Alternativer til TV pakken

Okay, så der er massere af billige måder at forbinde mit TV til en enhed med netforbindelse, men hvor skal jeg så finde underholdningen?

Der er tonsvis af muligheder. TV 3 lægger deres materialer gratis tilgængeligt på deres hjemmeside (Pengepugeren er naturligvis kæmpefan af Luksusfælden), og de har endda udviklet en app, som gør det muligt at se det på sin smartphone/tablet. DR giver også adgang til både nyt og gammelt materiale online.

Netflix koster 69 kr. om måneden, men det er dog overkommeligt i forhold til TV pakkerne. I øvrigt tilbyder Netflix ofte en gratis måned. Vi opsagde abonnementet efter den første prøvemåned, og får med jævne mellemrum tilbudt endnu en gratis måned (som vi dog endnu ikke har taget i mod).

Også YouTube er fyldt med underholdning, nyheder, satire mv. Her kan man finde både film og dokumentarer. Og så findes der et utal af kreative, eftertænksomme og hyleskægge “youtubers”, som gør deres talenter frit tilgængeligt for vores fornøjelses skyld.

Jeg ser fjernsynet som en forældet form for underholdning. Det var en udmærket valgmulighed før i tiden, men med Internettets udbredelse, er valgmulighederne uendelige, så hvorfor betale i dyre domme for den relativt begrænsede underholdningsform, som det er i dag?

Artikelbillede: Evert F. Baumgardner – National Archives and Records Administration.

Pengepugeren

Hej, jeg er Pengepugeren. Mit borgerlige navn er Rasmus Firla-Holme, og jeg bor på en lille ø sammen med Fru Pengepugeren og vores to drenge. Jeg har mange interesser, hvoraf penge og privatøkonomi er blandt de største. Jeg elsker tal og at lægge budget, men mest af alt elsker jeg den frihed, som en velfungerende privatøkonomi har givet vores familie. Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du hurtigt bliver rig. Men jeg kan give gode råd funderet i egen erfaring, sund fornuft og lidt simpel matematik, som hjælper dig til på få år at opnå tilstrækkelig økonomisk frihed til at træffe dine egne valg i stedet for at være bundet til et job.

5 kommentarer til “Drop TV pakken og spar mange penge

  1. Hej! Tak for dit tip om TV3 og luksusfælden. Til min bedre halvdels store fortrydelse er jeg ved at have kæmpet mig igennem seneste sæson. :-)

    Er også noget forundret over mængden af penge vi danskere kaster efter ustyrlige mængder af passiv underholdning i form monstrøse TV-pakker… http://blivriglangsomt.dk/mangler-du-100-000-kr-drop-tv-pakken/

    1. Luksusfælden er fantastisk tåkrummende underholdning :-)

      Jeg har tjekket din side ud. Dejligt med flere bloggende pengenørder. Jeg glæder mig til at følge med i dine skriverier.

  2. Faldt lige over din hjemmeside i forbindelse med lidt research til en artikel!

    Jeg synes i den grad at tv pakkerne herhjemme trænger til en grundig overhaling hos de traditionelle tv udbydere. At der kun er meget få der tilbyder at man kan lave sin egen tv pakke, er mig en gåde. Jeg håber lidt at flere kommer med på den vogn, da jeg virkelig synes det er spild af penge at have en tv pakke hvor man måske kun gider at se 5 ud af 15 kanaler.

    I øvrigt en rigtig fin side du har dig, og et emne jeg er meget interesseret i efter jeg læste hele http://www.mrmoneymustache.com/ bloggen fra ende til anden! Virkelig fed tanke bag hvordan man reelt set kan gå ret tidligt på pension hvis man sparer en masse penge op hver måned og investerer dem i indeksfonde. Ved ikke om du kender siden?

    Jeg kæmper dog stadig lidt med at overbevise konen om fordelene ved ikke at bruge for mange penge :D

    Mvh Jeppe

    1. Jeg elsker Mr. Money Moustache. Selvom han dog på det sidste er faldet noget af på den, synes jeg.

      Det er ærgerligt, når ægtefællen ikke er med på at opnå økonomisk uafhængighed. Men jeg tror, det er nødvendigt at være meget enige, hvis det skal fungere i længden.
      Måske kan I finde en balance, som både tillader lidt luksus, men samtidig er opmærksomme på, at mange ting er kortvarige glæder, som koster frihed til at vælge i det lange løb?

      Det er heldigvis ikke et problem, vi har her i familien, men det er tilsyneladende ret udbredt. Se evt. https://www.reddit.com/r/financialindependence/comments/31l2ec/spouse_not_on_board_with_fi_plan/ for gode råd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Seneste artikler

Copyright © 2024 Pengepugeren. Alle rettigheder forbeholdes.
HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com