Pas på indkomstinflationen

Min første bil var en brugt Opel Vectra. Det var en forhenværende firmabil med alverdens ekstraudstyr, og det var en rigtig lækker bil, som absolut ikke var billig i drift.

Efter et par år besluttede vi os dog for at skifte den ud med et mindre, billigere og knapt så benzinslugende transportmiddel. Inden vi traf en købsbeslutning, havde vi været rundt rundt ved forskellige forhandlere for at prøvekøre biler. Bl.a. prøvede vi en Hyundai i10 (den første udgave). I forhold til min Vectra føltes det som at køre i en sæbekassebil. Den var ukomfortabel, støjende og føltes utryg på motorvejen. Det var på alle måder en skuffende oplevelse.

I bund og grund er i10 ikke en dårlig bil. Problemet var, at jeg havde vænnet mig til en noget anden klasse. Og trods de store driftsomkostninger var det ikke sådan, at jeg til daglig glædede mig over at køre i en stor og komfortabel bil, men da vi ville nedgradere, var det helt tydeligt, hvad det ville medføre af tab i komfort. Hvis min første bil i stedet havde været en gammel spand eller en billig mikromodel som fx Hyundai i10, havde jeg med garanti vænnet mig til den i stedet. Den relative forskel i komfortniveau havde ikke været et problem. Det ville bare være den daglige måde at komme rundt på.

Indkomstinflation

Længere tid på arbejdsmarkedet øger vores kvalifikationer og bringer os videre i karrieren. Derfor tjener de fleste af os flere penge, efterhånden som vi bliver ældre. Og øget indtjening burde logisk set også betyde en øget opsparing, men den fejl som mange af os let begår er at opgradere vores livsstil i takt med, at der kommer flere penge i kassen. Det kalder jeg for indkomstinflation.

Når vi tjener flere penge og opgraderer til et højere luksusniveau, føles det for en kort bemærkning fedt. Men den dyre bil, det store hus eller det smarte B&O TV mister hurtigt sin nyhedsværdi og bliver til hverdag. Når nyhedens glæde har fortaget sig, så falder man tilbage til sin tidligere tilstand at tilfredshed, men med den ulempe, at man nu har vænnet dig til et højere luksusniveau. Din nye Audi er ikke interessant længere, men tænk hvis den skulle skiftes ud med en billigere model! Pludselig er sæderne i en Citroën ubehagelige, motoren larmer alt for meget og hvor er den automatiske sædeindstilling? I stedet kigges der efter endnu en opgradering til endnu flere penge, som man kort tid efter også vænner sig til, og så kører møllen.

Du har med andre ord sat dig selv i en situation, hvor livskvaliteten ikke stiger, men hvor du skal blive ved med at punge ud for ikke at mærke et fald i livskvaliteten. Du er blevet luksusnarkoman på konstant jagt efter et nyt og stærkere luksusfix.

Hvis du i stedet nøjes med den billigere hverdag, så sparer du en formue Du bliver mindst lige så lykkelig og du vil have mange flere penge på kontoen. Men besparelsen kommer ikke af sig selv. Som med al anden misbrug, kræver luksusnarkomani en aktiv indsats og en god portion viljestyrke. Og som med alle andre typer misbrug, er det meget lettere at stoppe i opløbet end når det først er blevet til en vane.

Dermed ikke sagt, at opgradering aldrig er en fordel, eller at der aldrig skal være plads til forbrug. Men det fantastiske ved kun en gang imellem at smide penge efter luksus er, at det giver en særlig fornøjelse, som et dagligt luksusforbrug ikke giver.