Guide: Bankoverførsel til udlandet (inkl. screenshots)

Overføre penge til udlandet

Rigtig mange spørger, hvordan man overfører penge til udlandet i forbindelse med investering i udenlandsk crowdlending. Her er derfor en vejledning, som naturligvis også kan bruges til andre former for udenlandske pengeoverførsler.

De fleste er bekendt med pengeoverførsel til danske aktiekonti: Man får registrerings- og kontonummer fra modtageren, og så overfører man pengene via sin netbank. Overførsel til udlandet er i princippet det samme. Men i stedet for de danske standarder, benytter man den internationale IBAN-standard.

Mange af jer, kære læsere, har sikkert allerede gennemført utallige overførsler til fx Mintos, Bondora og diverse andre platforme. Men selv hvis du er vant til at overføre penge på tværs af grænser, har du måske spekuleret over, hvad IBAN og SWIFT/BIC egentlig er for nogle størrelser. Så selvom du måske er erfaren international investor, kan du måske alligevel have interesse i at læse videre.

Vejledningen herunder indeholder screenshots fra en overførsel via TransferWise (fordi affiliate marketing) til Mintos (fordi affiliate marketing, og fordi det er en god platform for nye investorer), men principperne gælder for alle overførsler til bankkonti inden for de 69 lande, som benytter IBAN-systemet.

Indholdsfortegnelse

Sådan overfører du penge til udlandet

For at kunne overføre dine midler, skal du kende nogle detaljer om modtager og deres bankkonti, herunder SWIFT, IBAN og payment details. Alle crowdlendingplatforme har derfor en side dedikeret til at informere investorer om, hvilken konto midlerne skal sendes til.

Hos Mintos kan deres bankinfo findes i øverste menulinje under Deposit / Withdraw / FX:

Sådan overfører penge til Mintos

Her vælger man den ønskede valuta og klikker på linket under Bank transfer. Under overskriften Details findes alle de nødvendige informationer.

For andre crowdlending-platforme er menuerne lidt anderledes, men metoden er den samme.

Hvad er IBAN?

IBAN-nummeret svarer til den internationale udgave af det velkendte danske kontonummer. I eksemplet nedenfor er IBAN således EE047700771002863435.

IBAN består af:

  • En landekode, som i eksemplet nedenfor er EE (Estland)
  • To kontrolcifre. I dette tilfælde 04
  • Selve kontonummeret. I dette tilfælde 7700771002863435. Kontonummeret kan være op til 30 cifre langt.

Overførsel til IBAN-nummer

Hvad er SWIFT/BIC?

SWIFT er et standardformat for en såkaldt Business Identifier Code (BIC). Det er en kode, som identificerer den bank, der administrerer kontoen. I eksemplet nedenfor er koden LHVBEE22.

  • De første fire bogstaver identificerer banken. I dette tilfælde LHVB: LHV Pank.
  • De næste to bogstaver er landekoden. I dette tilfælde EE: Estland.
  • De sidste bogstaver viser, hvor bankens hovedkontor ligger. I dette tilfælde 22, som er kode for adressen Tartu Maantee 2 i Tallinn.

Nogle gange består SWIFT af yderligere tre cifre, som afspejler bankens specifikke afdeling. Det er dog ikke tilfældet i eksemplet herunder.

Overførsel til IBAN-nummer

Payment details

Payment details er en besked til modtager.

Ved udenlandske pengeoverførsler til fx en bekendt med egen bankkonto er en besked normalt ikke nødvendig. Men de fleste (alle) crowdlending-platforme benytter kun én eller få bankkonti. Det vil sige, at overførsler fra mange investorer hos fx Mintos havner i en og samme bankkonto.

For at medarbejderne hos Mintos kan debitere netop din investeringskonto med det indbetale beløb, skal de derfor vide, at pengene kommer fra dig. Det kan de se, ved at du vedhæfter dine unikke payment details til din overførsel.

Hvis du glemmer at indtaste payment details, er alt heldigvis ikke tabt. Du kan som regel kontakte platformen og orientere om din overførsel. Så beder de sandsynligvis om noget dokumentation og tager hånd om sagen. Men det gør hele processen mere besværlig, så husk at indtaste dit nummer.

I eksemplet ovenfor er mine payment details således “20XXXX – Investor”.1

Nogle gange fylder payment details mere, end der kan stå i din banks kommentarfelt. Det vigtigste er dog at indtaste selv nummeret. Hos PeerBerry er mine payment details fx “Deposit to Investor Account No. 10XX”. Her er det tilstrækkeligt at skrive “Investor 10XX“.

Beneficiary Name

Noter også Beneficiary Name. Det er navnet på det firma, som beløbet skal overføres til. I dette tilfælde Mintos Marketplace AS.

Sådan gennemføres en bankoverførsel til udlandet

Nu hvor vi har indhentet de nødvendige informationer, er det bare at oprette en overførsel.

I fx TransferWise klikker man på Send money og indtaster det ønskede beløb. Husk at vælge korrekt modtagervaluta:

TransferWise overførsel - beløb

Hvis man ikke tidligere har overført penge til modtageren, skal man også oprette modtager. Her vælges Business or Charity:

TransferWise overførsel - modtager

Indtast førnævnte data. Emailadresse er ofte ikke nødvendigt, men det skader ikke at tilføje den. Platformens mailadresse findes oftest i bunden af deres website:

TransferWise overførsel - opret modtager

Ved overførsel via TransferWise skal man ikke indtaste SWIFT-koden. De kan formentligt identificere banken alene på baggrund af IBAN. Men hvis du benytter fx. Revolut eller din egen bank, vil der også være et felt til at indtaste SWIFT.

Fortsæt herefter til godkendelse af overførslen. Her skal du huske at indtaste Payment details.

TransferWise overførsel - Godkend overførsel

Godkend overførslen, indtast herefter foretrukne betalingsmetode (kort eller TransferWise Borderless) og afsted med pengene.

tl;dr

Det var en ganske lang smøre for en proces, der reelt ikke er så kompliceret. Kort opsummeret indebærer bankoverførsel til udlandet følgende trin:

  1.  Hent følgende information om modtager: IBAN, SWIFT/BIC, modtagers mailadresse, modtagers navn og Payment details/investornummer
  2. Opret en transaktion i din netbank eller foretrukne onlineplatform (fx TransferWise eller Revolut)
  3. Indtast informationer nævnt i punkt 1 under overførselsdetaljer
  4. Afvent mail fra modtager indeholdende bekræftelse på, at beløbet er overført. Det tager typisk fra nogle få timer til et par bankdage.

God fornøjelse 💰

  1. Jeg har anonymiseret payment details, fordi nummeret er unikt. Ikke fordi det som sådan er hemmeligt, men overførsler til mit nummer sendes til min konto hos Mintos. Og jeg er helst fri for at skulle forholde mig til eventuelle fejloverførsler, såvel som de juridiske konsekvenser af venlige bidrag til privatkontoen. Hvis du gerne vil støtte Pengepugeren, så del bloggen med dine venner :-)

Pengepugeren

Hej, jeg er Pengepugeren. Mit borgerlige navn er Rasmus Firla-Holme, og jeg bor på en lille ø sammen med Fru Pengepugeren og vores to drenge. Jeg har mange interesser, hvoraf penge og privatøkonomi er blandt de største. Jeg elsker tal og at lægge budget, men mest af alt elsker jeg den frihed, som en velfungerende privatøkonomi har givet vores familie. Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du hurtigt bliver rig. Men jeg kan give gode råd funderet i egen erfaring, sund fornuft og lidt simpel matematik, som hjælper dig til på få år at opnå tilstrækkelig økonomisk frihed til at træffe dine egne valg i stedet for at være bundet til et job.

2 kommentarer til “Guide: Bankoverførsel til udlandet (inkl. screenshots)

  1. Hej
    Jeg har fulgt din fine vejledning – tak for den! :)
    Transferwise skriver, at mine penge er overført til Mintos i går formiddag, men når jeg logger ind på Mintos, så er mine penge ikke registreret endnu – lidt mere end et døgn efter.

    Er det normalt, eller skal jeg være bekymret?

    1. Tja hvis de torsdag/fredag stadig ikke er at finde, ville jeg være bekymret. Jeg bruger Revolut, men formoder, at det ikke giver nogen forskel i forhold til Transferwise i “modtagerenden” dvs. i platformens ende. Det, jeg har lagt mærke til ved brug af Revolut, er at platforme med (formoder jeg) modtageautomatik viser pengene i løbet af minutter, mens platforme med (formoder jeg) manuel behandling kan være flere dage om det. Grupeer er et eksempel på sidstnævnte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Seneste artikler

Copyright © 2024 Pengepugeren. Alle rettigheder forbeholdes.
HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com