Hvilken bil skal jeg købe? – En guide til kommende bilejere

Biler til salg

Efter knap 20 år med kørekort, ejerskab af fem ret forskellige bilmodeller og nærmest religiøs budgetlægning har jeg efterhånden nogen erfaring med bilejerskab og ikke mindst udgifterne ved at eje en bil.

Mange kommende bilejere har sikkert de samme spørgsmål, som jeg havde den gang, jeg skulle vælge det første køretøj. Måske er man nyuddannet og leder efter en bil, som er pålidelig og billig i drift. Men hvilken?

Denne guide har til formål at give tilstrækkelig indsigt til at kunne træffe en velovervejet købsbeslutning, der passer til ens egne behov. Og som samtidig ikke bliver en større hindring på vejen mod økonomisk frihed.

Indholdsfortegnelse

Overvej behovet

Alt for mange køber bil med følelserne frem for en grundig overvejelse over, hvilket formål den skal opfylde. Og det bliver let dyrt, for følelserne har det med at koste mere end fornuften.

Så tænk over, hvad din bil skal bruges til. Hvilke krav stiller du til dit fremtidige køretøj mht. til plads, motorstørrelse mv.? Hvad er et absolut must for dig, og hvad er blot nice to have?

Skal der krog på?

Skal du trække en trailer eller campingvogn, så er de helt små biler udelukket. Der er brug for en større motor.

Hvor stor en trailer, ønsker du i så fald at trække? Der er ganske betydelig forskel på motorstørrelsen (og prisen) på en bil, der kan trække 1.000 kg i forhold til 1.500 kg. De fleste mindre biler kan let trække 1.000 kg.

Bemærk, at en almindelig trailer til haveaffald og den slags typisk kun har en totalvægt på 500 eller 750 kg. For campingvogne og for trailere med totalvægt over 500 kg skal man til betale endnu en årlig afgift til staten.

Hvor langt skal der køres?

Skal du køre langt til arbejde eller besøge familien i den anden ende af landet hver weekend?

De lidt større biler er generelt mere behagelige at køre langt i. Der er typisk lidt mindre støj i kabinen og bedre sæder. Samtidig føles de også lidt mere trygge blandt lastbilerne på motorvejene.

Man kan dog godt køre lejlighedsvis lange ture i en lille bybil. Vi kørte flere gange til Tjekkiet i vores Škoda Citigo for år tilbage. Det kan sagtens lade sig gøre, men anbefales dog ikke, hvis man gør det ofte.

Skoda Citigo
Škoda Citigo

Hvad med børn i bilen?

Hvis du er ung, og måske i nærmere fremtid skal have børn, så vil jeg gerne gøre opmærksom på, at man sagtens kan have både barnevogn og såvel ét som to børn i en mikrobil.

Begrebet “familiebil” er vist mest af alt opfundet for at få familier til at købe de dyrere modeller. Ja, en stationcar er lettere til familier med to eller flere børn, man ikke en absolut nødvendighed.

Når børnene bliver store, kan det måske være rart at have lidt mere plads, men selv fire velvoksne mennesker kan sagtens være i en mikrobil, så længe turene ikke bliver alt for lange.

Bil som statussymbol

Vi vil alle gerne imponere andre, men vil vi gøre det på bekostning af vores frihed?

Vil du bruge mange, mange tusinde kroner på at købe et statussymbol, som måske misunder din nabo og nogle tilfældige forbipasserende, eller vil du spare pengene, så du har frihed til at træffe dine egne valg i tilværelsen?

Ford Mustang

Nej, det tænkte jeg nok, så køb hvad du har brug for – ikke hvad andre måtte tænke om dig.

I øvrigt er de fleste ligeglade med, hvilken bil du kører i. Mange kan ikke kende forskel på en Opel og en Jaguar, og endnu flere har travlt med deres eget liv og egne bekymringer, til at bemærke hvad du kører i.

Men hvis du gerne vil have at din bil, skal udsende et signal til omverdenen, så overvej, om ikke det signal kan sendes på en prisvenlig og fornuftig måde. Fx en lidt ældre model af luksusbilen, som du er villig til selv at vedligeholde.

Eller måske er det tilstrækkeligt blot at holde din budgetvenlige bil pæn, ren og rustfri. En pæn bil sender om noget et positivt signal, uanset mærke og model.

Holdbarhed

Dermed ikke sagt at mærket er ligegyldigt. Nogle bilmærker holder meget længere og er betydeligt billigere at vedligeholde end andre. Heldigvis for os med økonomisk fornuft, er mange af de mere prisvenlige biler samtidig også de mest holdbare.

Dertil er der nogle mærker, som ruster lettere end andre. En ikke helt ligegyldig faktor her til lands, hvor luften er fugtig og vejene saltes. Ruststatistikken er den primære årsag til, at min forrige bil var en Renault Clio i stedet for den på mange punkter sammenlignelige Citroën C3.

Glem gensalgsprisen

Det ellers udbredte råd om at købe en dyrere model pga. en højere genslagspris er sjældent en fornuftig strategi.

Dels fordi man jo betaler mere for måske at kunne sælge til en lidt højere pris i fremtiden. Men også for der er så mange ubekendte variable i spil, at salgsprisen er umulig at forudse.

Du aner ikke, hvad du kan få for din bil i fremtiden, eller hvornår du regner med at sælge den. Om du overhoved sælger den, eller kører den til hjulene falder af.

Find hellere en bil, der passer til dine krav, som du forventer at beholde, indtil den falder fra hinanden. Uden skelen til den forventede genslagspris.

Benzin- eller dieselbil

Valg af brændstof kan betyde rigtig meget for din biløkonomi. Benzinbiler er bedre til kortere ture, hvorimod dieselbiler kan være billigere til lange ture.

I Danmark er prisen på diesel lavere end benzin. Samtidig kører dieselbiler længere på literen end en tilsvarende benzinbil. Derfor er dieselbiler billigere at køre i.

Dertil har dieselbiler et højere drejningsmoment, hvilket tillader dem at trække en større trailer i forhold til en tilsvarende benzinbil med samme antal hestekræfter.

Desværre er dieselmotor ikke optimale til mange kortere ture under 30 km, da partikelfileret ellers soder til. Dertil er dieselbiler dyrere i ejerafgift og dyrere i indkøb, og derfor kan det kun betale sig at købe en dieselbil, hvis man kører relativt mange og lange ture.

Det skal dog tilføjes, at en dieselbil, der kører langt på literen, ikke koster alverden i afgifter, og derfor hurtigere vil kunne spare pengene hjem i form af lavere brændstofudgift i forhold til en mindre energivenlig benzinbil.

Figuren herunder illustrerer forskellen i udgifter til brændstof og ejerafgift mellem to meget ensartede biler med hhv. benzin- og dieselmotor.

Benzin- vs dieselbil
Škoda Octavia 1,0 TSi 115HK (benzin) sammenlignet med
Škoda Octavia 1,6 TDi 115HK (diesel)
Klik for fuld opløsning

Hvis du kører lange ture, og er i tvivl om, hvad der bedst kan betale sig, kan du oprette en bruger på bilbasen.dk. Her er det muligt at indtaste “sin” bil og sammenligne den med andre modeller.

I eksemplet nedenfor er vores Volvo diesel sammenlignet med en benzindrevet Škoda til nogenlunde samme brugtbilspris. I eksemplet betaler vi en højere årlig ejerafgift men sparer i alt ca. 1.000 kr., når brændstofforbruget medregnes.

Udgiftsammenligning af to biler

Hvad med elbilerne?

Personligt ville jeg endnu ikke købe en elbil, og det er der flere grunde til (opdatering: læs hvorfor vi købte elbil i 2022).

Ja, elbiler er på papiret mere pålidelige end biler med forbrændingsmotor. Men de moderne elbiler er stadig i deres barndom, og der kan være mange børnesygdomme og uventede overraskelser, som producenterne endnu ikke er bekendte med. Sådan er det næsten altid med de første generationer af et nyt produkt.

En moderne forbrændingsmotor kan holde i årtier, hvis man vedligeholder den. Men et batteri vil blive dårligere og dårligere efter hver opladning. Om nogle år står du med et nedslidt batteri med meget kort rækkevidde og udsigten til at skrotte bilen eller betale en formue for et nyt batteri. Især hvis den er købt brugt.

For slet ikke at tale om selv nye batteriers begrænsede rækkevidde, og glem alt om at hægte en trailer bagpå en budgetvenlig elbil.

Elbil, Renault Twizy

Samtidig koster elbiler stadig betydeligt mere end tilsvarende biler med forbrændingsmotor, og der vil sandsynligvis ske rigtig mange forbedringer med teknologien i de kommende år, som bringer priserne ned.

Der er kort sagt for mange ubekendte og negative faktorer mht. til elbiler. Hellere vente fem eller ti år, og i mellemtiden lade de utålmodige elentusiaster om at finde fejl og mangler.

El elbil kan dog måske give mening, hvis man primært skal futte rundt i byen med sjældnere ture ud i det omkringliggende landskab. Men man skal forvente at betale +25% mere for en brugt elbil.

Hvad med sikkerheden?

Euro NCAP tester og tildeler biler en sikkerhedsrating. Det er frivilligt for bilproducenterne, om de vil deltage, man langt de fleste er med i projektet.

Måske er den årgang, du overvejer at købe, ikke med på listen, men det hænger typisk sammen med, at de samme modeller oftest bliver produceret over flere år. Nogle gange ændrer de lidt på designet (facelift), men det ændrer typisk ikke synderlig på sikkerhedsniveauet.

De fleste nyere biler får ganske fine ratings, og jeg ville ikke gå så meget op i, om den scorer 10%-point mere eller mindre i en kategori. Bare den ikke er meget lavere end gennemsnittet.

Det er også en god idé at kigge på hvorfor to biler har forskellig rating. Der er mange faktorer som spiller ind, og nogle faktorer er ikke lige vigtige for alle.

Et argument for altid at købe ny bil, som jeg ofte støder på, er, at de ældre biler ikke er lige så sikre. Det er til dels sandt, men med meget stor variation.

Selv ældre gamle biler kan have masser af sikkerhedsudstyr og være langt mere sikre end nogle helt nye biler. Se fx denne Škoda Octavia fra 2013 sammenlignet med nyeste udgave af Dacia Duster:

Køb en kedelig bil

En kedelig bil er en mindre bil med få hestekræfter og lav acceleration, som ikke kan køre stærkt og som ikke har et imponerende logo på fronten.

Kedelig bil

En kedelig bil er også en billig bil. Både i købspris, men bestemt også i form at driftsudgifter. Der er flere grunde til, at en stor bil med en kraftfuld motor koster langt mere at eje og bruge:

  • Forsikring er dyr. Især for unge bilister med første bil. Hvis man dertil køber en bil med mange hestekræfter, så stiger forsikringen mange gange.
  • Stor motor betyder alt andet lige også større brændstofforbrug.
  • Et højere normeret brændstofforbrug koster mere i ejerafgift.
  • Dyrere biler er ofte (ikke altid) dyrere at vedligeholde. Dels har sjove biler typisk flere funktioner, som kan gå i stykker, og dels koster reservedelene ofte mere.

Overvej, om din bil skal være legetøj, statussymbol eller slet og ret et transportmiddel. Hvor meget vil du betale ekstra for de to første ting?

Køb en mindre bil

Ulempen ved store biler er både pris, forsikring og et ofte lavere brændstofforbrug. Fordelene ved større biler er primært to ting:

  • De må ofte trække en tungere trailer/campingvogn
  • Bedre plads på bagsædet

En mindre bil er rigelig til de flestes behov. Store biler koster langt mere at købe, og selvom de med tiden falder i værdi, er de næsten altid dyrere end en mindre bil af tilsvarende alder og stand.

Hvad med plads til indkøb, barnevogne, tasker?

Selv en mikrobil har rigelig med plads til langt de fleste hverdagsbehov. Man skal virkelig købe stort ind for at mangle plads til dagligvarerne, og der kan sagtens være et par kufferter i bagagerummet. Ja, selv en barnevogn eller klapvogn kan med lidt god vilje være i flere af de mindste bilmodeller.

Og hvis man ikke benytter bagsæderne, kan de oftest slå ned og dermed give ganske meget bagagerumsplads.

Bil bagsæder foldet ned

Mangler der alligevel plads til tasker, barnevogn og andet grej?

Selv små biler kan få ekstra plads for en overkommelig pris. Se denne glimrende video fra FDM:

Et anhængertræk kan således være ganske brugbart på selv små biler, hvis man ønsker et ekstra bagagerum. Den slags ekstraudstyr er jo ikke gratis, men det er langt billigere end at købe en større bil.

Ikke dermed sagt at stationcar-udgaven af en mellemklassebil ikke gør livet lettere, men det er ikke altid en nødvendighed. Især ikke hvis der sjældent er brug for bagsædepladsen.

Køb en lettere brugt bil

Egentlig vil jeg helst foreslå at købe en velholdt, brugt bil med flere år på bagen og over 100.000 på kilometertælleren.

Det skyldes, at man med en brugt bil får langt mere for pengene, fordi biler især mister gensalgsværdi i de første år, hvorefter afskrivningerne blive mindre drastiske.

Grafen nedenfor illustrerer, at der er noget om den udbredte påstand om, at en ny bil mister 20% af værdien, den dag man kører ud over kantstenen hos forhandleren.

Værdiudviklingen af en typisk bil. Kilde DR via data fra Bilbasen.dk
Klik for fuld opløsning

En brugt bil har således allerede haft de dyreste afskrivninger, og i øvrigt er fx 150.000 km ingenting for en velholdt, moderne bil.

Men det er blot gennemsnitsbetragtninger, og det kan være meget svært at se, om en konkret bil er velholdt. Et godt sted at starte er dog servicehæftet, hvor værkstederne noterer, om serviceintervallerne er overholdt. Dertil er der ganske betydelige forskelle i bilmærkers forventede levetid, fra Kias 15 år til Volvos 21.

Alt andet lige er der ganske stor risikoforskel mellem at købe en 3 år gammel model og en 10-årig. Som helt ny bilejer ville jeg derfor som udgangspunkt ikke købe 10-årig bil, men i stedet finde en god, næsten ny model med 2 – 4 år på bagen.

Hvorfor 3-årig bil er billigere end en ny

Lad os illustrere besparelsen med et regnestykke:

  • En tilfældig ny bil koster 200.000 kr.
  • Efter 3 år og 60.000 km. er den faldet til 112.000 kr.

Hvis man køber bilen helt ny og 12 år senere sælger den til 16% af den oprindelige pris, da svarer alene købsprisen således til 14.000 kr. årligt.

Hvis man i stedet køber en 3 år gammel tilsvarende bil og sælger den 9 år efter, har den kun kostet 8.889 kr. årligt.

I figuren nedenfor har jeg tilføjet en kurve, som viser forholdet mellem en bils alder på købstidspunktet og den årlige købspris, hvis man sælger den videre, når den er 12 år gammel.

Klik for fuld opløsning

Her skal man dog være opmærksom på, at ældre biler også kræver mere vedligehold og har større sandsynlighed for at måtte skrottes. Derfor vil den orange kurve reelt være mere flad end på figuren ovenfor.

En velholdt, ældre bil vil dog næsten altid være billigere at købe og eje sammenlignet med ny af samme model.

Argumentet for en ny bil

Dermed ikke sagt, at en fabriksny bil ikke kan være et økonomisk fornuftigt køb, hvis det vel at mærke er muligt at betale den kontant, og såfremt at man planlægger at beholde den i mange, mange år fremover.

Her vil du skulle skulle acceptere den store afskrivning i de første år, men vil samtidig have en bil, der bliver passet og plejet som en baby, og som du derfor vil have glæde af langt ud i fremtiden.

Udfordringen er dog, at mange unge bilister senere ønsker at opgradere til en bil, som har plads til en lidt større familie, kan trække en trailer/båd/campingvogn eller køre længere ture til udlandet. Og så kan man kun sælge sin (nu brugte) bil med en betydeligt større tab.

Skal jeg købe en gammel bil?

Hvis du ikke har brug for en pålidelig bil, som skal fungere hver morgen, så kan en gammel spand også være et glimrende valg. Men køb kun en gammel bil, hvis du bevidst lægger penge til side til reparationer, og/eller synes det er sjovt selv at rode med reparationer.

Der findes masser af gode, gamle biler med mange kilometer på tællerne, som fortsat har mange leveår tilbage. Og en gammel bil er så billig at købe, at der er rigeligt med overskud til at reparere ting og sager. Man kan også blot vælge at leve med enkelte fejl og mangler, så længe den er i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand.

At være amatørmekaniker giver anledning til betydelige frustrationer, men samtidig kan det være svært tilfredsstillende. Hvis du vælger at købe en gammel bil og kaste dig ud mekanikerarbejdet, så findes der masser af god info på YouTube, hvor jeg især vil anbefale ChrisFix og Scotty Kilmer.

Overvej også at købe Haynes-manualen for netop din bil. Det er muligt at finde gratis vejledninger til de fleste vedligeholdelsesopgaver for de fleste bilmodeller på internettet, men Haynes bøgerne koster ikke alverden og er virkelig gode og letforståelige opslagsværker med vejledninger, overblik over serviceintervaller og -opgaver mm.

Lunar Rover Manual | Haynes Manuals

Hvad ville jeg købe som første bil?

Hvis jeg var 22 og kommende ny bilejer, ikke kørte voldsomt mange kilometer og ikke skulle bruge en trailer, så ville jeg købe en næsten ny mikrobil. Fx en 2 – 3-årig VW Up! eller Škoda Citigo med 40-60.000 km på tælleren til 70.000 kr.

Hvis der var behov for lidt længere ture, ville jeg købe en tilsvarende 3 år gammel Škoda Fabia med 90-100.000 – km på tælleren til omtrent 100.000 kr.

Begge disse biler bør kunne holde de næste mange år, og vil være relativt billige i forsikring, ejerafgift, vedligehold og brændstof.

Skoda Citigo og Fabia
Škoda Citigo (tv) og Fabia

Bemærk, at dette kun er eksempler – ikke mindst fordi valget er meget individuelt. Hvis man lidt flere penge sparet op (og behovet er der) kan en lettere brugt Toyota Yaris fx også være et godt bud. De koster 20-30.000 kr. mere end en tilsvarende Fabia, og bør kunne holde i årtier.

Senere, efter at have kørt flere år skadefrit, ville jeg eventuelt næste gang købe en lidt større bil (igen, hvis behovet var der) uden at betale en formue i forsikring. Da ville jeg også have mere erfaring med, hvad det indebærer at være bilejer, og lettere kunne finde en ny bil, som passede til netop mine behov.

To budgeteksempler for unge bilejere

Lad os antage, at vedkommende er 22 år gammel, køber sin første bil og kører 20.000 km. årligt:

Škoda Citigo 2018
51.000 km
Škoda Fabia 2017
98.000 km
Købspris71.900 kr.99.900 kr.
Brændstof7.608 kr.8.724 kr.
Ejerafgift1080 kr.*660 kr.
Forsikring4.104 kr.4.823 kr.
Månedlig driftsudgift1.066 kr.1.183 kr.
*Den højere afgift skyldes afgiftsstigning for biler registreret første gang fra 3. oktober 2017.

Begge biler er glimrende muligheder med ganske begrænset forskel i driftsomkostninger omend 28.000 kr. højere købspris for den større Fabia.

Dertil svarer de 47.000 km forskel på tælleren til over 2 års kørsel. Det betyder også noget, omend de begge burde have mange, mange tusinde kilometer tilbage.

Derudover skal tillægges forventede udgifter til løbende vedligehold mv. Læs også Hvad koster det at have bil?

Skal jeg købe brugt bil privat eller fra forhandler?

Hos brugtbilforhandlere har man reklamationsret, hvilket du ikke har krav på ved private sælgere. Derfor skal prisen på to ens biler være betydeligt lavere hos private end hos bilhandleren.

Personligt har jeg hidtil altid købt bil hos en forhandler. Selvom jeg efterhånden har rodet en del med biler, er jeg langt fra mekaniker, og kan ikke umiddelbart fange alle skjulte fejl og mangler.

Forhandlere skal give mindst 2 års reklamationsret – i praksis ofte 6 måneder, da bevisbyrden herefter overgår til køber. Men privat bilsalg kommer ikke med reklamationsret. Og det er også helt fint, så længe at køber enten selv kan ordne det meste, eller at besparelsen er tilstrækkelig stor til at kunne dække en uventet tur på værkstedet.

Jeg ville derfor ikke udelukke at købe privat, hvis besparelsen er høj nok. Men jeg oplever, at private sælgere ofte prissætter på niveau med forhandlerne. Måske kigger de på Bilbasen og sætter prisen derefter.

Men hvis man betaler næsten det samme begge steder, hvorfor så ikke vælge muligheden med reklamationsret? Dertil kan man inden købet forhandle om at få udbedret fejl og mangler, ny tandrem mv. Det kan de færreste private sælgere tilbyde. Til gængæld er nogle private muligvis lettere at forhandle om prisen med.

Dermed ikke sagt at man ikke kan gøre gode handler hos private sælgere, men det er desværre ikke så ofte, som jeg kunne ønske mig.

Dog betyder købeloven ikke ret meget, hvis behovet for reklamation opstår, og forhandler ikke vil vedkende sig ansvaret. Det er naturligvis muligt at klage til Ankenævn for biler, men gider man virkelig møllen igennem?

Derfor er det en god idé at handle hos en forhandler, man har en vis tillid til, og som måske endda håber på at få dig som kunde på værkstedet fremover.

Nogle sidste tips

Hvis du har udset dig en brugt bil, så slå den op på tjekbil.dk for en estimeret værdi. Sitet viser forventet pris, hvis man sælger til en forhandler.

Selv hvis du handler privat, kan det være fint at se, hvad en forhandler ville give for bilen. Forhandlere betaler meget mindre end private for brugte biler, fordi de skal sætte dem i stand, udbedre eventuelle fejl og mangler og samtidig tjene til dagen og vejen.

Kendskab til forhandlerpriserne for en brugt bil giver dig derfor et godt udgangspunkt for forhandling. Tjekbil.dk viser i øvrigt også meget anden information vedr. antal tidligere ejere, synsrapporter og andet godt, som er værd at notere sig.

Slå dertil bilen op på Bilbogen for at bekræfte, at der ikke er restgæld. Ellers overtager du gælden, når du underskriver købskontrakten.

Det første bilkøb kan være en lidt nervepirrende oplevelse, fordi der er en del at holde styr på, og fordi det jo ofte drejer sig om ganske store pengebeløb. Men med lidt forarbejde går det sjældent helt galt. Sørg blot for aldrig at købe mere bil, end du let kan betale og vedligeholde.

Pengepugeren

Hej, jeg er Pengepugeren. Mit borgerlige navn er Rasmus Firla-Holme, og jeg bor på en lille ø sammen med Fru Pengepugeren og vores to drenge. Jeg har mange interesser, hvoraf penge og privatøkonomi er blandt de største. Jeg elsker tal og at lægge budget, men mest af alt elsker jeg den frihed, som en velfungerende privatøkonomi har givet vores familie. Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du hurtigt bliver rig. Men jeg kan give gode råd funderet i egen erfaring, sund fornuft og lidt simpel matematik, som hjælper dig til på få år at opnå tilstrækkelig økonomisk frihed til at træffe dine egne valg i stedet for at være bundet til et job.

11 kommentarer til “Hvilken bil skal jeg købe? – En guide til kommende bilejere

  1. Hej Rasmus, super god og grundig artikel, synes jeg!
    Men, men, men ;-)
    Det er ærgerligt, at du med det samme afskriver elbilen?
    I dine eksempler foreslår du, at sælge bilen når den er 9 år gammel.
    Jeg vil tillade mig, at komme med det postulat, at en Renault Zoe fra 2015 til 80.000kr med < 100.000km på tælleren vil være et lige så godt alternativ, til den unge bilkøber. Alene brændstofomkostningerne udgør under halvdelen af det Fabiaen bruger, så hvis du kører i den i 6 år har du sparet 24.000kr, og driftsomkostningerne er ligeledes væsentlig lavere på en elbil end en fossil-bil.
    Jo mere du køre, jo mere mening giver elbilen :-)
    Og ja, så kan du blære dig lidt med at være “grøn” og redde planeten samtidigt (det er det de unge vil ha :p ). Og ja, jeg ved godt at du kan finde et vælg af artikler der påstår, at elbilen sviner lige så meget som fossilbilen. Her skal man nok være rimelig kildekritisk, og notere sig hvem der står bag den slags artikler. Jo grønnere strøm du putter på den, jo grønnere er den. Tilsvarende er naturligvis tilfældet, hvis du putter “sort” strøm på den. Under alle omstændigheder vil omgivelserne nok sætte pris på manglen på udstødningsgasser :-)

    1. Hej Nick

      Tak for både rosen og for den konstruktive kritik :-)

      Jeg mener dog ikke, at jeg helt afskriver elbilerne – kun for for nuværende og for de flestes behov.

      Der var så vidt jeg husker en del problemer med Renaults tidlige elbiler. En elbil fra 2015 har tillige brugt fem af batteriets forventede otte leveår, hvorefter et batteriskift så vidt jeg er orienteret vil koste mere, end man typisk skal betale for en helt ny motor i en benzinbil.
      Andre lejer batterierne, og så får man vel et nyt batteri – går jeg ud fra. Men det koster i stedet et fast, månedeligt gebyr.
      Dertil Zoes korte rækkevidde med en teoretisk maksimum på 250 km.

      Dermed ikke sagt, at Zoe ikke potentielt kan være en god bybil. Der er blot en del ubekendte, man bør undersøge inden købet.

      Eksemplerne med at sælge bilen som 9-årig er forresten kun pga. manglende data. En moderne bil burde holde i mindst 15 år.

  2. Pingback: Investering i pantebreve: Fordele og ulemper - Pengepugeren
  3. Hej Rasmus
    Er for nyligt stødt på din blog.
    Min kone og jeg er snart færdige med at studere og vi har en målsætning om et gældfrit liv, med en arbejdsuge som helst ikke skal overstige de 30 timer.
    Har kun fået læst et par artikler her på siden, men de er guld værd når vi har den målsætning som vi har.
    Så jeg vil lige sige tak for dem.

    Jeg skriver på den her artikel fordi vi højst sandsynligt skal bruge en bil når vi er færdiguddannede om et år.
    Det skyldes blandt andet at vi flytter til en kommune, der giver tilskud til hjemmepasning og med væsentligt billigere husleje. Det betyder dog at det nok vil blive nødvendigt med bil da arbejdspladsen placering vil kræve transport. Derudover bor vores familie og venner godt spredt rundt i landet og dem vil vi meget gerne kunne besøge mere end vi gør nu, hvor vi er hæmmede af de offentlige transport muligheder.
    Vi er førstegangs bilejere og har et barn, men forøger nok snart med et til :D
    Ville lige høre om du har et eksempel på en familiebil som man kunne tage udgangspunkt i når jeg skal til at lede?
    Mange tak for dine gode og informative artikler, de er som sagt guld værd.
    Mvh Nikolaj

    1. Hej Nikolaj

      Super målsætning!

      Jeg ville kigge på en lettere brugt mikrobil. Vi har pendlet og kørt landet rundt i Škoda Citigo med både et og to børn og masser af oppakning. Trillingerne (VW Up, Citigo og Seat Mii) er helt fine til langt det meste, bortset trailertræk. Toyota Aygo er vist også en glimrende bil, og Toyota producerer holdbare biler.

      Mange vil påstå, at mikrobilerne er for små til en familie, men hvor hårdt er det at sidde lidt sammenklemt under køreturen sammenlignet med at arbejde utallige timer ekstra for at afdrage et billån?

      Med lidt held bliver det også fremover mere udbredt helt eller delvist at arbejde hjemmefra, så måske slipper I for at pendle hver dag :-)

      1. Tak for svaret.
        Jeg vil klart kigge ind i mikrobils markedet efter en løsning.
        Har et andet spørgsmål, som dog ikke på relatere sig til biler.
        Mener jeg læste et sted at du hjemmeunderviser dine børn. Har du overvejet at skrive en artikel om det?

        1. Jeg har tænkt på det, men hjemmeundervisning (uncshooling) har jo ikke så meget med penge at gøre. Jeg leger lidt med tanken om måske at gøre det via et andet medie.

          1. Man kunne jo undervise sit barn i at holde styr på sin økonomi :D
            Men nej det er nok lidt off-topic.
            Under alle omstændigheder ville jeg i hvert fald meget gerne læse en artikel om det, så håber den vil være til at finde hvis du benytter et andet medie.

  4. Super fed artikel som giver rigtig mange pointer og guldkorn til indkøb af bil. Af ren nysgerrighed hvilken bil(du skriver Volvo) har du selv og hvorfor?

    1. Mange tak :-)

      Vores nuværende bil er en Volvo V50 fra 2010. Den blev købt til en god pris, efter vores tidligere desværre blev totalskadet: https://anchor.fm/pengepugeren/episodes/Hvad-sker-der–nr-man-involveres-i-et-biluheld-i-udlandet–Kronede-dage-S02E18-ehj35c/a-a2rlgle

      Årsagen til valget er primært, at den kører langt på literen for en bil, der må trække 1.500 kg.

  5. Pingback: Elbil eller diesel-/benzinbil: Hvad er bedst? - Pengepugeren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Seneste artikler

Copyright © 2024 Pengepugeren. Alle rettigheder forbeholdes.
HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com