Historiske bobler #3: South Sea boblen

Næsten præcis samtidig med at det franske folk lod sig narre af en skotsk nationalbankdirektør, havde deres naboer i nord lige så travlt med at blive bondefanget med tilsvarende løfter om hurtig rigdom ved handel med kolonierne. På mange måder er historien om South Sea boblen meget lig den franske fortælling, men dog mere kaotisk og endte heller ikke helt så heldigt for den engelske stat.

Denne artikel om South Sea boblen (eller Sydhavsboblen) er tredje afsnit i Pengepugerens serie om historiske bobler. Du kan læse de forrige afsnit her:

Følg med i bobleserien

Tilmeld dig Pengepugerens nyhedsbrev, og gå aldrig glip af en artikel. (Vi deler ALDRIG dine data med andre)



Optakten

Indtil 1400-tallet var opdagelsesrejsende stærkt begrænset af, at der ikke fandtes skibe, som muliggjorde transport over store afstande.

Hidtil var rejser uden for rolige og kystnære farvande forbundet med en uacceptabel høj risiko. Det var ikke muligt at sejle mod vindens retning, og man drev let ud af kurs, hvis ikke vinden kom bagfra. Europæiske søfarende var i høj grad afhængige af naturens luner, og de bevægede sig derfor sjældent længere væk end Middelhavet.

Men med karakken og karavellens opfindelse blev det muligt at sejle overalt. Naturligvis fortsat med betydelige risici – særligt i begyndelsen, hvor de søfarende ofte ikke anede hvor længe (eller i hvilken retning) de skulle sejle for at nå land. Men de nye skibe og deres moderne sejl muliggjorde højere hastigheder, sejlads tættere op mod vindretningen og langt større manøvredygtighed end de tidligere typer af sejlskibe.

Som opfinderne af de første oceangående skibe var det Portugal, der begyndte at rejse verden tynd – tæt forfulgt at deres naboer mod øst. Portugisiske søfarere opdagede Madeira og Azorerne, Afrikas kyst og havruten til Indien. I 1492 opdagede Columbus Amerika og lagde dermed grundstenen til den spanske kolonimagt, og i perioden 1519 til 1522 gennemførte en spansk ekspedition historiens første verdensomsejling.

Herefter gik det hurtigt med at kortlægge alle verdenshjørner. På tværs af Atlanten, til Indien og over Stillehavet. Handelsstationer og kolonier blev grundlagt. I første omgang af Portugal og Spanien, men store dele af Vesteuropa fulgte hurtigt trop, herunder England.

Verdenskort, år 1719
“A new and correct map of the whole World”, 1719

I starten af 1700-tallet var det britiske imperium dog fortsat langt fra at være den verdensomspændende stormagt, de senere skulle blive. Kolonier og territorialkrav var etableret i dele af Amerika, Afrika og Indien, men der var betragtelig vej igen. Frankrig og Spanien kontrollerede størsteparten af Nordamerika, britiske sejlere havde stødt på Australien, men først ved udgangen af århundredet blev egentlige kolonier (og fangelejre) iværksat Down Under.

Ikke desto mindre havde briterne store planer om at tjene penge på handel med fjerne lande. Opdagelsestiden havde nået sit sidste stadie, og det meste af verden var mere eller mindre kortlagt. Nu gjaldt det om at lukrere på den nye viden og de teknologiske muligheder.

Den spanske arvefølgekrig

I år 1700 døde den svagelige og barnløse kong Charles II af Spanien.

Da Charles II var den sidste spanske konge fra Huset Habsburg, udløste hans død stor uenighed om, hvem der skulle efterfølge ham på tronen. På sit dødsleje have Charles II udpeget sin grannevø, Philippe af Anjou, som sin arving. Philippe var Ludvig XIVs (Solkongens) barnebarn, så det passede jo glimrende ind i den franske konges kram.

Men en så stærk spansk-fransk alliance huede ikke en række andre europæiske magthavere – herunder det engelske kongehus. De støttede i stedet Leopold I, som var af Habskburgsk slægt og kejser af Østrig-Ungarn.

I 1702 erklærede England, Holland og Østrig derfor krig mod Spanien. En krig som skulle vare mange år frem og blive en dyr fornøjelse for alle deltagere. Også den engelske stat akkumulerede en gæld, der sendte dem på randen af konkurs.

Selskabet

The South Sea Company blev dannet i 1711, imens den spanske arvefølgekrig fortsat rasede.

Selskabet var et såkaldt offentligt-privat partnerskab (tænk Dong/Ørsted) og blev tildelt monopol på al handel med de spanske kolonier i Sydamerika og de vestindiske øer. Til gengæld skulle de opkøbe de gældsbreve, som Storbritannien havde udskrevet for at finansiere krigsdeltagelsen i Spanien.

I spidsen for selskabet stod finansminister Edward Harley i nært samarbejde med bankdirektør John Blunt.

South Sea Company tilbød statens kreditorer at veksle deres statsobligationer til aktier i selskabet. Regeringen skulle så årligt betale 6 % i rente af gælden. En rente som var meget lavere, end staten hidtil havde betalt de private kreditorer.

Men hvorfor skulle de frivilligt bytte højtforrentede gældsbreve ud med aktier i et selskab, der modtog mindre i rente, end de hidtil havde fået?

Det skulle de, fordi South Sea Company havde et lukrativt handelsmonopol. De enorme sydamerikanske rigdomme skulle indbringe afkast, som ville give alle investorer kæmpe indtægter fra selskabets udbetaling af udbytte.

Dertil fik South Sea Company opbakning fra indflydelsesrige mænd i politik såvel som handel og finans. Selv kong George I købte aktier, og hans søn, George II, fik en fremtrædende stilling i selskabet. Alle gjorde de en indsats for at fortælle om denne once-in-a-lifetime investering.

For godt til at være sandt?

I bagklogskabens klare lys kunne man måske anklage investorerne for at have ladet grådighed overskygge sund fornuft og kritisk sans. Og det gjorde mange sikkert også senere hen.

Men det var ikke første gang, at et handelsmonopol havde gjort folk rige. Det britiske East India Company havde på daværende tidspunkt i over 100 år skabt formuer ved handel med Østasien.

Ved sin etablering i år 1600 havde East India Company fået monopol på handel med alle kolonier øst for Kap det Gode Håb og vest for Magellanstrædet i Chile – dvs. Asien og Østafrika. Og det gik ret godt. Faktisk så godt, at East India Company på kort tid efter sin grundlæggelse blev verdens største selskab. De nærmest skovlede penge ind og udbetalte svimlende 40 % i udbytte til aktionærerne. For de som havde købt aktier i tide, var selskabet på alle måder en ufatteligt indbringende investering.

Men det var også svært for nye investorer at købe sig ind i East India Company. Der var i starten af 1700-tallet kun omkring 400 East India-aktionærer, kun få ville sælge ud af deres aktier, og naturligvis kun til skyhøje priser. Hvorfor skulle de ellers opgive en så profitabel investering?

Med etableringen af South Sea Company så mange muligheden for at komme ind i en sydamerikansk udgave af East India Company helt fra den tidlige start. Det kan måske sammenlignes med, at der i dag blev børsnoteret et selskab med statsgaranti for at gøre Microsoft nummeret efter. Det ville næsten være dumt ikke at hoppe på vognen, tænkte mange sikkert.

Den lille handelshurdle

Der var dog en enkelt udfordring, som skulle overkommes, inden South Sea Company kunne indkassere alle de dejlige værdier fra de spanske kolonier. Nemlig at briterne jo var i krig med Spanien. Ja, det Spanien, som kontrollerede størsteparten af Sydamerika.

Forudsætningen for profit var derfor, at Den spanske arvefølgekrig ville resultere i en aftale, der tillod og muliggjorde den handel med Sydamerika, som de havde fået monopol på.

Men det var da ikke noget problem. Da store dele af magteliten var investeret i selskabet, opstod der pludselig bred politisk interesse for fred. Så i 1713 forhandlede Storbritannien fred på egne vegne. Dvs. uden deltagelse fra deres tidligere allierede i krigen.

Men som enegænger var den britiske forhandlingsmagt ligeledes ganske begrænset. Måske mere begrænset end de havde været klar over. Og i sidste ende resulterede forhandlingerne i en fredsaftale, der tillod ét enkelt britisk handelsskib at tilgå de spanske kolonier én gang om året. Altså ikke nær nok til at gøre East India Company kunsten efter.

Boblen

At selskabet i praksis aldrig kunne tjene penge på handel skulle dog ikke stå i vejen for aktiens værdi. Og den britiske stat betalte jo renter på sin gæld, så der var fortsat råd til at udbetale lidt udbytte til aktionærerne.

I årene der fulgte fik selskabet lov at udstede flere og flere aktier, som blev brugt til at købe yderligere statsgæld. Samtidig blev renterne på statsgælden løbende sænket fra 6 til 4 %.

De lavere renteindtægter havde dog ikke den store betydning for aktionærene, for renteindtægterne var ikke længere deres primære fokus. Så længe aktiekursen steg blev de alle hastigt (på papiret) rigere og rigere … Også selvom selskabet fortsat ikke tjente penge på handel.

Med de lavere renter kunne staten samtidig ufortrødent blive ved med at påtage sig yderligere gæld, som South Sea Company fortsatte med at opkøbe i bytte for aktier. Men på et tidspunkt blev det udstedt flere aktier end det var statsobligationer at bytte dem med. Resten blev derfor solgt til almindelige aktiekøbere og øgede dermed selskabets kontante formue. En formue som senere skulle bruges til at øge kursen yderligere.

I kølvandet på South Sea Companys enorme prisstigninger opstod der et boom i befolkningens drømme om at lave lette penge på aktiemarkedet. Alle fra bønder til den rigeste overklasse så det som en mulighed for hurtigt at blive rig (eller endnu rigere).

En skov af selskaber blev børsnoteret med henblik på at få del i de dejlige spekulationspenge. Mange havde uforståelige forretningsplaner, andre var direkte svindel. Mange af disse selskaber blev dog allerede i samtiden kaldt for “bobler” og der blev lavet regulativer med henblik på at frasortere denne type af selskaber.

Kort forinden boblen brast, havde parlamentet indført “the Bubble Act of 1720”, som forbød etablering af aktieselskaber uden specifik kongelig godkendelse. Nutidige historikere mener, at lovens primære formål var at holde South Sea Companys konkurrenter nede. Og at det kun førte til yderligere spekulation i selskabet, nu da andre investeringsmuligheder blev stærkt begrænset.

Da boblen brast

På grund af politiske stridigheder blev Edward Harley i mellemtiden kørt ud på et sidespor. Flere af selskabets andre direktører faldt ligeledes fra, og gjorde dermed John Blunt til selskabets mest magtfulde mand.

Blunt havde ingen skrupler ved kunstigt at øge aktiekursen for et selskab, som han vidste ikke ville kunne tjene penge på andet end salg af aktier. Og efterhånden som magteliten og selveste kongen blev mere og mere involveret i selskabet, var der også øget interesse i at opretholde stabilitet samt en konstant stigende aktiekurs. Der blev derfor set igennem fingere med Blunts mere og mere absurde forsøg på at presse aktiekursen op.

For fortsat at øge kursen begyndte selskabet at sælge aktier med incitamenter. Man kunne “låne” aktien og vente med at betale, til man havde videresolgt den. Dette blev blandt andet benyttet til at bestikke politikere og dermed øge deres interesse i at støtte lovforslag, der ville være i selskabets interesse.

Den lette adgang til penge øgede for en tid aktiens markedsværdi, men virkeligheden kan kun holdes stangen i en periode. Og da kursen senere begyndte at falde, tilbød Blunt at sælge aktier med afdrag: Køb nu og afdrag løbende. De mange penge fra tidligere aktiesalg blev således brugt til at udlåne penge, som blev brugt på at købe endnu flere aktier.

Hver gang aktiekursen faldt, blev Blunts modreaktioner mere og mere ekstreme. Nyudstedte aktier blev solgt som var det et køleskab fra L’EASY: 10 % i udbetaling og ingen afdrag i et år. Der blev spredt vilde rygter om det enorme handelspotentiale, som enhver med indsigt i betingelserne for fredsaftalen med Spanien vidste var løgn. Og Blunt stillede afsindige løfter om årlige udbyttebetalinger på 30 – 50 %.

Med disse mange tricks blev aktien i en periode ved med at stige. På ét år steg kursen fra £100 til næsten £1000.

Men hvad der kommer op må også falde ned. Og uanset hvor meget man modarbejder det, vil virkeligheden altid vise sig til sidst.

I august 1720 forfaldt de første afdrag på aktiekøbslånene. Mange aktionærer havde lånt for så høje beløb, at de ikke kunne betale afdragene af egen lomme, og de var derfor nødsaget til at sætte aktierne til salg. Med dette stigende udbud begyndte kursen naturligt at falde.

Samtidig indså mange investorer sikkert, at træerne ikke voksede ind i himlen. Hvem ved, måske havde de også for en tid fulgt med i hvad der foregik på den anden side af Den Engelske Kanal, hvor Mississippi-boblen ligeledes var på nippet til at briste. I al fald gik det meget pludselig stærkt med at sælge, og så faldt kursen brat. På blot tre uger faldt prisen på en aktie i South Sea Company med 85 %!

Prisen på South Sea aktier i logaritmisk skala
Prisen på South Sea aktier i logaritmisk skala.

Som ved alle bobler var der nogle få investorer, der løb med mange penge. Nemlig de, som trak sig ud inden boblen brast.

Tusinder af andre mistede alt og mere til. Ikke bare havde de sat deres ejendom over styr, men mange stod også tilbage med store gældsposter. Blunts tiltag med at finansiere aktiekøb som om det var moderne forbrugslån betød, at mange havde stiftet gæld. De, som havde lånt penge til at købe aktier for, stod derfor pludselig med en enorm gæld og nær værdiløse aktier. Disse fallitører omfattede middelklassen såvel som adskillige medlemmer af adelen.

South Sea boblen: Efterspillet

I 1721 konkluderede en undersøgelseskomite, at der havde været udbredt svindel blandt selskabets ledere såvel som korruption i den politiske klasse. Mange højtstående magthavere blev stærkt kritiseret, og enkelte endte bag tremmer.

Alle selskabets ledere blev frataget deres poster, og store dele af deres formuer blev inddraget og uddelt blandt ofrene. Aktierne i South Sea Company blev fordelt mellem den britiske centralbank og East India Company.

Selskabet fortsatte sin eksistens og sendte i nogle år det ene årlige handelsskib, de havde fået tilladelse til. På grund af spansk efterspørgsel efter slaver havde selskabet ligeledes en særlig tilladelse til, ud over den årlige varetransport, at transportere slaver til de spanske kolonier. Selskabets reelle profit var dog salg af smuglervarer under dække af slavehandel.

Den årligt tilladte varetransport, som fredsaftalen havde tilladt, gav ligeledes selskabet lidt afkast, som den spanske konge havde krav på 25 % af. Men selskabet trak regnskaberne i langdrag, og betalte i sidste ende aldrig en penny. Grundet de manglende betalinger inddrog kong Philip V helt tilladelsen til at handle med de spanske kolonier.

Men noget skulle selskabet jo lave. Så i 1725 gav de sig i kast med at fange hvaler i Ishavet. Trods statsstøtte og særlige skattefordele blev heller ikke dette en succes.

Bortset fra lidt handel forblev South Sea Companys primære rolle at administrere statslig gæld helt frem til sin nedlæggelse i 1853. Gælden forsvandt dog ikke med selskabet, og den afdrages den dag i dag.

Da astronomen Isaac Newton, som selv havde været aktionær i selskabet, blev spurgt om sit syn på sagen, svarede han: “Jeg kan beregne stjernernes bevægelser, men ikke menneskets galskab”.

Annonce

2 thoughts on “Historiske bobler #3: South Sea boblen

  • 26/03/2018 at 22:58
    Permalink

    Tak for en spændende artikel! Det er bestemt værd at tage ved lære af historiske bobler, da de har en række fællestræk, som åbenbart er dømt til at gentage sig.

    Reply
    • Pengepugeren
      28/03/2018 at 08:52
      Permalink

      Jeg er glad for, at du sætter pris på artiklen :)
      Det er lidt trist at tænke på, hvor lidt “vi” tager ved lære af vores fejltagelser på nogle områder.

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com