Hvad har historisk set bedst kunne betale sig: At følge det såkaldte ‘dollar cost averaging’ princip, eller at investere løbende over en længere periode?
Dollar Cost Averaging (DCA) er en investeringsstrategi, som består i med faste intervaller (ofte en gang om måneden) at investere et fast beløb i fx aktier. Investeringen foregår uden skelen til markedsfaktorer, herunder hvorvidt aktiekursen er høj eller lav.
Dollar Cost Averaging bliver ofte hyldet som en af de mest effektive strategier til investering i aktier. Logikken i konsekvent at investere det samme beløb måned efter måned uden hensyn til prisudviklingen, er, at man dermed både investerer når kursen er høj og når den er lav. Dermed køber man til gennemsnitskursen i stedet for at sætte alle sine penge på højkant kort forinden et markedskollaps.
Som så mange andre har jeg også været af den holdning, at DCA var den sikreste metode. Men jeg har samtidig længe være i tvivl om, hvorvidt renters-rente effekten modsvarer (eller overgår) gevinsten ved at investere løbende. Altså, om det ikke bedre kan betale sig at investere alle sine penge med det samme, i stedet for at sprede investeringerne ud over en længere periode.
Ja, DCA har den fordel, at man køber til gennemsnitsprisen og dermed får gennemsnitlige afkast. Men en stor engangsinvestering (Lump Sum eller LS) har derimod et stærkere udgangspunkt. Selv hvis man køber aktierne i en periode, hvor aktiemarkedet er dyrere end gennemsnittet, vil det større udgangspunkt have betydelig positiv effekt på en langsigtet portefølje.
Hvad er mest effektivt? Dollar cost averaging eller lump sum?
For at få svar på det spørgsmål har jeg indhentet historiske markedsdata med henblik på at beregne og sammenligne afkastet af de to strategier over intervaller på 15 år. Dvs. for alle perioder, hvor investor startede med at investere i en given måned og 15 år (169 måneder) senere opgjorde porteføljens værdi.
Grafen herunder viser afkastet af 100.000 investeret for hvert af alle 15-års intervaller i perioden december 1927 til december 2005. Eksempelvis afspejler punktet 1. december 2005 værdien af en portefølje, hvor første investering blev foretaget ved udgangen af december 2005 og porteføljens værdi opgjort i december 2019.
(Klik på billedet for fuld opløsning)
Alene ud fra en visuel vurdering af grafen er det tydeligt, at Dollar Cost Averaging ofte underpræsterer i forhold til Lump Sum. Her er nogle nøgletal på baggrund af de 937 potentielle 15-års intervaller:
- I 829 tilfælde (88,5%) gav LS et højere afkast. DCA “vandt” kun 108 gange (11,5%).
- I de perioder, hvor LS havde et lavere afkast, var forskellen i gennemsnit 31%. I perioder, hvor DCA havde et lavere afkast, var forskellen i gennemsnit 119%.
- Det allerbedste interval for LS (juli 1984 til juli 1998) medførte et afkast på 644%. Det allerværste interval (august 1929 til august 1943) gav et tab på 63%.
- Det allerbedste interval for DCA (december 1986 til december 1999) medførte et afkast på 250%. Det allerværste interval (april 1928 til april 1942) gav et tab på 34%.
- Medianafkastet for alle intervaller var hhv. 145% (LS) og 69% (DCA).
Kort sagt: I 88,5% af alle mulige 15-års intervaller, gav LS et højere afkast end DCA. I de fleste tilfælde var afkastet sågar mere end dobbelt så højt.
DCA vs. LS
Et argument for at benytte Dollar Cost Averaging frem for Lump Sum er, at afkastet måske er lidt lavere, men at risikoen også er tilsvarende lav. For langsigtede investeringer ser det dog ud til kun at holde stik i meget begrænset omfang. Ikke alene har afkastet for LS oftest været mindst dobbelt så højt, men der var også en anelse færre intervaller med negative afkast (41 mod 48). Dog har tabet i disse (meget få) tilfælde gennemsnitligt været større for LS, hvor DCA-strategien har været mere effektiv til at begrænse et eventuelt tab.
Bemærk også, at LS kun havde medført negativt afkast, såfremt man havde investeret i de første 41 måneder omkring Depressionen. Herefter var der ikke ét eneste interval med negativt afkast. For DCA-strategiens vedkommende var Depressionen en mildere omgang. Til gengæld var der efterfølgende 33 perioder, hvor strategien ville have medført et negativt afkast.
De seneste 92 år har Dollar cost averaging ikke været den bedste strategi – hverken med hensyn til afkast eller risiko. I knap 90% af alle 15-årige intervaller siden 1927 har den bedste strategi derimod været at investere så meget som muligt så hurtigt som muligt. Den eneste mærkbare fordel ved at benytte DCA har været, at det begrænsede tabet i perioden omkring Depressionen.
Samtidig har forskellen mellem de to strategier ikke blot været på marginalerne. Når DCA outperformer, er det i gennemsnit ca. 30% højere, hvorimod LS i gennemsnit har givet mere end dobbelt så høje afkast som DCA.
Ved at investere alt hvad man kan så hurtigt som muligt, drager man således størst mulig nytte af renters-rente effekten. Og i langt de fleste tilfælde oversigter det langt ulempen ved potentielt at investere på det “forkerte” tidspunkt, hvor markedet er dyrere end normalt.
Hvornår giver dollar cost averaging mening?
For mit eget velkommende har disse observationer ændret mit syn på dollar cost averaging. Tidligere ville jeg have spredt et større beløb over mange måneder, men i dag ville jeg være langt mere tilbøjelig til at investere mest muligt på én gang, med mindre helt særlige omstændigheder talte imod det.
Det siger dog sig selv, at man ikke kan investere penge, man ikke har adgang til. For investorer med faste, løbende indtægter, kan DCA være den eneste reelle mulighed. Det er også lettere at budgettere med faste beløb og at opsætte automatiske månedlige overførsler.
Resultaterne ovenfor viser også blot, at LS har været den mest effektive langsigtede strategi, men ikke alle investerer over en 15-årig periode. Konklusionen kan meget vel være anderledes for 3, 5 eller 10-årige perioder, hvor DCA muligvis er mere effektiv til at håndtere markedets kortvarige udsving.
… I øvrigt er historiske data, som bekendt, ikke en garanti for fremtidig udvikling. Det gælder i særdeleshed også for aktiemarkedet. De næste 92 år vil sandsynligvis se meget anderledes ud end de seneste 92 år. En strategi der virkede før i tiden, er muligvis ikke den mest effektive fremover.
LS kræver at man har alle pengene til rådighed på en gang.
Hvis man har det er det vel muligt at man for DCA investere resten af beløbet i let omsættelige papirer som har lav volatilitet – Der jo ingen der siger at de bare skal samle støv.
Jeg synes det er lidt forkert at sammenligne de to metoder uden at forholde sig til hvad man gør med den del af pengene som ikke investeres
Hej Henrik
Du har en relevant pointe i, at man kan investere de “frie” midler i fx obligationer i mellemtiden. Det ville dog tilføje en masse andre faktorer, som rækker ud over spørgsmålet om, hvorvidt DCA i sig selv er en bedre strategi.
Men det kunne absolut være en interessant analyse.
Og virker det så ikke helt “tosset” at smide alle sine penge ind i markedet nu, hvor det hele er så højt prissat??
Jo, jeg har det på samme måde. Men hvis vi kigger på den grå linje i grafen, har der været langt flest perioder med historisk høje kurser, hvor LS-kurven alligevel ligger over DCA.
Det kunne været interessant at dykke ned i andre variable (fx. P/E), for at se, om det ændrede resultatet.
I en verden hvor gæld er gratis, er prissætningen ligegyldig
Fedt at have data på de to forskellige tilgange. I den sidste ende er det nok op til ens temperament, mavefornemmelse og måske fornemmelse for markedet.
Mange mener man ikke kan time markedet, men nogle gange ER der bare nogle ting på tilbud derude :)
Halløj, hvis jeg smider f.eks. 100.000 ind i 2 indexfonde og efterfølgende køber løbende hver md. For det same beløb? Er det en dårlig idé, i forhold til at købe for samme beløb hver md uden en start sum? Mvh Christian
I følge ovenstående, så vil en stor engangsinvestering have større sandsynlighed for at give et højere, langsigtet afkast, end hvis pengene fordeles ud over en længere periode.
Men det er jo svært at vide, i hvilken grad fremtiden vil ligne fortiden.