Var det lettere at leve af én indkomst i de gode gamle dage?

Vores muligheder for at forsørge kernefamilien med én indkomst har aldrig været bedre.

Noget tyder på, at der blandt nybagte forældre i Danmark er opstået en øget interesse for at lade den ene forælder blive hjemme, i stedet for at sende børnene i institution.

Det er også mit indtryk, at det, som i sidste ende afholder mange fra at tilvælge hjemmepasning, er bekymringer om privatøkonomien. Penge var især vores primære bekymring, og det er et emne, der meget ofte bringes på banen i bl.a. Facebook-gruppen Moderne hjemmegående forældre og lignende fora.

Fra mange som ikke selv er forældre, er jeg stødt på klager over, at man ikke kan leve som i gamle dage; at en middelklassefamilie ikke længere kan leve af én indkomst, ligesom man gjorde i 1950’erne og 60’erne.

Udviklingen i antallet antallet af hjemmepassere

Der er da heller ingen tvivl om, at antallet af hjemmegående husmødre har været drastisk faldende siden de gode gamle dage. I dag er der kun ca. 21.000 mødre, som går hjemme med børnene uden at være arbejdssøgende. Og antallet af hjemmegående fædre er forsvindende lille.

Men jeg vil vove den påstand, at faldet i hjemmegående mødre intet har med økonomi at gøre. At vi aldrig har haft bedre økonomiske forudsætninger, og at det er kulturelle og politiske faktorer, der trak mødrene ud på arbejdsmarkedet.

Tilstået, jeg har også selv været af den overbevisning, at Danmark var blevet for dyrt til, at én udearbejdende med gennemsnitsløn kunne forsørge en hel familie. Lige indtil vi selv besluttede at leve af én indkomst, og fandt ud af, at vi fint kan klare os. Endda med en langt højere levestandard end dengang, hjemmegående mødre var normen.

Og vi er slet ikke alene. Ud over de 21.000 hjemmepassende familier, er det også rigtig mange enlige (med og uden børn), som lever af én fuldtidsindkomst. De har typisk færre penge til rådighed end et par med fuldtidsjob, man mangler dog sjældent de vigtigste ting.

Bevares, det koster mere at forsørge fx to voksne og to børn, men langt fra fire gange så meget. Der er jo en del stordriftsfordele ved at deles om bolig, bil, varme osv.

Dermed ikke sagt, at privatøkonomiske bekymringer er irrationelle. Det er trods alt (endnu) så forsvindende få hjemmegående forældre, at det er svært at forestille sig andet. Hvis man overvejer at leve af én indkomst, men ikke i forvejen kender andre, som allerede gør det, er det en meget sværere beslutning at træffe.

Det er generelt sværere at foretage sig noget, som afviger fra normen.

Var det lettere at være hjemmegående i 1960?

Skatteniveauet får ofte skylden for, at mor skal tilbage på arbejde efter endt barsel. Vi betaler i dag langt højere skatter end for 60 år siden, så hvordan kan vi overhoved have tilstrækkeligt med penge til både staten, os selv og familien?

Og ja, hvis folk i 1960 betalte halvdelen af deres løn i skat plus moms på alle varer og 200% skat på vand, varme og el. Så ville kun ganske få familier have kunnet leve af én indkomst den gang.

Og hvis vi omvendt havde fastholdt datidens lavere skatteniveau frem til i dag, ville én lønindkomst i dag være langt rigelig til at forsørge en storfamilie på første klasse. Omend jeg har en mistanke om, at den forøgede nettoindtægt i udbredt grad bare ville blive brugt på yderligere forbrug.

Desuagtet ovenstående hypotetiske scenarie er det høje skatteniveau nu engang som det er. Og så må vi må få det bedste ud af det.

… og det bedste er slet ikke så skidt endda.

For selvom vi i dag beholder en betydeligt mindre procentdel af vores indtægt for os selv, så er vores produktivitet i mellemtiden øget flerfold. Den er sågar øget så meget, at den ikke bare udligner, men endog overstiger, vores relative fald i nettoindtægt.

Teknologien gør os rigere

Den teknologiske udvikling er eksploderet siden dengang, de fleste mødre gik hjemme. Det kan bl.a. ses på produktiviteten i landbruget.

Jeg bruger gerne høstudbyttet i landbruget som indikator for den teknologiske udvikling, fordi man altid har været ganske grundig med at måle og registrere det. Det er derfor en glimrende proxy til at estimere produktivitetsniveauet selv langt tilbage i tiden.

Hvor en typisk landmand i 1960 producerede knap 3,5 ton hvede pr hektar, så producerer hans børn og børnebørn i dag ca. 8,5 ton på samme areal. Altså en effektivisering på knap 250%! Samtidig er det nødvendige antal landbrugsarbejdere faldet drastisk. Så drastisk, at produktiviteten per beskæftiget i landbruget i dag er ca. 25 gange så stor som i 1950.

Og den teknologiske udvikling er netop sjældent begrænset til landbruget alene. Resten af samfundet er ligeledes blevet langt mere effektivt. Figuren herunder viser, at det danske bruttonationalprodukt pr arbejdstime er øget med 255% i perioden 1970 til 2017. Selvom BNP har sine svagheder mht. måling af levestandard, er det dog en meget markant fremgang.

Jeg har ikke umiddelbart kunnet finde sammenlignelige data helt tilbage fra 1960. Men hvis vi ekstrapolerer fra tabellen ovenfor, har den generelle produktivitetsforøgelse i samfundet været mindst 300% siden 1960. Og sandsynligvis højere, i betragtning af, at væksten historisk set har været eksponentiel.

Som man må forvente, er lønnen er da også steget i takt med produktivitetsstigningen. I 1959 modtog en gennemsnitlig lønmodtager en timeløn svarende til knap 75 nutidskroner (2017). Det er ca. en tredjedel af den gennemsnitlige timeløn i dag.

I samme periode er skattetrykket steget fra ca. 25% til omkring 48% af BNP. I grove tal er skattebyrden således steget med 200 %. Men vi er blevet mindst 300 % mere produktive. Og vi modtager ca. 330 % mere i løn pr time siden 1960.

Hvorfor i alverden er der så ikke råd til at leve af én indtægt? Det burde jo være lettere at leve af én indkomst i dag end det var i 1960. Alt andet lige.

Men alt andet er ikke lige, og det skyldes de valg, vi selv træffer.

Vi arbejder mindre

I 1960 blev den ugentlige arbejdstid nedsat fra 46 til 45 timer. I dag er arbejdsugen på kun 37 timer, og således hele 8 timer kortere.

Vi holder også langt mere ferie end dengang. I 1960 havde man ret til to ugers ferie om året – altså 3 uger mindre end i dag.

En gennemsnitsdansker der arbejder 37 timer og holder fem ugers ferie, vil samlet set arbejde 511 færre timer end samme person havde gjort det i 1960.

Da den gennemsnitlige timeløn i dagens Danmark er ca. 250 kr., vil en person, der i stedet arbejder 45 timer om ugen og kun holder 2 ugers ferie, alt andet lige tjene 127.750 kr. mere om året.

Afhængig af skatteniveau ville det betyde 5 – 8.000 kr. i ekstra månedlig nettoindtægt! Vi har med andre ord byttet en betragtelig del af væksten til mere fritid.

Indkomstinflation

Det er meget svært at sammenligne vores forbrug med datidens ditto, fordi priser, indkomster og forbrugsmønstre har ændret sig. Men vi kan konstatere, at forbruget er steget i takt med, at indtjeningen er steget. Endda på trods af, at priserne på de fleste varer er faldet betragteligt.

Hvis vi havde fastholdt 1960’ernes forbrugsmønster, ville vi i dag bruge langt færre penge i dagligdagen. Vi er med andre ord tilbøjelige til at falde i fælden for indkomstinflation i såvel vores eget liv som på tværs af generationer.

Mange af vores moderne bekvemmeligheder eksisterede slet ikke dengang. En middelklassefamilie havde typisk kun en telefon og en radio. Kun 25 % af husstande havde endnu et TV. Elektronik var generelt meget dyrere, hvilket afholdt flere fra at kaste penge efter det. Og hvis man havde købt et TV, blev det sjældent udskiftet med en nyere model.

Mange klarede sig tilmed helt uden de hårde hvidevarer, vi i dag tager for givet. I starten af 1960’erne var bl.a. køleskabet ved at vinde indpas hos danskerne, men kun ca. halvdelen af husstandene havde endnu råd til den slags luksus. Vaskemaskiner var endnu også kun noget, de fleste kunne drømme om.

I dag har de fleste børnefamilier diverse hårde hvidevarer. Der er også ofte en smartphone til hver – og ikke altid den billigste Android på markedet. Mange moderne middelklassedanskere udskifter med få års mellemrum deres dyre iPhones. Dertil kommer diverse faste digitale produkter – lige fra internetabonnement til Netflix, Spotify TV-pakker osv.

Vi rejser i dag også mere til fjernere lokationer, og akkumulerer generelt rigtig meget skrammel for vores ellers hårdt tjente penge. Vi har kort sagt en masse luksus, som folk i 1960 knap nok kunne forestille sig, og som dræner pengekassen.

Et bedre budget

Ifølge Danmarks Statistik ser de månedlige udgifter for en gennemsnitlig dansk kernefamilie, bestående af to forældre med børn, således ud:

FORBRUG I ALT	34.399 kr.
01 FØDEVARER OG IKKE-ALKOHOLISKE DRIKKEVARER	4.655
02 ALKOHOLISKE DRIKKEVARER OG TOBAK	588
03 BEKLÆDNING OG FODTØJ	1.585
04 BOLIGBENYTTELSE, ELEKTRICITET OG OPVARMNING	9.534
05 MØBLER, HUSHOLDNINGSUDSTYR OG HUSHOLDNINGSTJENESTER	1.944
06 SUNDHED	556
07 TRANSPORT	5.153
08 KOMMUNIKATION	979
09 FRITID OG KULTUR	2.821
10 UDDANNELSE	292
11 RESTAURANTER OG HOTELLER	1.922
12 ANDRE VARER OG TJENESTER (Hygiejneartikler, smykker, nogle forsikringer osv.)	4.371

I alt lidt under 35.000 kr. alene til at dække forbruget. Dertil kommer behov for ekstra indtægter til opsparing.

Det er da helt ude i hampen. 5 tusinde gode danske kroner om måneden til transport! Og 4.400 kr. til diverse, herunder børnepasning. Med den slags udgifter er det naturligvis svært at klare sig med én indkomst, for de fleste enkeltpersoner tjener ikke 35.000 kr. efter skat.

Her er mit forslag til et mere tilbageholdende budget, som stadig levner plads til luksus:

FORBRUG I ALT	20.400 kr.
01 FØDEVARER OG IKKE-ALKOHOLISKE DRIKKEVARER	3.500
02 ALKOHOLISKE DRIKKEVARER OG TOBAK	Inkluderet i pkt. 01
03 BEKLÆDNING OG FODTØJ	500
04 BOLIGBENYTTELSE, ELEKTRICITET OG OPVARMNING	9.000
05 MØBLER, HUSHOLDNINGSUDSTYR OG HUSHOLDNINGSTJENESTER	Inkluderet i pkt. 04
06 SUNDHED	500
07 TRANSPORT	4.000
08 KOMMUNIKATION	500
09 FRITID OG KULTUR	200
10 UDDANNELSE	200
11 RESTAURANTER OG HOTELLER	500
12 ANDRE VARER OG TJENESTER (Hygiejneartikler, ferier, nogle forsikringer osv.)	1.500

Budgettet ovenfor er langt mere mådeholdent, men stadig rigeligt til at opretholde en glimrende levestandard. Havde det været vores budget, var der skåret lidt ekstra i flere af posterne.

Med et budget på 21.000 kr. er der fortsat plads til mange af de luksusgoder, som en familie med én indkomst ikke havde råd til i 1960. Bevares, der er ikke plads til en 200 kvm villa i Gentofte eller en Audi A6. Men det går jo nok alligevel.

Nogle til indvende, at den ene eller den anden kategori er for høj/lav. Og ovenstående er bestemt er ikke en one-size-fits-all, for et budget er en meget individuel ting. Indtægtsniveauet er næsten den mindst vigtige del. Det er prioriteringen, som betyder rigtig meget.

Andre vil sige, at budgettet generelt er for lavt, fordi det ikke levner plads til årlige ture til Thailand for hele familien samt den store TV-pakke. Og det er sandt. Men hensigten her er perspektivere påstanden om, at det var lettere at leve af én indtægt i de gode gamle dage. I 1960 var der heller ikke råd til thailandsture, og TV-pakker eksisterede slet ikke.

Til gengæld har vi i dag adgang til uendelige mængder af gratis underholdning via internettet, et kæmpe udvalg af billige fødevarer fra hele verden og ekstra tid sammen med den udearbejdende forælder – takket være den kortere arbejdsuge og længere ferier. En bil er der også plads til i budgettet. Ganske vist en brugt bil, men dog en af de moderne med lavere brændstofforbrug og bekvemmelighedsudstyr, der end ikke var opfundet i 1960.

Jeg vil vove den påstand, at hvis den ene forælder kan tjene bare 21.000 om måneden efter skat (husk den hjemmegåendes personfradrag), da kan man uden problemer leve af en indtægt. Og til en langt højere levestandard end den typiske kernefamilie i 1960.

Medregner man børne- og ungeydelsen er der tillige mulighed for at lægge lidt ekstra til side til hårde tider.

Hvorfor hyldes de gode gamle dage?

Jeg tror, at grunden til, at man ser tilbage på 1950’erne og 60’erne som de gyldne år, er fordi man på daværende tidspunkt havde opnået et produktivitetsniveau, som skabte tilstrækkeligt overskud til, at kernefamilien endelig kunne forsørges af én indtægt.

Selvom produktiviteten sidenhen steg yderligere, havde man i efterkrigsårene øget produktiviteten til et hidtil historisk uset niveau. Der var således tale om gyldne år. Og en stor del af væksten blev brugt på kernefamilien.

Men i forhold til vor tid er 1960’ernes produktivitetsniveau næsten pinligt lavt. Og selv om vi betaler mere i skat, så har vi i dag langt bedre forudsætninger for at forsørge familien med én indkomst. Såfremt vi er villige til at leve lidt mere spartansk end den typiske nutidige familie.