4%-reglen er ikke den endegyldige sandhed

4%-reglen

4%-reglen har vundet stor udbredelse blandt privatøkonomientusiaster i såvel Danmark som i udlandet. Men reglen har nogle faldgruber, og den bliver ofte misforstået.

En af de mest velbesøgte sider her på bloggen er beregneren for hvad der skal til for at blive økonomisk uafhængig. Og det er vel ikke så overraskende. Rigtig mange vil jo gerne vide, hvor meget de skal have investeret for at leve af afkastet.

På beregneren skal man bl.a. indtaste det årlige afkast, man forventer at modtage fra sine investeringer. Men hvor stort er det afkast egentligt? Hvor meget kan man bruge af formuen uden før eller siden at løbe tør for penge?

Historisk set har aktiemarkedet (det amerikanske) givet et gennemsnitligt samlet afkast på omkring 9% årligt! Plus minus et par procent alt efter regnemetode og beregningsgrundlag.

Og så burde man jo kunne trække 9% ud hvert år for evigt, ikke?

Så let er det desværre ikke.

For selvom at markedsafkastet er ret højt, så drejer det sig om langsigtede løbende gennemsnit med ganske betydelige årlige fluktuationer.  Nogle år stiger markedet med 20%, andre år falder det med 50%.

Når du før eller siden løber ind i en periode med faldende kurser, da vil dit årlige udtræk udgøre en alt for stor andel af porteføljens værdi. Når markedet igen begynder at stige, vil din formue være faldet uforholdsvis meget, hvormed udgangspunktet for at genopbygge porteføljen bliver for lavt.

Dertil betyder de generelle prisstigninger i samfundet, at et afkast på 9% er tættere på 7% når inflationen fratrækkes.

Derfor bør man ofte nøjes med at hæve en andel, der tager højde for nedgangstider såvel som inflation. Altså en procentsats, der er betydeligt lavere end markedets gennemsnitlige stigning på 9%.

Det er her 4%-reglen kommer i spil.

Indholdsfortegnelse

Hvad er 4%-reglen?

Hvis du interesserer dig for privatøkonomi og i særdeleshed økonomisk uafhængighed og tidlig “pension”, så har du sikkert allerede hørt om konceptet.

Kort fortalt siger 4%-reglen, at du kan trække sig tilbage, den dag 4% af din investeringsportefølje kan finansiere et helt års samlede leveomkostninger.

Det vil sige, at såfremt den historiske markedsudvikling er en troværdig indikator for fremtidens udvikling, da er 4% således et tilstrækkeligt lavt udtræk til, at porteføljen kan overleve aktiekursernes op- og nedture.

Der er dog en del oversimplificeringer og misforståelser forbundet med 4% reglen, som jeg her vil forsøge at udrede.

Trinitystudiet

I 1998 publicerede en gruppe forskere fra Trinityuniversitetet en analyse vedrørende “sikre” tilbagetrækningsrater fra pensionsdepoter. På baggrund af data fra 1926 og frem konkluderede de, at en given person har tilstrækkelige investeringer til at kunne gå på pension, den dag 4% af hans portefølje kan dække et års udgifter.

Ifølge forskerholdet skal de 4% kun fungere som beregningsgrundlaget for det første års udtræk. Herefter udtrækkes samme nominelle beløb som året forinden, dog med opjustering for inflation.

Det vil sige, at hvis 4% af porteføljens værdi i første år svarer til 100.000 kr. og inflationen er 2%, så kan man trække 102.000 kr. de efterfølgende år, uanset aktiemarkedets udvikling.

Forskernes anbefalede portefølje bestod ikke af aktier alene men af både aktier og statsobligationer. Hvis man ønsker at følge trinitystudiets anbefalinger, bør man derfor supplere porteføljen med statsobligationer.

Obligationerne sænker ganske vist det årlige afkast relativt til aktiebeholdningen, men udjævner samtidig de årlige kursudsving. Det skaber således mindre volatile porteføljer end en portefølje bestående udelukkende af aktier.

Kritikere af 4%-reglen har blandt andet påpeget, at med så lav en udtrækningsgrad vil det være mere sikkert kun at købe obligationer. Selvom renten på de amerikanske statsobligationer sjældent overstiger 4% efter inflation, vil en kombination af amerikanske statsobligationer og municipal bonds historisk set kunne ganske pæne afkast med betydeligt lavere volatilitet.

4%-reglen og økonomisk uafhængighed

En udbredt misforståelse er, at 4%-reglen kan overføres direkte til de, som planlægger en meget tidlig tilbagetræden fra arbejdsmarkedet. Men det var aldrig hensigten, at analysens konklusioner skulle bruges til at garantere en relativt ung persons indkomst resten af livet.

Formålet med trinitystudiet var, som nævnt, alene at forudsige en relativt tryg indkomst i løbet af livets sidste maksimalt 30 år. Altså typisk fra man går på pension som omkring 65-årig til man dør af alderdom.

En portefølje blev således også kategoriseret som succesfuld, hvis der kun var 1 dollar tilbage efter 30 år.

Forskerne understregede endvidere, at deres resultater ikke var et løfte om fremtidige afkast. At selv alderspensionister typisk vil være nødsaget til at korrigere hen ad vejen for at tilpasse sig markedet.

Holdt forudsigelserne vand i årene efter, trinitystudiet?

Så sent som i 2018 opdaterede pensionsforsker Wade Pfau analysens resultater med opdateret data og kom frem til nedenstående resultater.

Tabellen viser sandsynligheden for, at en portefølje oprettet en tilfældig periode siden 1926 ville have været succesfuld.

 3%4%5%6%7%8%9%10%
100% aktier
15 år1001001009079696754
20 år100100928271624840
25 år10099827263544028
30 år10094786756433721
35 år10091765952362614
40 år1008970553828219
75% aktier
15 år1001001009782726047
20 år100100958168534526
25 år100100846959472812
30 år1009878594837133
35 år100936955382652
40 år10092664530620
50% aktier
15 år10010010010085725036
20 år10010099796241275
25 år1001008560442271
30 år1001007046251020
35 år1009759349520
40 år1008745170000
25% aktier
15 år1001001009977603819
20 år1001009564472281
25 år100100664622910
30 år10087442110300
35 år100712297200
40 år9845900000
0% aktier
15 år100100999064382313
20 år100957741261130
25 år977938259300
30 år834422103000
35 år7228972000
40 år6211000000

Interessant nok har metoden vist sig fortsat at være ganske valid i årtierne efter trinitystudiet. For en given 30-års periode ville kombinationen af 50% aktier og 50% (amerikanske) statsobligationer i 100% af tilfældene have holdt perioden ud. I en ren aktieportefølje gælder det for 94% af tilfældene.

Bemærk dog faldet i succesfulde porteføljer ved det fyrretyvende år. Det indikerer, at man må forvente et løbende fald i formuen over årene. At man at så at sige langsomt spiser af sin portefølje.

Bevares, 87% efter 40 år er fortsat en ret god succesrate. Men hvis man anser sig selv for økonomisk uafhængig og går på “pension” som 45-årig, er der således en ikke helt negligerbar sandsynlighed for, at man løber tør for penge i løbet af alderdommen. Når man har allermest brug for dem.

Og med den medicinske udvikling og stødt øget levetid in mente, kan mange af os forvente at leve til godt op i 80-erne.

Interessant nok er effekten af kun at udtrække 3% noget mere stabil. Her kan formuen holde godt og vel evigt. Måske burde vi derfor fastholde 4%-reglen for almindelige alderdomspensionister, men sænke den til 3% for vi andres vedkommende.

Aktiemarkedet er ikke en garanteret gevinst

Trinitystudiet og lignende analyser er statistiske sandsynligheder baseret på historiske data vedrørende aktiemarkedet og statsobligationer. Det vil sige scenarier, der har været gældende for vores ældre medborgere, men som ikke nødvendigvis vil være tilfældet for efterfølgende generationer.

Tommelfingerreglen om et relativt sikkert udtræk på 4% er baseret på det amerikanske aktiemarked siden 1926. Men vi ved jo ikke, hvordan det vil udvikle sig i fremtiden. Og vi kender heller ikke udviklingen i netop de markeder, vi vælger at eksponere os imod.

Et skræmmeeksempel er Japan fra slutfirserne og frem. Hvis du investerede i det japanske Nikkei-225 indeks kort før kollapset i 1989, ville du endnu i dag – næsten 30 år senere – have lidt et betydeligt tab. Også hvis man medregner udbetalt udbytte i perioden.

Selv hvis du først havde investeret efter den værste del af kursfaldet, ville det stadig have taget årtier at genvinde det tabte:

Nikkei-225 1989 til 2018
Nikkei-225 1986 til 2018. Kilde: Yahoo Finance.

Ja, den japanske case er bestemt et usædvanligt tilfælde, men er det ikke vigtigt at være forberedt på uventede omstændigheder? At det amerikanske aktiemarked har klaret sig rigtig godt i løbet af de sidste 100 år, er ikke en garanti for, at det vil fortsætte i fremtiden.

…eller at det vil være gældende for en typisk dansk portefølje bestående af blandede europæiske, amerikanske og internationale selskaber.

Hvad kan vi så bruge 4%-reglen til?

Vi kan først og fremmest konstatere, at 4%-reglen ikke er den endegyldige sandhed, som den ofte er blevet ophøjet til. Det er i bedste fald en tommelfingerregel med betydelige forbehold.

Særligt skal vi være forsigtige med at lægge for meget vægt på reglen her i Danmark. Selv hvis vi kun investerer i amerikanske aktier og den amerikanske vækst fortsætter ufortrødent, så skal vi stadig have valutakursen for øje. For med svingende valutakurser stiger porteføljes volatilitet ligeledes.

Dertil er skattebyrden som bekendt noget højere her til lands. Vi har derfor også brug for en betydeligt højere bruttoindtægt. Det er bl.a. derfor, at vi skal investere mindst 10 millioner i aktiemarkedet for at generere en månedlig nettoindtægt på 20.000 kr. med et udtræk på 4%. Her opererer vi således i praksis med en 2,4%-regel.

Dermed ikke sagt at 4%-reglen er ubrugelig. Den er bare ikke mejslet i sten.

En mere sikker tilgang vil være at gå efter en højere passiv indkomst end det akkurat nødvendige. Således at de 4% både dækker leveomkostningerne, men også tillader en fortsat opsparingsrate på mindst 10% af indtjeningen.

Alternativt kan man beregne sit investeringsbehov ud fra 3%, som nævnt ovenfor. Det vil give en betydeligt stærkere position i nedgangstider.

Gang med 25

Personligt bruger jeg primært 4%-reglen som motivation til at minimere leveomkostningerne og maksimere anden passiv indkomst.

Såfremt 4% er den maksimalt tilladte udtrækningsprocent, betyder det også, at hver krone, du tjener ved anden (passiv eller aktiv) indkomst, sparer dig for mindst 25 kroner i nødvendige investeringer.

Det vil sige, at hvis du kan tjene 1.000 kr. om året ved fx at sælge dit onlinekursus i klarinetspil, da “slipper” du for at investere 25.000 kr. Og hvis du kan tjene 1.000 kr. om måneden “sparer” du således mindst 300.000 kr. investeret!

Samme logik gør sig naturligvis også gældende, hvis du skærer i forbruget: En krone sparet er 25 kroner tjent.

Økonomisk uafhængighed kan således med fordel opnås ved en kombination af mådehold, investeringer og anden passiv (eller semipassiv) indkomst. Det være sig et lille, fornøjeligt bijob, en YouTube kanal, affiliate marketing, ejendomsudlejning, webshop, musik og dans på gågaden eller hvad man nu er dygtig til og holder af at gøre. Selvom du måske ikke kan (eller vil) leve af disse biindtægter alene, kan det være en effektiv driver for økonomisk uafhængighed.

Kort sagt

Jeg er klar over, at denne artikel er ganske kritisk overfor 4%-reglen. Det er den, fordi det er mit indtryk, at mange tilskriver reglen større værdi, end den bør have.

Det betyder bestemt ikke, at trinitystudiet er ukorrekt eller ligegyldig. Men man skal kende dets begrænsninger og tage højde for, at man måske falder uden for analysens målgruppe.

Navnlig fordi:

  • Vi er danskere, betaler dansk skat med danske kroner typisk investeret i andet end kun amerikanske aktier og obligationer
  • Vi kender ikke fremtidens aktiemarked
  • Vi lever måske (forhåbentlig) længere i fremtiden

Formålet med denne artikel er ikke at underminere vores drømme om økonomisk uafhængighed! Formålet er at gøre op med den lidt forsimplede antagelse om, at “så snart min aktieportefølje svarer til 25 gange mit årlige forbrug, så er jeg sikret resten af livet“.

En lidt mere sikker langsigtet strategi vil være at planlægge efter et årligt udtræk på 3% af porteføljen. Hvis man tilmed fortsat sørger for altid at fastholde og udvikle nogle kompetencer, som andre er villige til at betale for, da vil det sjældent gå helt skidt.

Pengepugeren

Hej, jeg er Pengepugeren. Mit borgerlige navn er Rasmus Firla-Holme, og jeg bor på en lille ø sammen med Fru Pengepugeren og vores to drenge. Jeg har mange interesser, hvoraf penge og privatøkonomi er blandt de største. Jeg elsker tal og at lægge budget, men mest af alt elsker jeg den frihed, som en velfungerende privatøkonomi har givet vores familie. Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du hurtigt bliver rig. Men jeg kan give gode råd funderet i egen erfaring, sund fornuft og lidt simpel matematik, som hjælper dig til på få år at opnå tilstrækkelig økonomisk frihed til at træffe dine egne valg i stedet for at være bundet til et job.

14 kommentarer til “4%-reglen er ikke den endegyldige sandhed

  1. Rigtig god artikel som sætter fokus på et vigtigt emne. I disse år med det historisk lange bullmarked synes jeg, at jeg ser flere og flere, som går efter FI, som mener at 5% eller endda 6% vil være en helt sikker udtrækningsrate. Det virker bare for urealistisk i disse tider.

    Jeg havde ikke bemærket, at der var en 2018 opdatering til studiet, så det er jo super at få med.

    Selv går jeg efter 25x de årlige omkostninger inkl. skat, og så er planen at lave en vurdering, når jeg kommer dertil. Hvis værdifastsætningen på aktier er tilpas lav, og renteniveauerne er rimelige, så kunne jeg godt finde på at trække stikket til lønslaveriet eller måske kun arbejde relativt få timer i nogle år for at supplere op.

    “Kritikere af 4%-reglen har blandt andet påpeget, at med så lav en udtrækningsgrad vil det være mere sikkert kun at købe obligationer. Selvom renten på de amerikanske statsobligationer sjældent overstiger 4% efter inflation, vil en kombination af amerikanske statsobligationer og municipal bonds historisk set kunne ganske pæne afkast med betydeligt lavere volatilitet.”

    Har du noget materiale omkring denne del? Det synes jeg ikke, at jeg selv er stødt på.

    Mvh.
    Peter

    1. Tak. Jeg er helt enig i, at de seneste gevaldige kursstigninger har skabt inflation i 4%-reglen, så at sige. Det skifter nok ved næste kollaps :)

      Jeg kan umiddelbart ikke huske, hvor jeg først stødte på kritikken vedr. obligationer. Det går så vidt jeg er orienteret ud på, at købe inflationsbeskyttede (inflation-linked) obligationer. Dvs. obligationer hvor hovedstolen stiger med inflationen.
      Det er dog ikke et koncept, jeg kender så meget til. Men det burde jeg måske.

      God kamp mod de 25 gange årlige omkostninger investeret!

  2. Jeg har et nysgerrigt spørgsmål i relation til denne artikels danske “vinkel”: Hvad er erfaringen blandt danskere i egen bolig, der går på tidlig pension, mens de f.eks. er i halvtredserne? Jeg forestiller mig, at de går på tidlig pension på et tidspunkt, hvor de kan leve af (=deres årlige udgifter inkl. ydelse på realkreditlån) et udtræk af deres investeringer, uden at “røre” deres bolig (=uden at tage lån i friværdi). Og jeg forestiller mig, at de går på tidlig pension på et tidspunkt, hvor de er f.eks. halvvejs med tilbagebetalingen af et 30-årigt realkreditlån.
    På 70-års-fødselsdagen vil for det første realkreditlånet være fuldt betalt, og for det andet arbejdsmarkedspensionen komme til udbetaling enten som et engangsbeløb (kapitalpension) eller som løbende månedlige rater over en årrække. (Og muligvis vil for det tredje boligen blive sat til salg for at flytte i noget mindre/uden trapper/uden have eller hvad ved jeg… en leje- eller andelsbolig falder valget på…)
    Jeg har ikke styr på forventet levealder, men fra 70-års-fødselsdagen er det jo godt at have nok til 30 år :-) Hvordan “indregnes” værdien af ejerbolig og arbejdsmarkedspension? Begge kan man jo “se bort fra” og betragte som a little nice extra, men værdien heraf udgør i mange tilfælde det samme som eller mere end investeringsporteføljens værdi!
    Ovenstående har jeg ikke skrevet ud fra en tanke om, at tidspunktet for tidlig pension skal ligge meget tidligere end hvad der er “sikkert og trygt”, men omvendt er der vel heller ikke grund til at vente så længe, at de efterladte til sin tid skal slås om fordelingen af en GIGANTISK arv :-)

    1. Hej Thomas

      Jeg har meget svært ved at se fornuften i at have gæld i bolig = betale afdrag, renter og gebyrer (som kan stige, uden at man kan gøre noget) og så sideløbende have en større opsparing i frie midler, som man forventer at leve af. Boligen bør være tilbagebetalt på det tidspunkt, man går på tidlig pension. Det giver lave faste omkostninger, hvilket så betyder, at man ikke behøver at have nær så meget sparet op ved siden af (siger jeg af egne erfaringer – er 60 år, huset er betalt for længe siden, og det giver en enorm frihed, også for bekymringer).
      De lave boligudgifter betyder, at man kan trække tiden, indtil man begynder at låne i boligen, markant. Her kommer så et problem: Når man ikke tjener så mange penge, kan man ikke låne så højt op mod skorstenen. Men alt hvad jeg har snakket med at realkreditfolk osv. siger, at man kan låne mindst 40 % lån af værdien, mange siger 60 %. Afhænger nok meget af boligens beliggenhed, tiderne, den øvrige økonomi osv. Når man ikke kan forhøje lån mere, må man nok sælge og flytte i lejebolig (hvis man bliver så gammel).
      Du skriver om kapitalpension. Dem har man ikke kunnet tegne i årevis … (men er fede for os, der har dem) … måske mener du aldersopsparing, som vist også kan komme til udbetaling på én gang? Og pensionsordninger – uanset om de er tvungne arbejdsmarkedspensioner eller selvbetalte – er en væsentlig del af økonomien, når man når den alder. Det samme er folkepensionen samt folkepensionens tillæg for dem, der kan få det. Det kan du læse undersøgelser om på atp.dk

      Hilsener
      Karin

      1. Hej Karen,

        fedt med et indspark fra en “pensionist” (formoder jeg?). Jeg er vokset op med samme opfattelse som dig – at “målet” må være, at være gældfri når man går på pension. Jeg er dog ikke længere helt enig i din betragtning. Det er klart, at jo ældre man bliver, jo mindre risikovillig vil man være, og derved bliver det sværere og sværere, at finde “sikre” investeringer, som man kan placere sine midler i. Jeg mener dog, at gæld kan være et vigtigt element i enhver investerings-portefølje. Jeg har planer om at stoppe med at arbejde (fuld tid i hvert fald), når jeg er 50 år. Efter planen, vil jeg på det tidspunkt stadigvæk skylde omkring 40% i min bolig. Hvis renten til den tid fortsat er <2%, så kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle "bekymre" mig om, at betale af på den gæld, hvis mine investeringer fortsat kan give 4%+ i afkast. Når alt kommer til alt, handler det jo nok mest om, at sove roligt om natten. Jeg kan udmærket forstå, at når man er i din alder, så har sikkerhed stor betydning.
        Hvis jeg satsede på, at være gældfri når jeg blev 60 år, så ville jeg næsten 100% sikkert også planlægge, at bo til leje efterfølgende (jeg betaler gerne prisen, for at være skrevet op i diverse boligselskaber i 25 år+). Værdien af min ejerbolig (til den tid) vil sandsynligvis være på højde, med værdien af mit pensionsdepot. – Det er immervæk en god mulighed, for at præstere en høj SWR, resten af mine dage. Hvordan tænker du, om at udnytte friværdi'en i din bolig?

        1. Hej Nick

          Hvis det er mig, du skriver til, hedder jeg Karin. Og det er desværre først som 67-årig, man bliver folkepensionist, hvis man er 60 år i år. Jeg har altså mange års arbejde foran mig, men fordi jeg har tjent godt det meste af livet og altid sparet op, behøver jeg ikke arbejde så meget som tidligere. Det er en stor frihed. Og jeg vil nok altid lave noget, når folk hiver fat i mig, uanset alder.

          Der er mange ting i dine overvejelser, jeg vil anfægte:

          Man kan (bør) have en stor risikovillighed til man er langt ældre, end de fleste tror – så længe investeringshorisonten er 4-5 år eller mere, er det smart at have høj risiko. Og de fleste kan jo regne med at leve, til de mindst 80 år (her må man løbende kigge på sin helbredstilstand, of course).

          Sælge boligen og flytte i en dum lejelejlighed tidligere end absolut nødvendigt er for mig total mangel på frihed. Nu har jeg jo endelig fået en skøn bolig, have osv. Og når jeg så efter mange års knoklen får mere fritid, så skulle jeg flytte ind i en papkasse, jeg ikke selv bestemmer over, hvor jeg ikke må slå et søm i væggen eller spille musik, når jeg vil? Resten af mit liv. Hvad er det fede ved det?

          Gæld er et skod-element i alt andet end investering i uddannelse og evt. etablering af virksomhed. Og dit regnestykke er … tja’ … Du kan bestemt ikke regne med 4 % afkast af investeringer. Og du kan bestemt heller ikke regne med under 2 % rente. Og så er der bidragssatser og alt muligt andet, du ikke har kontrol over. Lav og usikker marginal. Dårlig forretning.

          Som jeg skrev i første indlæg, er det bedre at have betalt boligen og have lave faste omkostninger ved pensionsalderen. Det eneste lån, jeg vil tage i mange år, er at indefryse grundskylden. Den er høj, her hvor jeg bor, og det koster p.t. under 1 % at indefryse + at der er 0 omkostninger. Kan gøres, når man når efterløns- eller pensionsalderen. Ved at gøre det, vil udgifterne til boligen falde til cirka det halve, og det vil udskyde nødvendigheden af at tage realkreditlån og evt. efterfølgende salg af boligen i mange år. Måske i så mange år, at jeg når at blive båret ud som +90-årig inden.

          Held og lykke
          Karin

          1. Hej Karin,

            Det er helt fair, at have den holdning du har, og jeg forestiller mig, at dine holdninger nok repræsenterer gennemsnittet for din aldersgruppe. – Jeg siger bare, at jeg ville gøre det anderledes. Jeg tror på, at jeg kan få et gennemsnitsligt afkast på mine investeringer på 8%.

            De 4% var konservativt sat. – Så marginalen er noget større. I øvrigt var det 1.5% fastforrentede lån åbent for 1 år siden – så at have en rente (inkl. bidrag) på omkring 2% de næste 30 år er altså realistisk for nogle ;)

            Min pensionsordning tillader mig i øvrigt, at jeg går på pension som 60-årig. Jeg antager ikke, at der er noget der hedder folkepension (I hvert fald ikke for mig), når jeg bliver 70 år, og derfor har jeg ikke tænkt mig, at vente på den ;)

            Jeg forstår din holdning omkring lejeboliger (jeg bor i en ejerbolig i dag, som jeg er glad for – men den kommer med en række krav til vedligeholdelse, som en lejebolig ikke gør – og jeg forestiller mig egentlig ikke, at jeg finder havearbejde interessant/relevant, når jeg bliver 60+ – men det er jo bare min personlige holdning) – men jeg vil gerne anfægte din hypotese omkring sikkerhed for dine faste omkostninger. En lejebolig må ifølge loven max stige med hvad der svarer til inflationen (ifølge den nye lejelovgivning) i husleje om året. Din ejendomsskat kan i praksis reguleres, som den siddende regering finder passende – det ser vi jo tydeligt ;)

            Men hvis du er glad og tilfreds med dine valg, så synes jeg, at det er helt OK. Jeg mener blot, at det er spild af penge, at have opsparing i sine mursten, når man når sin 3. alder ;) De kan ganske enkelt forrentes bedre andet steds.

            1. Wouw, hvor er du nu endnu mere aldersdiskriminerende, Nick. Og nedladende.

              Du aner intet om mig. Og min holdning til økonomi er totalt anderledes end de fleste på min alder. Blandt andet fordi min viden om økonomi og finansielle forhold er større end de fleste. Men det er du så åbenbart ikke i stand til at læse ud af det, jeg skriver.

              Held og lykke med at få et realistisk billede af virkeligheden – fx når det gælder alder, økonomi og folkepensionens fremtid
              Karin

              1. Jeg beklager, hvis du er blevet stødt af min kommentar, det var ikke min hensigt.

                Med chancen for, at jeg graver hullet endnu dybere, vil jeg dog gerne lige give det et sidste forsøg, på at rede trådene ud – om end jeg fornemmer, at vi næppe nogensinde bliver perlevenner ;)

                Jeg er 35 år, og du er 60 år. Jeg finder det naturligt, at vores holdninger (til økonomi) er vidt forskellige. Jeg forsøger, at forholde mig til min virkelighed, ligesom du gør med din. – Og min virkelighed er, at der næppe findes nogen folkepension (som i den nuværende form), når jeg går på pension. Kan vi blive enige om dette?
                Derfor regner jeg ikke (i mit personlige regnstykke) med folkepensionsalderen, fordi den bliver næppe relevant for mig. Her anfægter jeg på ingen måde dit liv, og det arbejde du har gjort, for at spare op til din pension. Jeg er da glad på dine (og andres vegne), som er lykkedes med, at leve et liv som har givet dig friheden til at vælge mere frit i din alderdom (jeg ved at ordet alderdom er upopulært – men jeg har ikke et bedre ord for det?). Det ønsker jeg kun for alle!

                Du proklamerede bombastisk:
                Gæld er et skod-element i alt andet end investering i uddannelse og evt. etablering af virksomhed.

                – Og her må jeg bare sige, at jeg er uenig. Det kan skyldes min alder, eller det faktum at jeg aldrig har oplevet renten være meget over 5%, men jeg mener ganske enkelt ikke, at man kan spise sine mursten (her håber jeg, at vi er enige?).

                Jeg interesserer mig meget for netop dette emne lige for tiden, fordi mine forældre nærmer sig pensionsalderen, og de har – som dig – ingen gæld i deres bolig. Nu vil de så gå ned i banken, for at få “rådgivning” om, hvordan de bedst kan “polstre” sig til deres pension. – Og jeg ved udmærket, hvad banken vil råde dem til, fordi banken tjener jo ligesom penge på, at låne penge ud! :P

                – Skal de sige “nej, tak”, til at låne penge i deres hus, for at sætte ekstra ind på deres pensionsopsparinger, de sidste 5-10 år, inden de går på (folke)pension?
                JA, det skal de faktisk. – Eller dvs, det skal de ikke. De skal bare ikke sætte pengene ind på deres private pension, fordi den er forvaltet af – tadaaa – den samme bank, som synes det er en god idé, at låne penge i ens friværdi, for at “investere” dem i ens pensionsopsparing.

                Men idéen om at udnytte sin friværdi, til at investere, den synes jeg giver rimelig god mening. Det er klart, at hvis man sover bedst om natten, ved ikke at have gæld i sin bolig, så skal man da gøre det. Jeg råder altid folk til, at gøre det de har det bedst i maven med. Måske min holdning ændrer sig over tid, men med det nuværende renteniveau giver det ganske enkelt ikke mening, at være 100% gældfri i sin bolig ;)
                Det er blot min holdning!

                Held og lykke med fremtiden :)

                1. Hej Nick, jeg orker ikke. Og hvad pokker mener du med alderdom. Der er mange på din alder, der er mere forstenede, end jeg nogensinde bliver. Men lige hovedpunkterne:

                  * Jo, folkepensionen vil stadig eksistere i en eller anden form om 50 år. Den er – som du fx kan læse ved at gå ind på www.apt.dk og finde nyhedsbreve, den vigtigste indtægt for en stor del af den ældre del af befolkningen – og det vil den blive ved med at være. Man kan selvfølgelig tænke sig et fremtidssamfund, hvor det er acceptabelt, at ældre bor på gaden og dør af sult. Men så har vi nok nogle andre problemer.

                  * At vi to har forskellig indstilling til økonomi og fx gæld har intet at gøre med alder. De fleste på min alder – og også rigtigt mange ældre end mig – har samme indstilling som dig. Og jeg kender masser af unge (typisk dem, der som teenagere har oplevet finanskrisen), der har samme indstilling som mig.

                  * Grunden til, at jeg alligevel orker at svare, er for dine forældres skyld. De skal da for herrens skyld ikke gå ned hos en banksælger og bede om råd. Hvis de ikke selv er gode til pengesager, så kan det rigtigt godt betale sig at bruge nogle tusinde kroner på en uvildig økonomisk rådgiver. Du kan finde listen over alle godkendte økonomiske rådgivere på Finanstilsynets hjemmeside. https://taenk.dk/test-og-forbrugerliv/privatoekonomi-og-aftaler/find-en-god-uafhaengig-oekonomiraadgiver
                  Jeg har, når jeg har undervist i pension, brugt Uvildige – de er nede på jorden, fornuftige og har afdelinger over hele landet.

                  Hilsen
                  Karin

  3. Hej Rasmus,

    Rigtig godt indlæg! Jeg er helt enig i, at man ikke må tolke 4% reglen som den endegyldige sandhed. Det bør nok nærmere betragtes som en guideline. Nu er det efterhånden blevet en ting, at jeg skal forholde mig til at gå på pension som 45 årig, hver gang jeg bliver interviewet, fordi jeg på et tidspunkt nævnte det tal på baggrund af netop 4% reglen. Det er noget konkret og det tror jeg, at mange godt kan lide. Det er ikke så rart, at det rigtige antal år før FIRE ligger et sted imellem 5 og 20 år :)
    Jeg selv bruger det som en guideline og tænker så dertil, at jo mere jeg kan supplere med anden indkomst, jo mere bliver de 4% korrekte eller realistiske. Det hele afhænger jo også af den verden vi lever i og 4% reglen tager nok ikke højde for 0% renter over en meget lang periode, så omstændighederne ændrer sig jo.

    Sune – https://www.frinans.dk

  4. Tusinde tak for en informativ og vigtig artikel. Har først nu stødt på jeres danske FIRE “community”. Har set de amerikanske videoer på youtube og spekuleret på om det kunne lade sig gøre i dansk kontekst. Har I et samlingssted på facebook eller noget, som du kan anbefale.

    Venlig hilsen
    Sarah, 35 år, FIRE snarest

  5. Pingback: Vores vej mod økonomisk frihed – Af Rasmus Firla Holme – Den ene fod foran den anden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Seneste artikler

Copyright © 2024 Pengepugeren. Alle rettigheder forbeholdes.
HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com