Revolut Trading: En ny måde at shoppe aktier

Aktieinvestering med Revolut

Med Revoluts nyligt lancerede handelsplatform er “aktieshopping” blevet både billigt, let og lidt sjovt. Herunder gennemgår jeg fordele og ulemper ved Revolut Trading, og fortæller lidt om, hvordan jeg planlægger at bruge det.

Jeg har længe været glad for at bruge Revolut til internationale transaktioner. Kontoen har især været til gavn i forbindelse med investering i crowdlending. Men takket være gebyrfri valutaveksling har også det medfølgende Mastercard gjort forbrug i udlandet billigere. Det gælder både i forbindelse med rejser, men også onlinehandel hjemmefra. Fx kostede mit seneste køb på amazon.de 309 kr. med Revolut mod 321,02 kr., hvis jeg havde benyttet et dansk visakort.

For første gang har jeg nu også prøvet Revoluts nye aktiehandels-feature, og kombineret med deres ‘vault’ er det faktisk en glimrende måde at købe firmaet snarere end deres produkter.

Indholdsfortegnelse

Revolut Vault

Revolut Vault er en valgfri mulighed for løbende at opspare lidt ekstra penge i dagligdagen.

Konceptet består i, at enhver betaling med Revoluts kort automatisk rundes op. Hvis jeg fx køber for 22,75 kr. i Netto, så runder Revolut op til 30 kr. og overfører 7,25 kr. til min Vault (boks).

Beløbet kan også øges til fx fordobling eller mangedobling af differencen. Det lille beløb passer dog godt for os, da afrundingen kun har negligerbar effekt på vores detaljeorienterede budget.

Det er også muligt manuelt at fylde ekstra penge på Vault’en. Man kan fx stå i Føtex og tænke “Nej, jeg vil ikke have den cola til 13,95. Jeg passer på kroppen og bankbogen ved i stedet at overføre pengene til min Vault!“.

Det er altid muligt at trække sine penge ud af Vault’en, men idéen er at man hæver dem, når opsparingen når et på forhånd fastsat beløb. Min Vault har et mål på 350 kr. eller ca. 50USD – svarende til et lille aktiekøb hos Saxo. Når jeg når målet, plejer jeg at overføre pengene til Saxobank for at købe nogle få aktier efter devisen ‘køb selskabet, ikke (kun) deres produkter‘.

Revolut Trading

Men det ændrer sig måske nu, hvor jeg har mulighed for at investere direkte via Revolut med ganske få “klik” på telefonen. Jeg prøvede derfor konceptet af, og det er utroligt let:

Jeg havde ca. 80 kr. i Vault, som blev overført til Trading:

Herefter søgte jeg efter den ønskede aktie…

… indtastede det ønskede handelsbeløb…

… og så stod aktien på min konto.

Revolut investering efter handel

Selvom jeg handlede for et meget, meget lille køb, så forhindrede aktiens relativt høje stykpris mig ikke i at købe hvad der svarede til kun knap 10% af én aktie.

Fordele og ulemper

Revolut Trading er ikke som børsmæglere er flest: Det er ingen dikkedarer og smarte features. Til gengæld er det let. Meget let.

Fordele ved Trading

  • Kurtagefri handel og gebyrfri valutaveksling. Det er der ingen andre børsmæglere, som tilbyder. Amerikanerne og australierne har ganske vist Robinhood, men den er desværre ikke tilgængelig for os danskere.
  • Det er utrolig let og hurtigt at investere.
  • Det er muligt at handle for meget små beløb, og man kan købe fraktioner af én aktie.
  • God mulighed for at kombinere med en Vault-opsparing, hvilket gør det let løbende at opspare små beløb af gangen til brug for fx investering .

Ulemper ved Trading

  • Begrænset antal handler pr måned: For kunder med ‘Standard’ (den gratis) konto er det muligt at foretage 3 kurtagefri handler. Herefter koster det 9kr. pr handel.
  • Der sker ikke automatisk indberetning til SKAT.
  • Maksimalt 1.000 USD per handel.
  • Årligt depotgebyr på 0,01% af porteføljestørrelsen. Det er ganske billigt (10 kr. pr. 100.000 kr. investeret), men dog mere end de gebyrfri depotgebyrer hos bl.a. Saxo og Nordnet. Til gengæld sparer man en hel del i kurtagefri handel og gebyrfri valutaveksling.
  • Ingen ETF’er eller andre fonde. Kun enkeltaktier.
  • Der er pt kun adgang til aktier noteret i USA og i skrivende stund begrænset til omkring 450 forskellige aktier fra NYSE og NASDAQ. Jeg har kontaktet Revolut support for at så svar på kriterierne for de udvalgte aktier. De var flinke og brugte en del tid på at forstå mit spørgsmål og på at fremskaffe et svar – desværre uden held. Umiddelbart er kun meget store selskaber tilgængelige.
  • Kun markedsordrer. Dvs. at man skal handle, når det amerikanske marked er åbent – fra 13:30 til 22 (med en times afvigelse i perioden 10. marts til 31. marts og 27. oktober til 3. november pga. sommer/vintertidsskift).

Revolut Trading: Kort sagt

Revolut Trading er ikke et alternativ til seriøs aktieinvestering hos fx Nordnet eller Saxo Bank. Det er snarere en form for hurtig “aktieshopping”, når lysten opstår.

Jeg ser primært Revolut Trading som et alternativ til forbrug. I stedet for at købe (endnu) en vare, så kan pengene bruges på fx den virksomhed, som producerer varen. For mig hjælper det også en hel del på forbrugstrangen at købe et eller andet (fx aktier) frem for at forlade mig på selvdisciplinen alene.

Fremover vil jeg derfor være endnu mere tilbøjelig til at fx at købe en aktie i Coca-Cola, når jeg overvejer at købe en flaske cola. Med undtagelse af decideret virksomhedskonkurs, vil man næsten altid have flere penge ved at købe virksomhedens aktier frem for deres produkter.

Den største ulempe er efter min mening, at man selv skal opgøre indtægter og udgifter til SKAT. Man kan dog trække en opgørelse direkte fra Revolut app’en, så det er trods alt en overskuelig opgave.

Hvis du overvejer at benytte Revolut og eventuelt Vault/Trading, så kan du få 100 kr. fra Revolut med dette link, såfremt du skriver dig op og bestiller et gratis kort inden d. 6. oktober.

Tilbudet gælder kun de første 100 tilmeldte via linket. Hvis du vil være sikker på, at modtage de 100 kr., så tjek, at der står “Rasmus gave you a 100 DKK gift“, når du klikker på linket.

Pengepugeren

Hej, jeg er Pengepugeren. Mit borgerlige navn er Rasmus Firla-Holme, og jeg bor på en lille ø sammen med Fru Pengepugeren og vores to drenge. Jeg har mange interesser, hvoraf penge og privatøkonomi er blandt de største. Jeg elsker tal og at lægge budget, men mest af alt elsker jeg den frihed, som en velfungerende privatøkonomi har givet vores familie. Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du hurtigt bliver rig. Men jeg kan give gode råd funderet i egen erfaring, sund fornuft og lidt simpel matematik, som hjælper dig til på få år at opnå tilstrækkelig økonomisk frihed til at træffe dine egne valg i stedet for at være bundet til et job.

15 kommentarer til “Revolut Trading: En ny måde at shoppe aktier

  1. Revolut Trading er bestemt et spændende produkt. Dog har jeg ingen planer om at investere i enkeltvise Large Cap US aktier, så jeg kommer nok ikke til at bruge det foreløbigt. Men det er godt at se, at der nu i hvert fald er en mulighed for kurtagefri handel.

    Man kan have et forsigtigt håb om, at sådan en lancering vil være med til at presse bankerne lidt, men jeg tror, at danskerne generelt er for loyale (eller bare ikke har så meget opmærksomhed på området).

    Mvh.
    Peter

    1. Jeg synes nu, der er sket en del positivt i Danmark på den front :-) Kurtagepriserne er meget lavere end for 10 år siden, mange betaler ikke længere depotgebyr og så droppede Saxo jo for ikke så længe siden minimumskurtagen for mange markeder.

      1. Det er jeg fuldstændig enig i. Det var også mere den specifikke model med et vist antal kurtagefri handler eks. pr. måned, som jeg tænkte på.

        Nu kommer jeg til at tænke på, at DeGiro jo faktisk også har tilbudt kurtagefri handel med en lang række ETF’ere i flere år.

        Mvh.
        Peter

      2. Jeg må sige at nordnet også var gebyrfri engang og pludselig sætter de gebyr på 75kr pr 3 mdr på og wupti er ens konto 700kr væk trods man snakker med medarbejder hos nordnet. Det er nu møj op ad bakke lig så mange andre banker hvorfor tiden er til at være sine banker utro. De har pumpet en længe nok og nu er nok fandme nok. Der fandt jeg så pludselig revolut, N26 og 25-30 andre udenom banken aktører. Jeg må sige at revolut efter 2 mdr bare funker og ikke et eneste plet at sætte på det. Overførsel i sekundet, betaling med sms for hver betaling, og meget mere af den gode skuffe. Havde dog en kammerat der anbefalede revolut og så skulle der ryge 10€ vores vej. Det er ikke sket og de har prøvet med et gratis kredit kort men det var netop grundet deres app med wireles betaling at valget bankede mobilepay og applepay af banen med længder. Ufatteligt at der ikke er flere der benytter Revolut for som jeg ser det er det fremtiden… funktionelt, simpelt, sikkert, seriøst, og ingen fejl og mangler udover at de godt kunne åbne for investering i small cap eller aktier generelt fra norden eller heromkring af de billigere mfl. Go jul og godt nytår

  2. Jeg har også kigget på konceptet.

    Det eneste, der dog afholder mig fra dette, er opgørelsen til SKAT. Du nævner det også selv. Jeg har ikke undersøgt, hvor nemt det er at opgive, men ellers kan jeg godt klare med mig med Nordnets månedsopsparing og Saxo Banks billige kurtage til enkeltaktier. Det kunne dog være ganske interessant til amerikanske aktier. Det bliver dog ikke lige foreløbig..

    Bedste hilsner
    Frederik

  3. Ved du hvad der sker med dine aktier / handler hvis Revolut eller deres samarbejdspartner går konkurs?

    Vh

    1. Reelt handler man via Drivewealth LLC. Revolut stiller, så vidt jeg kan se, bare et user interface og lidt administration til rådighed.
      Jeg synes ikke det er helt tydeligt, hvad der vil ske, hvis Drivewealth går konkurs. Normalt har man sine aktier i et seperat depot, som ikke vil være del af et konkursbo. Men om det også er tilfældet her, kan jeg desværre ikke svare på.

  4. Jeg brugte dit link og det gik wupti ! med at få det hele på plads. Jeg har brugt kortet i Kvickly først gang og der tikker kr. 100 ind på min konto snart. Du skriver at du har et Revolut *Mastercard* i artiklen er det korrekt? Jeg har fået et VISA kort.

    Er spændt på at udforske mulighederne med kortet :)

    1. Godt at høre, at du er glad for kortet :-)

      Interessant, at du har modtaget et VISA-kort. Måske har de skiftet kortudbyder siden jeg oprettede en konto. Forskellen er ikke så stor, bortset fra at VISA er begrænset til transaktioner for 25.000 kr. om måneden.

      1. Jeg tror, at det er mere eller mindre tilfældigt om man får et MasterCard eller et Visa. Jeg fik først et fysisk MasterCard hos Revolut for halvanden år siden, men da der var fejl på det, fik jeg det byttet til et Visa. Mit virtuelle kort hos Revolut er derimod et MasterCard.

  5. Hej Pengepugeren
    Ved du, om det giver mening at bruge Revolut til veksling af penge inden overførsel til Nordnet – og dermed slippe for Nordnets valutavekslingsgebyrer? Så vidt jeg har forstået, betaler man stadig et gebyr, selvom man bruger valutakonto hos Nordnet.
    Hvad gør du selv?

  6. Har du lavet en opgørelse til Skat for 2020, og har du en guide til, hvordan og hvor du har opgjort det henne hos Skat (rubrik)?

    1. Hej Stephan

      Jeg har ikke udgivet en vejledning (men det var måske en idé). Indtægter og udgifter fra reguleret aktiehandel er rubrikkerne 61 til 68.
      Nogle af dem er dedikeret danske aktier, så for Revoluts vedkommende er det vist kun nogle få rubrikker.
      Det er mest besværligt, hvis man har mange handler, samt evt. bøvlet med udenlandsk udbtteskat.

  7. Hej Pengepugeren

    Jeg har et spørgsmål! Hvis jeg har fået et udbytte fra Amerikanske aktier på ca 30 USD igennem Revolut. Hvordan skal dette så indberettes til SKAT? Skal jeg oplyser det fulde beløb 30 USD eller skal jeg selv trække de 15% fra?

    Med venlig hilsen

    Johan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Seneste artikler

Copyright © 2024 Pengepugeren. Alle rettigheder forbeholdes.
HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com